Junichiro Tanizaki: Til skyggernes pris

Sublimt, næsten ethundrede år gammelt essay om vigtigheden af skygger og mørke i japansk æstetik i alt fra toiletter til scenekunst over tøj og lakservice.

Det slår mig, at jeg er blevet forvænt: Jeg er blevet æstetisk forvænt af den høje standard, som forlaget Korridor har lagt for danske bogudgivelser igennem de seneste ti år.

Jeg har mere end én gang på disse sider bøjet mig i støvet for den måde, hvorpå Korridor igen og igen har kræset for de af os, der går bare en lille smule op i den fysiske bogs æstetik. Og nu gør jeg det igen, idet jeg husker mig selv på, at det ikke er en selvfølge.

Anledningen er udgivelsen af den danske oversættelse af Til skyggernes pris (opr. 1933) af den japanske nyklassiske forfatter Junichiro Tanizaki (1886-1965).

Mit første litterære møde med Junichiro Tanizaki var for fem år siden form af hans romanklassiker Some Prefer Nettles (opr. 1955). Dengang skrev jeg, at Tanizaki skriver i så smukt et sprog, at det kalder på mere. Det får jeg kun bekræftet ved læsningen af Til skyggernes pris.

I modsætning til Some Prefer Nettles er Til skyggernes pris ikke et skønlitterært værk, men derimod et langt essay om Tanizakis betragtninger over japanske æstetik.

På sin vis er det egentlig en lidt ujævn tekst. Tanizaki lægger ud med nogle forholdsvis prosaiske beklagelser over besværet med at få moderne varmeapparater og andre elektriske installationer til at passe ind i en traditionel japansk arkitektur. Og han afslutter med nogle gammelmandsagtige beklagelser over det forvirrende ved moderne trafiklysregulering i gaderne og andre moderne uting.

Herimellem udfolder Tanizaki imidlertid nogle umanerligt fine reflektioner i form af et forslag til en særlig japansk æstetik med fokus på skygger og mørke. I en serie af korte afsnit udforsker Tanizaki, hvordan man i Japan i en række discipliner – både i kunsten og i dagligdagen – igennem århundreder har arbejdet bevidst med æstetiske skyggevirkinger.

Og det gælder i så bredt et spektrum som fra det forfinede No-teater til japansk toiletarkitektur:

Jeg tror faktisk, at jeg godt kan tillade mig at sige, at det er på toilettet, den japanske arkitektur når sit ypperste raffinement. Vores forfædre, der kunne ophøje alt til poesi, formåede at forvandle det mest uhumske rum i huset til et tempel for den gode smag, tæt forbundet med den sansende natur, blomster, fugle, blæsten og månen, og omgivet af en aura af nostalgi.

Herimellem kommer Tanizaki ind på så forskellige emner som: Den beroligende følelse ved synet af teksturen i japansk papir. Nødvendigheden af skygger og mørke for at påskønne service af lak – og tøj af guld. Skønheden i det japanske tatamiværelse som ligeledes betinget af skyggernes spil.

Ligesom en ædelsten stråler i nattemørket, men mister sin glans under den blændende sol, forsvinder skønheden også, når den frarøves sine skygger.

Tanizakis essay er på ikke mere end godt og vel 60 ret små sider. Alligevel har jeg indsat næsten lige så mange indeksfaner i mit eksemplar af bogen som markeringer af tankevækkende passager eller prægnante formuleringer, som jeg gerne vil kunne finde tilbage til. Det er med andre ord en smuk og righoldig tekst.

Udover hovedteksten, essayet Til skyggernes pris (opr. 1933), rummer den danske udgivelse også en langt tidligere tekst, Tanizakis debutnovelle, Tatoveringen (opr. 1910). Det er en i sig selv ganske fin novelle om de æstetiske og erotiske aspekter ved tatoveringskunsten, som for så vidt falder fint i hak med det senere essay om æstetik.

Rent fysisk er den danske udgivelse af Tanizakis essay og debutnovelle umiddelbart passende afdæmpet med en sort-hvid forside forestillende lysindfaldet gennem nogle vinduer. Kantsnittene er så til gengæld markant guldfarvede, hvilket i første omgang slog mig som lidt besynderligt.

Når man læser teksten, giver guldkanterne imidlertid utrolig meget mening, henset til Tanizakis ret detaljerede fokus på guldets virkninger i henholdsvis lys og mørke, og de gyldne kantsnit løfter således udgivelsen til et højere niveau.

Lære: Tvivl aldrig på den æstetiske dømmekraft hos Simon Darø Kristensen på forlaget Korridor.

I det hele kunne jeg tilføje: Tvivl aldrig på den litterære kvalitet af udgivelser fra Korridor, som uomtvisteligt er et af vores fineste forlag lige nu. Så hvis du er i tvivl om, hvilken bog, du skal læse som den næste, så er det ikke nogen dårlig idé at kigge i retning af repertoiret hos Korridor (uden af den grund at underkende den ekstremt høje litterære kvalitet hos mange af de andre små og mellemstore danske forlag).

K's vurdering: