Junichiro Tanizaki: The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot

Afhuggede samuraihoveder uden næser som genstand for erotiske fantasier. Som romantema lyder det måske nok en kende både makabert og aparte. Det er det jo også. Men når det er Junichiro Tanizaki, der fører pennen, kan der ikke desto mindre komme en afdæmpet, æstetisk fintfølende og sanselig fortælling ud af det.

Junichiro Tanizaki (1886-1965) er én af de helt store i moderne japansk litteratur. Jeg stødte på ham første gang i form af hans måske mest berømte værk, Some Prefer Nettles (opr. 1955). Måske ramte jeg lige præcis dén bog på en dårlig dag dengang – i hvert fald var jeg ikke så begejstret, som traditionen tilsiger, at man skal være.

Men sådan er det her på bloggen: Det er mig, der er redaktør og eneste skribent, så det er mig, der bestemmer, hvad der bliver bragt. Og dét, jeg forsøger, er at formidle mine egne læseoplevelser. Forhåbningen er, at I, der måtte læse disse noter, enten vil være enige i dem, slå jer på dem, eller – allerhelst – nysgerrige efter at læse de bøger, der giver anledning til dem.

Hvorom det hele er: Når jeg klassificerer The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot til fire stjerner, mens Some Prefer Nettles i sin tid her på siden kun fik tre, så er det ikke nødvendigvis et udtryk for en “finlitterær” rangordning. Forstået på den måde, at mens jeg til enhver tid vil anerkende de litterære kvaliteter i Some Prefer Nettles, så havde jeg bare personligt større fornøjelse af at læse den førnævnte.

The Secret History of the Lord of Musashi (opr. 1931) udspiller sig i Japan i det 16. århundrede. Hovedpersonen er den adelige Hōshimaru (senere Terukatsu), søn af fyrsten af Musashi. Han vokser op som gidsel hos en en af faderens fjender – en dengang almindelig praksis for at opretholde fred og stabilitet blandt konkurrerende, japanske fyrster.

Under en belejring af borgen, hvor den unge Hōshimaru holdes som gidsel, oplever han en skelsættende begivenhed: En nat under krigshandlingerne bliver han vidne til, hvordan kvinderne på borgen istandsætter nogle afhuggede fjendehoveder, som det var skik at tage som symbolsk krigsbytte. Særligt indtryk gør synet af et afhugget hoved uden næse i skødet på en smuk ung pige, mens hun gør hovedet i stand. Drengen opfyldes af en sær form for jalousi mod det afhuggede hoved:

It is not simply that he envied the head for having the girl dress its hair, shave its pate, or gaze at it with that cruel smile; he wanted to be killed, transformed into a ghastly head with an agonized expression, and manipulated in the girl’s hands. Becoming a severed head was a necessary condition. He found no pleasure in imagining himself alive at her side; but if he could become such a head and be set before her in all her charm, how happy he would be!

Dette skal vise sig at blive en definerende oplevelse for den unge Hōshimaru, senere kaldet Terukatsu, og endnu senere selv fyrste af Musashi efter sin far. Efterstræbelsen efter at genskabe dette sceneri – ung kvinde kærtegner hoved med afhugget næse – bliver styrende for store dele af hans liv, både som ung og voksen. Og efterhånden som han selv bliver mere og mere magtfuld, øges også hans muligheder for at udfolde denne perversion.

Fortællingen er ren fiktion, men Tanizaki fortæller den, som om der er tale om en dokumentarisk afdækning af sande, historiske begivenheder afdækket via overleverede, nedskrevne vidneberetninger.

I handlingsreferat lyder The Secret History som en både drabelig og også noget kinky affære. Men historien er fortalt på Tanizakis karakteristiske, afdæmpede facon. Og selv om dens genstandsfelt (afhuggede og lemlæstede hoveder som erotiske feticher) umiddelbart synes makabert, så udfolder Tanizaki historien som en fintmærkende æstetisk undersøgelse.

For mig var der således en direkte forbindelse til Tanizakis kun et par år yngre essay om japansk æstetik, Til skyggernes pris (opr. 1933), som blev udgivet på dansk for første gang tidligere på året, og som jeg anmeldte her på bloggen for en måneds tid siden.

The Secret History er samtidig også ganske humoristisk fortalt – på en igen meget afdæmpet og underspillet facon, som står i pudsig kontrast til de aldeles groteske scenerier, Tanizaki lader udspille gennem romanen.

Et eksempel er en scene, hvor vores “helt” aftvinger sig adgang til en slotsfrues private gemakker ved at klatre op gennem en af borgens lokumsskakter. Det giver Tanizaki anledning til en æstetisk sammenligning af middelalderlige, japanske slotslokummer og moderne træk-og-slip-toiletter, og sammenligningen falder ikke ud til de sidstnævntes fordel.

På den middelalderlige borg indrettede man således gerne lokummer (for adelige, forstås) i form af et hul i en mur over en dyb skakt, hvorigennem man diskret kunne komme af med sin fæces, uden at nogen – ikke engang tjenestefolk – behøvede at få øjenkontakt, endsige andre former for kontakter med det. Moderne toiletæstetik, iagttager Tanizaki, er til gengæld sørgerligt blottet for forståelse af denne middelalderlige elegance:

In contrast, the modern flush toilet, while satisfying the requirements of cleanliness and hygiene, lays everything bare before your very eyes, and so, it must be said, is an ill-mannered, vulgar device, the designer of which must have forgotten that there is such a thing as decorum even when one is alone.

Hvis jeg skal være ærlig, er jeg en lille smule i vildrede med, hvad Tanizaki egentlig vil med denne mærkelige fortælling. Men jeg nød ikke desto mindre at læse denne afdæmpede og æstetisk sensible, meget velskrevne groteske.

– – –

The Secret History og the Lord of Musashi er i den engelske oversættelse udgivet sammen med novellen (eller den meget korte kortroman, om man vil) Arrowroot (opr. 1931).

Ifølge oversætter Anthony H. Chambers’ forord har Junichiro Tanizaki selv udpeget Arrowroot som et af de af hans egne værker, han selv bedst kunne lide (sammen med Some Prefer Nettles og The Secret History og the Lord of Musashi).

Tematisk er Arrowroot en ganske anden slags tekst end The Secret History. Her er ingen drabelige sværdkampe eller makabre, erotiske perversioner. Arrowroot er en – endnu mere – afdæmpet beretning om en rejse ud i det japanske land, som fortælleren foretager i begyndelsen af det tyvende århundrede sammen med en ven i håbet om at få litterær inspiration. Undervejs finder fortælleren ud af, at vennen har et andet formål med rejsen, nemlig at gøre ægteskabelig kur til en bestemt ung kvinde.

Jeg har noteret mig, at andre læsere har fundet stor nydelse i det langsomme tempo i Arrowroot. Jeg betragter normalt også mig selv som en læser, der evner at sætte pris på langsomheden i fortælling. Denne historie formåede dog ikke at fange mig ind – heller ikke selv om jeg faktisk startede forfra på den to gange for at give den en chance for at udfolde sig, efter at det var gået op for mig, at jeg var kommet til at skrålæse den uden at give teksten min fulde opmærksomhed.

Det hjalp dog ikke. Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg fandt teksten mestendels kedelig, herunder måske fordi den er meget tynget af referencer til familie- og stednavne.

Arrowroot er ikke uden kvaliteter. Der er lysende højdepunkter undervejs i form af utroligt smukke og nærværende beskrivelser af landsbymiljøer, frugter og grøntsager. Men for det meste kedede jeg mig.

Bindet The Secret History of the Lord of Musashi & Arrowroot skal således læses for den førstnævnte kortroman, mens man roligt kan springe over den sidstnævnte.

K's vurdering: