Yukio Mishimas kortroman har mere end 60 år på bagen. Ikke desto mindre opleves dens hovedtema højaktuelt. Hovedpersonens narcissistiske optagethed af sig selv og af, hvordan han tager sig ud, den konstante stræben efter at blive set, kan læses som en aldeles nutidig kommentar til vor tids fokus på det samme.

Star er fortalt af hovedpersonen Mizuno Yutaka, en 23-årig celeber filmstjerne. Han er ombejlet af medier og fans, modtager dagligt stakke af fanbreve fra både kvinder og mænd, der tilbyder sig og fortæller i detaljer om deres seksuelle fantasier om ham.

Men Yutakas eneste seksuelle forhold er en hemmelig affære med sin assistent, Kayo – en kvinde, der fremstilles som plump, grim og overvægtig. Ikke desto mindre den eneste kvinde, han formår at opretholde et forhold til. De holder det skjult, men muligvis er forholdet reelt kendt af de fleste på de skiftende filmhold. Alle holder dog masken, fordi alle har behov for at opretholde glansbilledet af stjernen, for at han beholder sin maske på.

På trods af sin unge alder har Yutaka allerede opbygget et relativt kynisk og desillusioneret syn på verden og sin egen stjernestatus.

På den ene side er han ikke langt fra at have mistet evnen til at skelne mellem sig selv, sin stjernestatus i medierne og de filmroller, han spiller. Det kommer for eksempel til udtryk ved, at han omtaler sig som “jeg,” når han beskriver sin filmkarakter under filmoptagelserne.

På den anden side er han sig smerteligt bevidst, at hans fremtoning som skuespiller og hans stjernestatus kun er en overflade eller en “støbeform” for hans fans drømme:

Det tænker jeg altid på, når jeg kigger i min assistents fremstrakte lommespejl. Nu kiggede en unge mands livfulde ansigt tilbage. Men det livlige var sminkens fortjeneste. Jeg kunne se, den var løbet ud, så jeg duppede mere pudder på. Uanset hvor meget jeg duppede på, vidste jeg, at ansigtet under sminken kun var en pudret afglans.

Den 23-årige Yutaka allerede aldringen, og han ved, at hans stjernestund har en udløbsdato, han snart kan nå. Indtil da lever han for at blive set, og det gør han først og fremmest, når han bliver filmet.

I det øjeblik bliver jeg set fuldstændigt. Min kongemagt består i at blive set. Det er det, jeg hersker ud fra, og sammenlignet med denne form for magt er magten hos de mennesker, der ser på, fuldstændig underordnet.

På Mishimas tid var de medier, man kunne blive set igennem, primært biograffilm, tv, billboards og tabloidmagasiner. I dag er det sociale medier, YouTube og reality shows. Men det, mange styrer deres liv efter, er det samme: Illusionen om, at det lykkelige liv, det ægte liv, livet overhovedet, først og fremmest handler om at blive set.

Det, der bliver set, er med nødvendighed en overflade. Det filosofiske og eksistentielle spørgsmål er, om der er noget andet, mere “ægte,” under overfladen, et sandt selv.

Mishima antyder, at der kan være noget sådant, især i en scene med en ung kvinde, der drømmer om at blive skuespiller, og som trænger sig ind i en filmoptagelsesscene. Da hovedpersonen for første gang ser hende, den ikke-inviterede indtrængende, gående frem imod sig midt i en filmoptagelse, synes han at se noget ægte, som han øjeblikkeligt – men også netop kun i dét øjeblik – forelsker sig i.

Da kvinden Yuri efterfølgende får chancen som skuespiller falder hun imidlertid helt igennem i prøveoptagelserne. I modsætning til den professionelle skuespiller mestrer hun ikke kunsten at fremstå ægte på kommando. Hendes fiasko fører hende til et selvmordsforsøg ved en overdosis valamin. Først under forsøget på at oplive hende med saltvandsindsprøjtninger opnår hun paradoksalt det, hun så brændende ønsker, at blive set:

Ved nærmere eftertanke repræsenterede overdosen foran mig ikke døden, men den evige afsked med den forkrampede kvinde fra prøverne. […] Det tynde kød ligre under huden på den sølvmanicurerede, slanke hånd afgav en tydelig sitren. Så kom den smalle, løbende stribe blod, den stadig højere stønnen, de spontane skrig, de sammenbidte, fine, små tænder … Yuri blev set! Hver eneste milimeter af hende blev set, hun blottede de mest skamløse ansigtsudtryk … og så kom hun atter til sig selv mid i denne lysende, spektakulære vanære.

Først i eller på kanten af døden viser det autentiske menneske sig, synes budskabet at være. Ikke en filosofi, jeg personligt vil tegne abonnement på, men den resonerer med andre af Mishimas værker, hans eget liv og hans spektakulære, selviscenesatte død ved seppuku (læs mere om personen Yukio Mishima i min anmeldelse af hans Fædrelandskærlghed).

Star er måske ikke en stor roman, men det er en velfortalt fortælling, der som nævnt ikke er mindre aktuel for vores tid end for Mishimas i 1961. Mishimas litterære stil tangerer ind i mellem det lidt for svulstige og lidt for selvbevidste. Men sproget er smukt, flot fordansket af David Mark Larsson. Og så er der denne intensitet i skriften, en stemning af, at Mishima har noget påtrængende på hjerte, som bare må ud. Samlet set gør det Star til en bestemt anbefalelsesværdig bog.

K's vurdering: