En tysk, vegansk nudist grundlægger et alternativt utopisk samfund og en ny religiøs orden baseret på kokosnøddediæt, soldyrkelse og nøgenhed på en lille ø i det nuværende Papua Ny Guinea i starten af det forrige århundrede.

Stop en halv, den må du længere i Stillehavet med, forfatter Christian Kracht, tænker du måske. Det gjorde jeg ihvertfald – indtil jeg fik læst lidt op på historien.

For den schweiziske forfatter Christian Krachts (f. 1966) roman Imperium bygger rent faktisk på virkelige begivenheder.

Krachts protagonist, fantasten og utopisten August Engelhardt (1875-1919) drog træt af den moderne verdens larm omkring forrige århundredskifte fra hjemlandet Tyskland til de oversøiske tyske besiddelser i Oceanien, nærmere bestemt Bismarck-arkipelaget, en del af det nuværende Papua Ny Guinea.

Engelhardt var af etiske årsager overbevist veganer, nærmere bestemt fruktivor (han spiste kun frugt), og havde ladet sig gribe af en fiks idé om, at kokosnødden er den ædleste af frugter, fordi den vokser i toppen af de højeste palmer, tættest på solen.

I Herbertshöhe, hovedstaden i det daværende Tysk Ny Guinea, erhverver Engelhardt sig sin egen kokospalmeklædte ø, Kabakon. Her sætter han sig som eneste hvide mand blandt 30-40 melanesiere for at grundlægge sit eget Utopia for kokovoranere (med kokosnødden som eneste føde), nudister og soldyrkere. Mennesket var ifølge Engelhardts vision et tropisk væsen, bestemt til at vandre nøgen rundt i solen som Adam i Edens have (før Eva) og ernære sig af naturens gaver, helst kun kokosnødden.

Engelhardt er med andre ord bimlende-bamlende gal, og det bliver kun værre over årene, efterhånden som hans krop henfalder af mangelsygdomme som følge af den ensige kokoskost og spedalskhed, mens ensomheden på øen sætter sig mere og mere på forstanden.

Engelhardt er i Krachts gestaltning en slags frivillig Robinson, komplet med en lille hjælper i form af den melanesiske dreng, Makeli (som i romanen siden skal vise sig at være en lille intrigant type med besidderiske tendenser over for Engelhardt, hvis hengivenhed han ikke vil dele med andre).

Virkelighedens August Engelhardt (stående bagerst) fotograferet sammen med tilhængeren Max Lützow på Kabakon i 1906 (fotograf ukendt).

Engelhardt er dog ikke en helt isoleret Robinson. Han er også optændt af en missionerende, profetisk ild og indstifter sin egen religiøse kult, Solordenen, der dyrker solen og kokosnødden. Han forfatter en bog og en række artikler, som optrykkes hjemme i Tyskland, formentlig primært som underholdning for datidens læsere.

Nogle bliver dog smittet af visionen og opsøger Engelhardt på Kabakon. De fleste går det dog ilde. Nogle lider endda døden i forsøget – af sygdom eller måske endda myrdet af Engelhardt, lader romanen forstå. Andre kommer frem, men forlader i sidste ende øen og Engelhardt. Det sidste gælder for eksempel den tyske musiker Max Lützow, også en historisk person.

Christian Kracht fortæller historien i en stil, der mimer den tids alvidende romanforforfatter, i et noget omstændeligt, men raffineret sprog. Tonen er herligt ironisk med talrige finurlige forfatterkommentarer.

I Hennings Goldbæks oversættelse til dansk fornemmer man den tyske syntaks, og det klæder for så vidt den lidt gammelmodige, ironiske tone ganske godt. Enkelte steder snublede jeg dog også i nogle germanismer i syntaksen, som syntes utiltænkte og måske ikke havde behøvet at komme med over i det danske. Det gør sine steder gør teksten unødigt tung. Generelt er bogen dog en vittig fornøjelse at læse.

Kracht indfletter en række referencer til historiske personer i datidens Tyskland. Nogle af dem eksplicitte, andre implicitte, og man skal have styr på sin kulturhistorie for at fange dem alle.

Vi har dog ikke svært ved at genkende denne anden lille vegetar, som den alvidende fortæller finder anledning til erindre om, da Engelhardt på sit eneste besøg tilbage i Tyskland kommer gennem München og passerer forbi monumentet Feldherrnhalle, som senere i historien skulle spille en lille rolle som scene for afslutningen af et vist ølkælderkup i 1923, et element “i det store formørkelsesteater,” som er tysk historie i 1920’erne og 1930’erne:

Eftertrykkeligt udsmykket med det indiske solkors vil en lille vegetar med en absurd sort tandbørste under næsen da gå de tre-fire trin op til scenen … ak, lad os nu bare se tiden an, indtil den dystert begynder i æolisk mol, tyskernes dødssymfoni. Man kunne egentlig betragte den som et komedieagtigt indslag, hvis det ikke var, fordi den blev efterfulgt af utænkelig grusomhed: knogler, ekstrementer, røg.

Teksten er fyldt med denne slags forfatterkommentarer, som i enkelte passager næsten giver romanen et præg af at være et kulturhistorisk essay. Fans af Daniel Kehlmans Opmålingen af verden (2003, da. 2005) eller Florian Illies’ 1913 – århundredet sommer (2013, da. 2014) vil have en fornemmelse af, hvad jeg mener – og kan roligt give sig i kast med Christian Kracht.

Historien om fantasten Engelhardt på Kabakon bliver i Krachts hænder til et symbol på faren og galsindet i den tids tyske kombination af romantiske sværmerier og imperiedrømme. Men fortællingen har i den grad også adresse til fanatiske fantasterier i vor egen tid.

Den virkelige historie om August Engelhardt er så bizar og gakket, at den ikke kan overgås af nogen romanforfatters fantasi. På baggrund af de biografiske oplysninger, jeg har læst mig til efterfølgende om Engelhardt, synes det da heller ikke, som om Kracht har lagt meget til – snarere trukket lidt fra for at stramme fortællingen op.

Romanen er en fornøjelse at læse, først og fremmest på grund af den underspillede, men uheldssvangert ladede ironi, der synes indlejret i hver eneste sætning. Det er vittig og begavet historisk fiktion på højt niveau.

Jeg ville blot ønske, at mit tyske havde været godt nok til at læse romanen på originalsproget, hvor jeg er sikker på, at den kommer langt mere til sin ret.

Christian Kracht er i øvrigt højaktuel i Danmark, som han besøgte på Louisiana Litteraturfestival i den forgangne weekend i anledning af oversættelsen af hans seneste roman, Die Toten (2016), på dansk De døde (2018), som jeg straks vil kaste mig over.

K's vurdering:

• Lignende indlæg
• Af Christian Kracht
• Rosenkilde & Bahnhof

Lani Wendt Young: Afakasi Woman. A Collection of Short Stories from a “Rea

Alan Dean Foster (red.): Short Stories from Small Islands. Tales shared in Palau

Robert Barclay: Meļaļ. A Novel of the Pacific

Christian Kracht: De døde

Christian Kracht: De døde

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Henry James: Washington Square

Henry James: Europæerne

Henry James: Skruen strammes