Witi Ihimaera: Hvalrytteren

Hos Greenpeace har de sikkert været glade for Hvalrytteren med dens hvalromantik og budskab om, at vi mennesker skal besinde os på vores forbundethed med naturen, ikke mindst havet og hvalerne. Derudover er bogen båret af en sympatisk mission om at formidle en stolthed til maorier i New Zealand over deres nedarvede traditioner og historie,

Og misforstå mig ikke: Greenpeace gør et prisværdigt og vigtigt stykke arbejde. Jeg bakker i den grad op om indsatsen for at beskytte naturen og truede dyrearter, herunder også dem, der ser søde ud og har pels eller er hvaler. Jeg har stor respekt og sympati for Witi Ihimaeras ambition om med romanen samtidig at ville slå et slag for maoriernes kultur og traditioner.

Men gode intentioner og en god sag gør ikke i sig selv god litteratur. Tværtimod har den gode sag det ofte med at stille sig i vejen for den gode litteratur. Således også her.

Witi Ihimaera (f. 1994) er en newzealandsk forfatter, og samtidig den første forfatter af maorisk afstamning, der har fået udgivet en bog. Det er blevet til femten romaner og en række noveller siden debuten i 1973. Den internationalt succesrige Hvalrytteren er oprindeligt fra 1987, men siden udgivet i en såkaldt international version (2003), der er lettere bearbejdet af forfatteren selv, og som den danske oversættelse bygger på.

Hvalrytteren er historien om pigen Kahu, det førstefødte barnebarn af en maorihøvding i det lille maorisamfund Whangara i det nordøstligste New Zealand. Pigen elsker og tilbeder sin farfar, men han vil ikke vide af hende – alene fordi hun er en pige og dermed har brudt den mandlige linlje i familien. Romanen er i et spor således en fortælling om pigen Kahus vej mod anerkendelse i en patriarkalsk kultur.

Historien er samtidig en mytologisk fortælling i moderne tid. Ifølge en af den lokale maoristammes grundmyter nedstammer de fra Kahuteia Te Rangi, også kaldet Paikea, Hvalrytteren, som kom til landet ridende på ryggen af en hval. Og uagtet den gamle høvdings manglende anerkendelse viser pigen Kahu sig at have arvet den mytologiske forfaders evne til at kommunikere med hvaler.

I en række korte mellemkapitler fortælles parallelt en historie om en hvalflok, som begiver sig på en flere tusinde kilometer lang vandring med kurs mod Whangara i New Zealand ledet af en gammel hvaltyr – den selvsamme urgamle hval, som den mytologiske forfader kom ridende på – som længes efter sin herre, Hvalrytteren. Og ja, du har allerede gættet, hvem den reinkarnerede mytologiske hvalrytter er.

Jeg havde det svært med den sødladne naturromantik, der bærer grundfortællingen, især antropologiseringen af hvalflokken anført af den gamle mytologiske hvaltyr. Det er lige før, at man kan høre strygerorkesteret simulere hvalsang i baggrunden, når hvalflokken i en slags naturens kollektive selvmordsprotest mod forureningen af verdenshavene og menneskenes overskårne bånd til naturen styrer mod den visse død på de newzealandske strande.

Fortællingen om den lille pige, der elsker sin farfar, men ikke får hans anerkendelse (før til sidst, naturligvis) er da på sin vis rørende, men alligevel kedelig i sin forudsigelighed.

Personerne er for karikerede til at få selvstændig troværdighed som andet end skabelonagtige typer, der skal bruges til at levere romanens budskab. Måske bortset fra den gamle farfar og farmor, der skændes dagen lang, men selvfølgelig alligevel ikke kan undvære hinanden.

I et intermezzo midt i romanen rejser jeg-fortælleren, pigen Kahus onkel, hjemmefra og opholder sig nogle år i primært Australien og Papua Ny Guinea – indtil han indser, at han som maori ikke kan finde hverken ro eller sig selv, før han vender hjem til Whangara. Denne del er fri for de mytologiske elementer og tjener først og fremmest til at formidle en pointe om, at den unge maori skal besinde sig på sine rødder. Fint nok, men fra en litterær betragtning synes romanen også her mere båret af en kulturpolitisk idé end af troværdige og interessante personer og handlingsforløb.

Måske er jeg uretfærdig overfor romanen, for ret beset er det nok en ungdomsroman og ikke møntet på halvgamle, småkyniske og forvænte læsere som mig. Men ungdomsromaner må man vel også godt stille krav til? Andre læsere og anmeldere har bedømt bogen anderleddes positivt end mig, så tag ikke nødvendigvis mit ord for det. Men Hvalrytteren var ikke lige noget for mig.

Hvalrytteren tegner New Zealand i min litterære verdensrundrejse. Men det kan nu godt være, at jeg skal give newzealandsk litteratur en chance mere på et tidspunkt.

K's vurdering: