Overraskende vellykket roman fra Marshalløerne i Stillehavet, som kombinerer samtidsrealisme og kulturkritik med mytologiske elementer, grænsende til fantasy.

Marshalløerne er en selvstændig stat i Oceanien, bestående af i alt ca. 1.150 atoløer fordelt over et havareal på 1,9 mio. km² og beliggende lige nordøst for Mikronesiens Forenede Stater (du ved nok … eller se kortet herunder, hvis du ikke lige har Stillehavsgeografien på plads).

Marshalløerne er geografisk og kulturelt en del af Mikronesien (som også omfatter blandt andet Palau, Nauru, Kiribati og Mikronesiens Forenede Stater)

Her i Europa kender de fleste af os nok mest til Marshalløeerne i kraft af, at øerne blandt andet tæller Bikini-atollen og Eniwetak-atollen, hvor USA i perioden 1946-1958 gennemførte en serie atomprøvesprængninger. Utilstrækkelig evakuering udsatte beboerne på omkringliggende atoller for radioaktivt nedfald, mange døde på kort sigt, flere på længere sigt og mange i området lider fortsat af kræftsygdomme og misdannede børn.

I begyndelsen af 1970’erne forsøgte amerikanerne at repatriere de eksilerede marshalleserene til Bikini, men folk måtte i 1978 reevakueres, da de blev syge af at spise fødevarer dyrket på øen. I dag, 60 år efter de sidste prøvesprængninger på Bikini, kan marshalleserne stadig ikke flytte tilbage til området.

Beboerne fra Bikini og Eniwetak blev blandt andet relokeret til Kwajalein-atollen, ca. 300 km sydøst for Bikini, og stuvet sammen i en barakby på øen Ebeye under kummerlige forhold.

Kwajalein-atollen har samtidig været anvendt af amerikanerne som base for test af ballistiske missiler og i den forbindelse er endnu flere marshallesere blevet forvist fra deres hjemøer i Kwajalein-ataollen til Ebeye.

Atomprøvesprængning på Bikini, Marhalløerne. Foto hentet her: James Vaughan/Flickr.

Dette er blot en del af den historiske baggrund, der er med til at sætte scenen for Robert Barclays roman Meļaļ: A Novel of the Pacificfra 2002. Meļaļ er et begreb fra mikronesisk mytologi og kan oversættes til noget i retning af dæmonernes legeplads. Det skal i romanen forstå både symbolsk og meget konkret.

Romanen foregår i løbet af en enkelt dag, Langfredag i 1981, og udfolder sig i flere spor. Vi følger dels Ruben, en midaldrende marshallesisk enkemand og far til to sønner.

Ruben inkarnerer marshalleseren, der defaitistisk har overgivet sig til realiteterne i form af øernes mangeårige historie som underlagt fremmede magter – “opdaget” af spanierne, først koloniseret af tyskerne, så af japanerne og senest af amerikanerne.

Ruben arbejder for amerikanerne på rensningsanlægget på Kwajalein, hvortil han som de andre marshallesiske arbejdere skibes over hver morgen fra Ebeye, men ikke har udgangspas til at opholde sig på uden for arbejdstid. Han er konverteret til katolicismen og arbejder i sin fritid i kirken. Den marshallesiske kulturelle arv har han tilsyneladende opgivet.

Men Langfredag i 1981 er en i sjælden grad dårlig dag for Ruben, og selv det mest docile menneske kan bringes til et punkt, hvor det bliver for meget.<

[He] stared down at the yellow, two-part ticket in his hand, repeatedly reading the line marked VIOLATION: Trespassing, he suddenly saw how incredibly backward it was, how it made no sense. How could a Marshallese be trespassing on a Marshallese island?

Rubens kone er nogle år tidligere død af kræft som følge af den radioaktivitet, hun ligesom talrige andre marshallesere har været udsat for under amerikanernes atomprøvesprængninger. Sygdommen har også givet hende problemer med graviditeter, og i et tilbageblik er vi med Ruben blandt andet vidne til en hård scene, hvor Rubens kone i tavs hemmelighed begraver endnu et af sine dødfødte børn i baghaven – en “jellyfish baby,” som de marshallesiske kvinder kalder de på øerne almindelige tilfælde af dødfødte monsterbabyer, fordi de ser ud som om, de har fået vendt vrangen ud.

Parallelt med historien om Ruben følger vi hans to sønner, der samme dag låner farens båd for at sejle over til deres oprindelige hjemø, Tar-Woj, hvor deres bedstefar er begravet, men som i dag er forbudt zone for marshallesere på grund af amerikanernes missilafprøvninger.

Storebror Jebro (født med en ekstra, misdannet lillefinger) er den unge mand, der i bedstefarens ånd forsøger at fastholde forbindelsen til de marshallesiske kulturelle traditioner, mens lillebror Nuke (morbidt opkaldt efter “the most powerful thing on Earth”) er mest orienteret mod påvirkningerne fra det nye, amerikanske forbrugersamfund.

De to marshallesiske drenge har et skæbnesvangert møde med tre amerikanske drenge, sønner af amerikanske ex-pats på Kwajalein, som også er på fisketur i forbudte vande denne dag.

Endelig rummer romanen et sideløbende fortællespor i et magisk parallelunivers, som interagerer med det realistiske (uden at menneskene opdager det). Her introducerer Barclay to figurer fra den marshallesiske/mikronesiske mytologi:

Dels magiske dværg Noniep, der varetager rollen som den sidste forsvarer af den oprindelige marshallesiske kultur i en evig krig mod horder af dæmoner udsendt af ormeguden Wullep. Dels den udødelige trickster Etao, søn af Wullep, som evner at forvandle sig til alle former og fordriver evigheden med at lave ballade og narrestreger og hviske drømme ind i menneskenes ører, når de sover.

Figuren Etao kan i nogle henseender i øvrigt minde lidt om Maui Atalanga, en hero i den beslægtede polynesiske mytologi, som vi her på bloggen er stødt på i tongalesiske Joshua Taumoefolaus ramasjangroman A Providence of War – og som flere måske vil kende i en disneyficeret udgave fra animationsfilmen Moana/Vaiana).

Det magiske/mytologiske spor i romanen er i sig selv interessant, fordi Barclay også heri får indarbejdet en introduktion for uindviede til dele af den marshallesiske skabelsesmytologi. Men faktisk fungerer det også overraskende godt som del af den samlede roman.

Jeg havde frygtet, at det ville blive for fjollet, men jeg synes, at Barclay holder balancen, idet han formår på én og samme tid at fortælle en god eventyrhistorie befolket af mytologiske væsener, som er spændende i sig selv, og som samtidig fungerer som symbolsk fortolkningslag oven på den realistiske historie fra Marshalløerne i 1981 (som trods alt er hovedfortællingen).

En anden af styrkerne ved Meļaļ er Barclays sans for detaljerne. Bogen er fyldt med meget konkret og detaljerede beskrivelser af omgivelser og aktiviteter, som er med til at gøre miljøskildringerne fyldige og troværdige.

Denne styrke er dog samtidig en svaghed, for de mange og lange detaljerede omverdensbeskrivelser går lidt ud over fremdriften i romanen, som samlet set er for lang. Det går også for lang tid, inden romanen for alvor kommer i gang – jeg skulle næsten halvvejs igennem bogen, før den fængede, og det er for meget.

Da den endelig fængede, var den til gengæld helt spændende og medrivende, og den kan således bestemt anbefales, hvis din læserute skulle bringe dig til Oceanien.

Robert Barclay er ganske vist født amerikaner og bor i dag på Hawaii, men han er vokset delvist op på Kwajalein-atollen, hvortil han flyttede som tiårig sammen med sin familie. Jeg har på den baggrund ikke kvababbelser ved at lade Meļaļ tælle som en fuldgyldig repræsentant for litteratur fra Marshalløerne i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: