Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om denne roman. På den ene side er det en velskrevet, læsevenlig og på mange måder skøn og livsbekræftende, rørende fortælling med masser af liv og farver om kraften i den gode fortælling. På den anden side er den en rædderlig kliché fuld af stereotyper.
Først lidt om romanens ramme:
Hovedparten af historien foregår på øen Bougainville i 1991-1993. Bougainville er geografisk den største af øerne i Salomonøgruppen i Stillehavet, men tilhører politisk Papua Ny Guinea. I 1990 erklærede Bougainville sig ensidigt uafhængigt af Papua Ny Guinea, hvilket regeringen i Papua Ny Guinea i 1991 besvarede med en invasion af øen.
Papua Ny Guinea inkl. Bougainville (med rødt)
Det blev til en krig mellem PNG-tropperne og oprørsbevægelsen på Bougainville, som først blev afsluttet – midlertidigt – i 1994. Siden er urolighederne blusset op med mellemrum, og der er stadig en stærk og aktiv selvstændighedsbevægelse på Bougainville.
Borgerkrigen i 1991-1994 danner den historiske baggrund for Lloyd Jones’ roman – og ind i mellem trænger krigens blodige rædsler sig i allerhøjeste grad frem i forgrunden.
Historien er fortalt af den ved romanens begyndelse 13-årige Matilda, som bor i en lille landsby på Bougainville med sin mor. Faren er et par år tidligere rejst til Australien for at arbejde, og han er til stede hos Matilda som et flimrende savn.
Som led i borgerkrigen indfører Papua Ny Guinea en blokade af Bougainville, som gradvist også rammer den lille landsby. Elektriciteten afbrydes, der kommer ingen forsyninger udefra, de unge mænd forlader landsbyen – enten for at immigrere eller for at slutte sig til oprørsbevægelsen – og landsbyskolen må lukke ned, da også lærerne er væk.
I den situation slår den eneste hvide mand i landsbyen, den excentriske mr. Watts, sig op som selvbestaltet skolelærer for landsbyens børn. Hans eneste lærebog er et eksemplar af Charles Dickens’ Store forventninger om den forældreløse dreng Pip og hans vej gennem livet i England i det 19. århundrede.
Over en periode på en tre måneder læser mr. Watts bogen op for de videnshungrende børn, og gennem den lærer de om, hvordan det gennem litteraturen er muligt at leve sig ind i en fiktiv person fra en helt anden tid og et helt andet sted i verden.
Da mr. Watts er sig pinligt bevidst om sine mangler som lærer, inviterer han de voksne til på skift at optræde i skoletimerne for at dele ud af den viden, de har, hvor lille og rudimentær den end måtte være.
Det bliver til en række på overfladen charmerende og rørende indslag, som for eksempel her, hvor en af bedstemødrene fortæller om farven blå:
‘There is a place called Egypt,’ she said. ‘I know nothing of that place. I wish I could tell you kids about Egypt. Forgive me for not knowing more. But, if you care to listen, I will tell you everything I know about the colour blue.’
And so we heard about the colour blue.
‘Blue is the colour of the Pacific. It is the air we breathe. Blue is the gap in the air of all things, such as the palm and iron roofs. But for blue we would not see the fruit bats. Thank you, God, for giving us the colour blue.’
Mister Pip vil først og fremmest gerne være en roman om fortællingens kraft, om hvordan der kan findes lige så store sandheder i fiktionens verden som i den umiddelbart virkelige verden omkring én. Og om, hvordan hvert enkelt menneskes liv kan fortælles på mange måder, og at sandheden om den enkelte netop skal fortælles frem. Samtidig er det en roman om styrken og skønheden i det enkle og umiddelbare forhold til naturen.
Det er jo alt sammen vældig fint og sympatisk, og mange vil givetvis kunne finde glæde derved, inklusive mig selv et stykke henad vejen. Der er meget charme og hjertevarme i bogen, og som læser kan man sagtens vælge at overgive sig til den som en skøn feelgood-roman – også selv om den også rummer store menneskelige tragedier og forfærdende scener fra krigens gru.
Det kræver imidlertid, at man er i stand til at lukke øjnene for bogens problemer, og de er desværre lige så store som dens styrker.
Blandt de mindre problemer er fortællerstemmen. Jeg-fortælleren er udstyret med et reflektionsniveau, som jeg havde noget vanskeligt ved at acceptere som troværdigt for en 13-15-årig pige, der aldrig har kendt til andet landsbylivet på stillehavsøen. Det hjælper lidt på troværdigheden, når vi på bogens sidste sider finder ud af, at bogen skal forestille at være skrevet af hende i retrospekt på et senere tidspunkt i livet, hvor hun er ved at færdiggøre sin universitetsuddannelse. Men det løser ikke problemet med de mange utroværdige reflektioner, pigen er tillagt som barn på øen.
Mit største problem ved romanen er imidlertid, at selve kernefortællingen er en skrigende kliché. Altså dette: Stakkels, fattige, krigsramte børn i den tredje verden opnår indsigt i sig selv og verden og ny tro på livet ved at læse en kanoniseret litterær klassiker.
Bevares, ikke et ondt ord om Dickens’ Store forventninger i sig selv. Den er med god ret en europæisk klassiker, som jeg for kun et par dage siden selv har skrevet begjestret om på disse sider. Og ja, min anledning til at læse Dickens var netop, at jeg var nået til Lloyd Jones’ Mister Pip i min reol (i forlængelse af, at jeg netop har besøgt Papua Ny Guinea i min litterære rundrejse i verden) – og allerede bagsideteksten sagde mig, at det sikkert ville være klogt at læse Store forventninger først. Det sidste var i øvrigt rigtig fornemmet, for Lloyd Jones skriver med udgangspunkt i en implicit antagelse om, at læseren ikke bare er overordnet bekendt med, men har temmelig detaljeret indsigt i handlingen og personerne i Dickens’ klassiker.
Det er bare mere end svært at gå med på præmissen om, at lige netop denne roman skulle tale så intenst til børnene på øen i den konkrete sammenhæng.
Lloyd Jones (f. 1955)
Og så havde jeg yderligere svært ved at komme igennem romanen, uden at blive efterladt med en ubehagelig bismag af nogle gammel-imperialistiske forestillinger om, hvordan den hvide mand og hans overlegne kultur skal redde de stakkels, naive, primitive sorte.
Især dette sidste er en hård kritik, og jeg er helt overbevist om, at det ligger langt fra Lloyd Jones’ egne overbevisninger og hans intention med romanen. Men jeg havde svært ved at se bort fra, at disse stereotyper lever i romanen – heller ikke selv om Jones i den sidste del formår at nuancere historien betragteligt.
Dette er et lidt tricky kritikspor at bevæge sig ind på, for man lander uvægerligt midt på en sydende og på mange måder ikke særlig konstruktiv identitetspolitisk kampplads.
Jeg abonnerer så ganske afgjort ikke på den naive – og i virkeligheden farlige – kulturrelativistiske forestilling, at det i sig selv med nødvendighed er udtryk en illegitim “kulturel apropriation” (rædselsfuldt begreb), når for eksempel en priviligeret, hvid, mandlig, midaldrende forfatter i en roman forsøger at repræsentere en minoritetsgruppe som for eksempel en gruppe fattige, sorte stillehavsøboere.
Denne idelogiske position, altså at et sådant forsøg på repræsentation per definition skulle være et illegitimt kulturelt overgreb, er – stik modsat dens egen selvforståelse – efter mine begreber i virkeligheden den rene gift for selve ideen om tolerance, interkulturel forståelse og mellemmenneskelig anerkendelse. For er vores forsøg på at leve os ind i andre menneskers liv og verdenssyn, for eksempel gennem fiktionen, ikke netop noget af det, der skal til, for at krydse de mentale og kulturelle grænser mellem mennesker?
Det vil jeg til enhver tid stå fast på. Men ikke desto mindre er der i Lloyd Jones’ roman noget ubehageligt klichefyldt over, at det kun er den eneste hvide mand i omegnen, der – udstyret med Charles Dickens – er i stand til at løfte de stakkels sorte øhavsbeboere op til et højere værdighedsniveau på trods af dem selv.
Dette kunne i sig selv få én og anden til at kaste bogen fra sig. På den anden side må jeg også anerkende, at portrættet af mr. Watts – som er den egentlige hovedperson i romanen, når det kommer til stykket – udvikler sig mere og mere nuanceret undervejs.
Og Jones må medgives, at han frem mod romanens slutning faktisk også formår at nuancere de ellers så klichefyldte pointer om, hvordan barnet kunne finde en bedre ven i den fiktive Pip i romanens verden, end hun nogensinde havde gjort blandt menneskene i den virkelige verden.
Hvilken konklusion bringer det mig frem så til? Som sagt: Jeg er i syv sind. Romanen er på mange måder velskrevet og i mange henseender en fornøjelse at læse, i andre henseender er den ret træls. Men som det ovenstående muligvis giver indtryk af, så giver den under alle omstændigheder anledning til reflektioner, også af en slags, Jones måske ikke have intenderet. Og det jo for så vidt ikke så ringe.
Vi lander på en karakter lidt over middel. Herunder foranlediget af, romanen gav mig inspiration til at stifte førstehåndsbekendtskab med Dickens’ Store forventninger. Og det var heller ikke så ringe.
Titel: Mister PipForfatter: Lloyd Jones
Udgiver: John Murray
Udgivelsesdato: 10.01.2008
Sider: 223
Originalsprog: Engelsk
Opr. udgivelsesår: 2006
Læst: August 2018
K's vurdering:
Skriv et svar