‪A Remarkable Rotuman Woman er fra Fiji, og det er jo et plus, hvis man gerne vil læse en bog fra Fiji. Jeg kan også medgive dens naive stil en vis afvæbnende charme. Men særlig spændende eller velskrevet, det er den altså ikke. ‬

De seneste uger har jeg litterært set opholdt mig mestendels i Afrika. Jeg mangler stadig en seks-syv afrikanske lande for at have været hele kontinentet rundt i min læseudfordring, Verden rundt i bøger, men resten af verden skal jo også passes.

Om nogle få anmeldelser hopper jeg videre til det sydøstlige Asien (hvor jeg rent fysisk netop har indfundet mig), men inden det, skal der lige samles op på lidt forskelligt. Først Fiji. Og det bliver desværre ikke nogen stor litterær oplevelse.

A Remarkable Rotuman Woman (2012) af fijianske Jacinta Tonga er forfatterens meget personlige og kærlige portræt af hendes egen bedstemor, Petera Veu, som spillede en stor rolle i hendes opvækst.

Jacinta Tonga har givet bogen undertitlen “A Memoir” for at understrege, at der ikke er tale om et researchet portræt af bedstemoren baseret på interviews med andre familiemedlemmer eller andre. Bogen er angiveligt alene baseret på forfatterens egne erindringer af de historier, bedstemor Petera har fortalt om sit eget liv.

Det mest interessante ved bogen var den indsigt, den gav mig i nogle af de politiske og kulturelle forhold på Fiji, specielt den store ø(gruppe) Rotuma, hvor forfatteren og hendes bedstemor er fra.

Rotuma er politisk en del af østaten Fiji, men er tilsyneladende kulturelt præget af en stærk selvfølelse. Mens Fiji således normalt regnes som en del af Melanesien, deler rotumanerne flere etniske og lingvistiske rødder med nogle af de polynesiske folkeslag såsom samoanerne og tonganerne, hvilket man af Jacinta Tongas portrætbog må forstå formentlig er en af grundene til, at rotumanerne typisk definerer sig selv som rotumanere først, fijianerne næst.

Dét og den slags er selvfølgelig vældig interessant, men det redder altså ikke Jacinta Tongas lille portrætbog.

Bogen er fortalt i en meget enkel, tæt på naiv, stil, som mest af alt minder om direkte transkriberet talesprog. Det har sin egen afvæbnende charme. Og det er nok også det bedste, jeg kan sige om bogen.

Det er dog også symptomatisk for stilen, at redaktøren har følt sig foranlediget til at fralægge sig ansvaret i en note i kolofonen: “While editing this memoir, all efforts were made to effect clarity while maintaining the author’s original voice. Accordingly, some words, phrases and speech patterns may initially appear confusing or incorrect to native speakers of English.”

Jeg er ikke i tvivl om, at Jacinta Tonga er i stand til at fortælle en god historie. Mundtligt. Men det går altså ikke så godt på skrift. Efter at man har kippet med kasketten første gang for den åbenhjertige og ligefremme stil, så bliver samme stil altså meget hurtig meget kedelig at læse. For så spændende er Jacintas bedstemors liv altså heller ikke.

Jeg havde ikke udholdt at læse det hele, hvis bogen havde været længere end sine nuværende 78 korte sider. Hvis du skal på ferie på Fijiøerne, så kan A Remarkable Rotuman Woman sikkert være hyggelig nok at læse – men ellers vil jeg nok anbefale at læse noget andet.

K's vurdering: