Hvis jeg skulle være høflig overfor salomonesiske John Saunanas roman The Alternative (1980), kunne jeg finde på at sige noget i retning af, at den er et interessant udtryk for sin tid og de rammebetingelser, den er skrevet under. Jeg kunne også bare være ærlig og sige ligeud, at den er røvkedelig og ubehjælpsomt skrevet. At den virker som dét, den er, nemlig det første forsøg på at skrive en roman i et land uden nogen som helst litterær romantradition.

Nå, men tilbage i det høflige spor, som består i at skrive lidt om den interessante nye viden, bogen har givet mig anledning til at opsøge (mens jeg for alt i verden undgår at skrive noget om bogen selv fra en rent litterær betragtning):

Noget af det sjove ved at give sig selv den udfordring at skulle læse mindst én skønlitterær bog fra hvert land i verden er således, at det også er en lejlighed til at få strammet lidt op på skolegeografien og få placeret nogle af de stater, hvor man ikke kommer så tit, lidt mere præcist på verdenskortet.

For eksempel er jeg ikke helt sikker på, at jeg for en måned siden uden tøven og uden hjælpemidler kunne have udpeget øriget Salomonøerne, som med sine seks store og mere end 900 mindre øer ellers ligger spredt over et pænt stort areal i Stillehavet lige øst for Papua Ny Guinea og nordvest for Vanuatu (nå, hjalp det heller ikke? Så se på kortet herunder).

Salomonøerne

Jeg kunne heller ikke uden videre havde fortalt, at de mere end 600.000 indbyggere på Salomonøerne helt overvejende er melanesere, og at østaten er en tidligere britisk koloni, som fik selvstyre i 1976 og fuld uafhængighed i 1978 – omend landet stadig er en del af Commonwealth og et konstitutionelt monarki med Dronningen af Salomonøerne (også kendt som dronning Elisabeth II af Storbritannien og en mængde andre lande i Commonwealth) som formelt statsoverhoved.

Og så kan jeg nu konstatere, at Salomonøerne fylder væsentligt mere på det geografiske landkort end på det litterære. John Saunanas lille roman The Alternative var stort set det eneste stykke fiktion, jeg kunne opdrive fra landet (lidt mere herom i boksen nedenfor).

Romanen er udgivet i 1980 på et tidspunkt, hvor forfatteren John Saunana (1945-2003) var gået ind i salomonesisk politik og udnævnt til undervisningsminister. Men ifølge et kort forord fra udgiverne er den skrevet mere end fem år tidligere, mens Saunana stadig studerende på universitetet i Papua Ny Guinea, og altså før Salomonøerne fik sin uafhængighed fra Storbritannien.

Dette med tidspunktet i forhold til Salomonøernes uafhængighed er ikke uden betydning for romanen og den måde, man kan læse den på. Den er skrevet og foregår i årene op til uafhængigheden, og dens hovedtema er i høj grad netop den kulturelle og politiske frigørelse fra kolonialismen.

Hovedpersonen er drengen/den unge mand Maburu Buru, der som en af ganske få drenge fra en landsby på en af de små øer bliver sendt i engelsk skole på hovedøen. Han er intelligent og klarer sig godt i skolen, men oplever i stigende grad at blive fremmedgjort mellem på den ene side sin familie og landsbyen, hvor han efterhånden ikke længere føler sig hjemme, og på den anden side livet i hovedstaden Honiara, hvor han som indfødt ikke har de samme rettigheder som de britiske kolonisatorer.

Splittelsen fører til, at Maburu – inspireret af blandt andet studenteroprørene sidst i 1960’erne på europæiske universiteter, som han kan følge på sin radio – leder et lille protestoprør mod en lærer på skolen, hvilket ender med at få ham bortvist. Som arbejdsløs uden uddannelse fortsætter han sine protester, indtil han til sidst går ind i politik i forbindelse med de første valg til parlamentet i det nyfødte selvstyre.

Romanen rummer nogle interessante pointer i sin tematisering af frigørelsen fra det britiske styre, idet Maburu i sine drømme (om at være hvid) og sine protester mod kolonialismen netop ikke bare bruger, men ubevidst selv har internaliseret europæernes religiøse og politiske sprog, deres værdier og i et vist omfang verdensopfattelse. Kolonisatorernes sprog er på én gang en begrænsning og en ressource i kampen for ligeværdighed og selvstændighed.

Et lille sprogligt raffinement i romanen er, at efterhånden som Maburus og hans landsmænds selvbevidsthed øges, taler de i stigende grad indbyrdes ikke skoleengelsk men pijin. Pijin er en specifik salomonesisk afart af pidgin-engelsk, som også i dag tales af en stor del af befolkningen ved siden af det officielle engelsk. Dele af dialogen er mod slutningen af bogen således skrevet i transskripteret pijin (uden oversættelse).

Med lidt besvær kan man forstå en god del af det (det hjælper at læse det højt for sig selv med sydhavsaccent), men jeg ville nu ikke have afvist lidt mere hjælp i form af for eksempel et noteapparat med oversættelserne til britisk engelsk. Når læseren ikke får den slags hjælp, kan det måske læses som udtryk for, at Saunana primært har tænkt på salomonesiere som målgruppe for romanen.

Fra en nutidig litterær betragtning er der nu derudover ikke meget interessant at komme efter i The Alternative. Historien er fortalt i en række abrupte episodiske kapitler med små anekdotiske scener, hvoraf mange ikke fører videre i historien. Bogen virker mindre som en moderne roman og mere som en samling små fortællinger egnet til mundtlig overlevering ligesom de historier, der fortælles af børnene i Maburus hjemlandsby.

Jeg fandt bogen temmelig kedelig fra start til slut, så det var godt, at den ikke var lang. Kan kun anbefales til læsere, der har en ganske særlig interesse for melanesisk litteraturhistorie (hvis der findes sådan nogen?).

• Lignende indlæg

Lani Wendt Young: Afakasi Woman. A Collection of Short Stories from a “Rea

Alan Dean Foster (red.): Short Stories from Small Islands. Tales shared in Palau

Robert Barclay: Meļaļ. A Novel of the Pacific

Christian Kracht: Imperium