Ak, det er lidt af en litterær ørkenvandring (tilgiv mig det upassende billedsprog) at hoppe fra atol til atol blandt de mindre ønationer i Stillehavet. Jeg var ikke overrasket over, at det var svært at finde litteratur fra mikrostaten Tuvalu. Men det skulle vise sig endnu sværere for Vanuatus vedkommende.
Vanuatu er med sine godt 200.000 indbyggere og 12.200 km² store landområde ellers betydeligt større end Tuvalu (omend – indrømmet – stadig blandt klodens mindste stater). Men ligesom mange af de øvrige, små østater i Stillehavet har Vanuatu ikke nogen egentlig skriftlig litterær tradition, og det afspejler sig i meget få udgivelser.
Også i tilfældet Vanuatu har jeg i min ambition om at læse en bog fra hvert land i verden måttet slå mig til tåls med en digtsamling. Jeg har ikke kunnet opdrive nogen som helst romaner eller noveller fra landet
Det mest interessante ved Colonised People fra 1987 er ikke dens litterære kvaliteter – som er fraværende – men forfatteren Grace Mera Molisas (1946-2002) personlige historie og politiske virke i Vanuatu.
Grace Mera Molisa (eller Amazing Grace, som jeg har læst mig til, at hun gerne kaldes i Vanuatu) var i årtier en markant og stærk stemme i vanuatuansk politik, herunder ikke mindst i en langvarig kamp for Ni-Vanuatukvinders rettigheder. Hun var den første Ni-Vanuatukvinde, som opnåede en universitetsgrad (1977). Hun var det eneste kvindelige medlem af the National Constitution Committe og medunderskriver af Vanuatus første uafhængige forfatning i 1979, og hun blev den første Ni-Vanuatukvinde, som blev udnævnt til en betydelig regeringspost (som vice-socialminister). Og hun blev den første Ni-Vanuatukvinde, som udgav en bog i 1983.
Den lille udgivelse Colonised People fra 1987, som egentlig bare er en pamflet, bærer undertitlen Poems. Det er imidlertid så som så med poesien i samlingen.
Flertallet af digtene har grundlæggende karakter af regulær knækprosa: Egentlige prosatekster, som blot er brudt op med linjeskift, så vi får bare ét eller to ord pr. linje. Det gør ikke noget egentlig godt for teksterne. Særlig lyrisk er det ihvertfald ikke, faktisk bare træls.
Andre af digtene har karakter af lange opremsninger. Det har vel en slags effekt, men er først og fremmest kedeligt.
When a pig
a domestic
animal
is brutalised
there is
a hue and cry
and plenty toktok.When a Man
husband
lover
boyfriend
betrothed
intended groom
de facto husband
bashes
batters
brutalises
kills
a woman
it is acepted
taken for granted
as the Man’s right
therefore
hemi
bisnes
blong
tufala nomo
therefore
it becomes
confirmed
legitimised
entrenched
accepted practice
therefore
Vanuatu women
remain
colonised people.
Der er således snarere tale om et politisk kampskrift end en digtsamling. Pamfletten indeholder sågar en række statistiske tabeller, der blandt andet illustrerer den sørgelige underrepræsentation af kvinder i magtpositioner i Vanuatu. Bevares, som én, der til daglig arbejder en del med tal, er jeg ikke fremmed for den poetiske skønhed i en tabel, men alligevel…
Grace Mera Molisas politiske sag kan jeg kun sympatisere med. Hendes tekster vidner om omfattende og systematisk vold, seksuel, fysisk, social, økonomisk og politisk undertrykkelse af kvinder i Vanuatu anno 1987. Og de indsatte statistikker taler deres eget tydelige og uimodsigelige sprog. Der er ingen tvivl om, at Grace Mera Molisa har kæmpet en vigtig kamp.
Men som lyrik betragtet (og det er sådan, en udgivelse med undertitlen Poems bliver betragtet her på bloggen) kan jeg desværre ikke give Colonised People mere end dumpekarakter, så vigtigt hendes politiske ærinde end er.
Forfatter: Grace Mera Molisa
Udgivelsesdato: 1987
Sider: 30
Læst: September 2016
K's vurdering:
