Yōko Tawada: Brudgommen var en hund

Brudgommen var en hund af japanske Yōko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.

I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod.

Den ene er Brudgommen var en hund af Yōko Tawada (den anden er Et eksotisk ægteskab af Yukiko Motoya, som jeg har anmeldt andetsteds her på bloggen). Af Yoko Tawada har jeg tidligere med fornøjelse læst novellen Time Differences fra den i øvrigt også meget fine udgivelsesserie Keshiki (forlaget Strangers Press). Danske læsere kender hende måske fra En isbjørns erindringer (på dansk ved René Jean Jensen, Grif 2018), som jeg dog endnu selv har til gode.

Designmæssigt er bøgerne holdt i samme format og stil som de seneste fire i serien. Jeg skal ikke gentage hele min lovprisning, men omslagsdesignet på de to nye bøger i serien lever fuldt op til det elegante og indbydende udtryk, som Ida Marie Therkildsen også gav de foregående. Lækre små bøger, man har lyst til både at læse og eje.

I Brudgommen var en hund befinder vi os i en mindre japansk by, hvor Mitsuko Kitamura driver en eftermiddagsskole. Rygterne vil have, at hendes skole er noget utraditionel. F.eks. giver det anledning til en vis foruroligelse blandt forældrene, at børnene kan fortælle, at de har hørt, at man med fordel kan genbruge sit snotpapir:

“Frøken Kitamura siger, at det er blødere, varmere og fugtigere at bruge snotpapir, man allerede har pudset næse i, en ekstra gang, og når man har pudset næse i det to gange, føles det endnu bedre at tørre sig med det, når man har været på toilettet,” fortalte en af de små piger og drenge, hvilket fik deres mødre til at rødme, og eftersom de ikke rigtig vidste, hvad de skulle skælde ud over, tog de i stedet en dyb indånding og nøjedes med at sige: “Hvorfor kalder du det ‘snotpapir’? Er det ikke ‘kleenex’, du mener?”, udelukkende for inderst inde at erkende, at de ikke kunne lade være med at forestille sig frøken Kitamuras smilende ansigt, når hun sad på toilettet og benyttede sig af snotpapir, der allerede havde været brugt to gange.

Men børnene er glade for at gå hos frøken Kitamura, så forældrene ser igennem fingre med de forskellige tegn på utraditionelle metoder i hendes eftermiddagsskole. Og for så vidt angår historien om snotpapiret, så var der ikke så få mødre, “der selv, længe efter at børnene havde glemt alt om historien, kom til at tænke på den, når de sad på toilettet og funderede over, om der virkelig ikke fandtes en blødere og fugtigere form for toiletpapir end det hårde maskinfremstillede papir, der var både frygtelig tørt og kradsende, og det, der især stimulerede deres følsomhed på det område, var historien om hundebrudgommen, som de havde hørt fra børnene.”

En af de historier, frøken Kitamura fortæller børnene, er således en fabel om en prinsesse, der var så doven, at hun ikke gad tørre sig selv i numsen, og så giftede hun sig med en hund til gengæld for, at den ville slikke hende i numsen, når hun havde været på toilettet, og det ville den jo gerne.

Senere hen sker der noget tilsvarende for frøken Kitamura selv i den virkelige verden. En ukendt mand dukker pludselig op på hendes dørtrin, flytter som den naturligste del af verden ind i hendes lille hus og overtager med stor pertentlighed den ellers lidt rodede Kitamuras husholdning, samtidig med at han indleder et seksuelt forhold til hende. Det er jo mærkeligt nok i sig selv, men især er det mærkeligt, at den unge mand udviser umiskendelige tegn på i virkeligheden at være en hund.

Yōko Tawada kortroman, som med sine kun 54 små sider egentlig også kunne kaldes en novelle, er skrevet i en stil, der godt kunne minde om et moderne folkeeventyr. Sætningerne er for så vidt enkle, men der er langt mellem punktumerne, og det medvirker til at give fortællingen et flydende præg. Historien er en ren nydelse at læse fra start til slut i Mette Holms fremragende fordanskning.

Brudgommen var en hund er en charmerende lille fortælling, som blandt andet kan læses som en moderne fabel om dét at føle sig anderledes og forsøge at finde alternative måder at være nogenlunde lykkelig i livet på, som ikke lige passer med samfundsnormerne.

Den kan givetvis også læses på andre måder, og jeg tør ikke påstå, at jeg ville være i stand til at levere en fyldestgørende tolkning af alle elementer i historien, Men det behøver man heller ikke altid. Nogle gange skal man bare lade sig charmere af sproget, rytmen og billederne i en god fortælling. Anbefalet!

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse. Den udkommer i dag den 6. maj 2020.