Regis Tove Stella: Mata Sara (Crooked Eyes)

Papuansk roman om en gruppe studerende fra Papua Ny Guinea og deres oplevelser af fremmedgørelse i Sydney, Australien, blandet op med en kulørt historie om onde ånder, skjulte familieforbindelser og optrevlingen af en pædofiliring. Alt sammen ret ringe fortalt i et fladt sprog og en ubehjælpsom komposition. Og så løber der en lidt ubehagelig undertone af racisme og homofobi gennem romanen.

Min litterære verdensrundrejse har bragt mig til Papua Ny Guinea repræsenteret ved romanen Mata Sara (Crooked Eyes) af den papuanske forfatter Regis Tove Stella (1960-2012). Som antydet ovenfor var det desværre ikke en af årets bedste læseoplevelser.

Hovedparten af romanens handling er henlagt til Sydney, Australien. Ved romanens begyndelse ankommer dens hovedperson og jeg-fortæller til Sydney, hvor han skal studere i to år. Han installeres i en lejlighed, som han deler med tre andre papuanske studerende. Det meste af romanen er fortalt gennem dialoger mellem de fire bofæller og diverse personer i deres omgangskreds.

Hvor romanen er bedst, giver den et indtryk af den usikkerhed, grænsende til angst, der kan være forbundet med at føle sig som fremmed i et andet land og en anden kultur end ens hjemmevante. Det giver sig blandt andet udtryk i en oplevelse hos de fire studerende af at være omgivet af fjendtlige, hvide blikke.

Som følge heraf gør de selv, hvad de kan, for mest af at omgås deres egne wantoks, dvs. andre papuanerne eller andre stillehavsøboere (begrebet wantok kommer bogstaveligt af “one talk”, altså personer, der taler samme sprog).

Romamen rummer også enkelte kritisk-ironiske kommentarer til den europæiske antropologi (f.eks. optræder Malinowski og hans berømte feltstudier fra Trobrianderne mere end én gang i dialogen, nærmest som et indforstået og vrængende skældsord). Stella nærmer sig her nogle reflektioner om den vestlige “eksotisering” af papuanere og andre stillehavsøboere, som kunne have været udfoldet til noget mere interessant, hvis han havde formået at nuancere dem mere, end han gør.

Hvis Stella var holdt med at skrive efter de første 16-17 sider, kunne bogen på grundlag af sin beskrivelse af denne oplevelse af fremmedgørelse og “eksotisering” måske have fået 2-3 stjerner som en ganske vist lidt uafsluttet novelle.

Nu fortsætter han imidlertid over i alt 271 sider, og jo længere, man kommer hen i bogen, jo sværere bliver det at fastholde interessen.

Romanen er primært dialogbåret – dialogen udgør velsagtens 90 procent eller mere af teksten. Så meget desto mere ærgerligt er det, at meget af dialogen forekommer utroværdig, som om personerne først og fremmest taler teatralsk sammen til ære for et publikum.

Mange af personernes motivationer er herudover vanskelige at forstå. Især hovedpersonens passivitet og fortielser i forhold til en række besynderlige hændelser virker underligt uforklarede.

Stella synes at forsøge at bygge en spænding op i romanen omkring afdækningen af visse fortidige forbindelser mellem en række af romanens personer. Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at det udfolder sig ret kulørt og helt usandsynligt – samtidig med, at det er lammende kedsommeligt, da man som læser gennemskuer “plottet” længe før hovedpersonerne, og det i øvrigt er ret uninteressant.

Dertil kommer, at Stella også lige synes, at han skal smide afdækningen af en pædofiliring ind i historien hen mod romanens slutning. Den historietråd har egentlig ikke så meget med resten at gøre, og dens formål synes primært at være yderligere at understrege, hvordan de hvide mennesker stort set alle sammen er racister, pæderaster, promiskuøse ægteskabsbrydere eller amoralske homoseksuelle, der foragter og udnytter de gode papuanere på enhver måde, de kan komme til.

Bevares, ind i mellem lader Stella en af sine figurer indvende, at ikke alle dimdims (papuanernes betegnelse for de hvide) er dårlige mennesker. Men det virker som små påklistrede figenblade, for så vidt romanen ikke rummer nogen konkrete modbilleder i form af hvide personer, der ikke på den ene eller anden måde er moralsk korrumperede.

Det ligger mig fjernt at forsøge at bagatellisere den både virkelige og oplevede racisme og andre former for undertrykkelse, som papuanerer og andre stillehavsfolk historisk har været udsat for, og som givetvis stadig har høj grad af realitet. Men i Mata Sara slår beskrivelsen heraf nærmest om i en omvendt racisme (uanset om det båtte være Stellas intention eller ej, og det tror jeg ikke, at det er), hvor alle hvide – og i øvrigt i vidt omfang også afrikanere og til en vis grad asiater – slås over en kam som dårlige mennesker.

Og nå ja, jeg havde nær glemt: Historien rummer også en tråd om onder ånder og en hjemsøgt lejlighed (som vores fire studerende bor i), hvorom rygtet går, at der engang er blevet begået et mord. Og den slags.

Romamen er udgivet af University of Papua New Guinea Press & Bookshop. Jeg kender ikke deres udgivelsespolitik, men det virker ikke, som om manuskriptet har været gennem hænderne på en litterær redaktør, der i det mindste kunne have ryddet ud i de mange gentagelser i dialog og handling, lige som bogen skæmmes af temmelig mange sproglige fejl og fejlkorrektur.

Alt i alt: Nej, kan ikke anbefales.

Hvis ikke jeg havde sat mig for også at komme omkring Papua Ny Guinea i min læseudfordring, Verden rundt i bøger, havde jeg nok lagt Mata Sara fra mig efter ret få sider. Nu læste jeg den så færdig. I retrospekt burde jeg formentlig have orienteret mig lidt grundigere i andres anmeldelser af romanen – og valgt noget andet, f.eks. Vincent Eris The Crocodile (1970), som har ry for at være den første roman fra Papua Ny Guinea (dét i sig selv garanterer naturligvis ikke, at den er god, men så er den da noget. Mata Sara er ikke rigtig noget).

K's vurdering: