Yukiko Motoya: Et eksotisk ægteskab

“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”

Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979).

Et eksotisk ægteskab er et eksempel på nyere, japansk magisk realisme. Det er historien om kvinden San, der til sin foruroligelse opdager, at hun begynder at ligne sin mand mere og mere. Ikke bare i form af vaner og præferencer, men rent fysisk.

San er hjemmegående husmor i et ægteskab, som hun i løbet af fortællingen i stigende grad erkender er blevet en spændetrøje for hende. Samtidig registrerer hun, at hendes mands ansigt i nogle situationer er begyndt at forandre sig på foruroligende måder. Og siden begynder det samme at ske for hende selv.

Sans spirende frustrationer over ægteskabet startede allerede kort efter brylluppet, hvor manden højtideligt bad hende sætte sig ned for derefter at erklære: “San, jeg er en mand, der gerne vil se fjernsyn i tre timer hver dag.” Og sådan viser det sig at blive. Sidenhen uddyber manden med erklæringer som: “Jeg er en mand, der ikke har lyst til at lave noget som helst.”

Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at det var på det tidspunkt, at hans ansigt lige så stille begyndte at løsne sig.

Undervejs i historien knytter San venskabelig forbindelse til en ældre dame i ejendommen, der har store problemer med sin elskede kat, der ikke kan afvænnes med at strinte overalt (som i: overalt) i lejligheden. Vennen kan fortælle en foruroligende historie om et andet ægtepar, der over tid udviklede sig til at blive så ens, at de efterhånden fysisk lignede tvillinger. Og hun opfordrer San til selv at tage sine forholdsregler. Men San lytter ikke ordentligt …

Et eksotisk ægteskab handler om ægteskabets og tosomhedens mulige fortrædeligheder. Om at være spærret inde i et inspirationsløst forhold og gradvist miste sig selv. Og om ikke at have fundet en måde at leve livet selvstændigt på, hvor man kan føle sig hel og fuldbyrdet.

Den slags historier er der mange af. Men Et eksotisk ægteskab er alligevel helt anderledes. Det skyldes dels de afdæmpede, magisk-realistiske elementer, men også Yukiko Motoyas måde i det hele taget at fortælle historien på.

Mad fylder også meget i bogen. Som udgangspunkt ikke på nogen ekstravagant måde – mest i form af en særlig opmærksomhed i teksten på madæstetik og nøje beskrivelser af, hvad fortælleren og andre spiser, og hvad hun har lyst til at spise. Indtil alt til sidst går op i mad mod kortromanens finale.

Et eksotisk ægteskab er måske ikke en decideret livsomkalfatrende læseoplevelse, men jeg nød at læse den fra første til sidste side her i Hanne Arnolds glimrede fordanskning. Jeg kan varmt anbefale, hvis du er til små, skæve, velskrevne historier.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse. Den udkommer i dag den 6. maj 2020.

K's vurdering: