“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”

Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner.

Teksten indgår i den seneste udgivelse i forlaget Korridors novellaserie, Hvor Europa begynder & En gæst. Udgivelsen er en antologi, som udover kortromanen En gæst rummer syv noveller.

Denne lille samling er nok det bedste, jeg har læst af Yoko Tawada hidtil (i konkurrence med Brudgommen var en hund, også fra Korridors novellaserie).

Yoko Tawada (f. 1960) er født i Japan, men har siden starten af 1980’erne været bosiddende i Tyskland, og hun skriver på både japansk og tysk. Hvor Europa begynder & En gæst er fra hendes tysksprogede produktion, og den er oversat til glimrende dansk af René Jean Jensen.

Teksterne i samlingen er oprindeligt udgivet over en periode på mere end ti år og er ganske forskellige. De besidder alligevel en tematisk sammenhæng, og det giver således god mening at udgive dem samlet her.

Flere af teksterne kredser om dét at være på vej, at være midt-i-mellem, at sjælen ikke er præcist dér, hvor ens krop er. Rejsen kan være fysisk-geografisk som i Hvor Europa begynder, hvor en kvinde sejler fra Japan til Rusland for at rejse med den transsibiriske jernbane mod Europa. Teksten er kategoriseret som “en rejseberetning” og er inddelt i korte kapitler, hvoraf nogle indledes med underoverskrifterne “Fra dagbogen” eller “Fra den første rejseberetning.” Forfatteren afmonterer imidlertid selv disse prætentioner i teksten som konstruktioner:

Jeg skrev altid en rejseberetning inden rejsen, så jeg kunne citere fra den på turen. Som rejsende var jeg nemlig tit målløs. Denne gang var det ekstra belejligt, at jeg havde skrevet min beretning inden rejsen. Ellers havde jeg ikke anet, hvad jeg kunne have fortalt om Sibirien. Jeg kunne selvfølgelig også citere fra min dagbog, men for at være ærlig: Den fandt jeg på efter rejsen, fordi jeg ikke havde skrevet en undervejs.

Teksten kan således læses som et slags selvkritisk korrektiv til “rejseberetningen” som genre. Derudover handler den mindre om de konkrete steder, som forfatteren rejser til og igennem, og mere om det at være på vej som sådan og måske i endnu højere grad om drømmen om at rejse til et andet sted eller bare væk. Rejsen er lige så meget – eller i højere grad – mental som fysisk.

Et gennemgående tema i samlingen er derudover teksten som sådan, dét at læse og dét at skrive – eller ikke at kunne læse eller skrive. Det skal forstås i allervideste forstand, herunder dét at læse og skrive sig selv og sin egen historie. Og Tawada ser skrift og tegn alle vegne – over alt i samfundet, på menneskenes kroppe, i kroppens allermindste bestanddele og i sjælen, hvad det så end måtte være for en størrelse.

Nu kunne det måske lyde, som om bogen er et tungt skoleridt i litterær dekonstruktion, men det er ingenlunde tilfældet. Tawadas skrift er fuld af poesi og forførende billeder. Teksterne er lette at læse, om end ikke nødvendigvis lette at forstå.

Novellen Spejlbillede er en fortolkning af et (muligvis klassisk, japansk?) eventyr om en munk, der drukner i omfavnelsen af månens spejlbillede i vand. I Talisman anlægger Tawada et slags fiktivt etnografisk blik på kulturen med at bære smykker i Tyskland. Fortællere uden sjæl har karakter af et essay om sjæle og om at lytte – til sine egne kropslige celler og til de dødes fortællinger – og om en hel del andet også.

Når jeg skriver, forsøger jeg at høre fortællingerne fra kroppen. Når jeg lytter til dem, mærker jeg, hvor fremmede min celler er for mig. De består af det arvede og af det spiste. Det sker derfor tit, at en fortælling, jeg hører fra min krop, forekommer mig tidsmæssigt eller geografisk fjern.

I Tungedans oplever fortælleren at være blevet reduceret til én stor tunge, og hendes sprog degenererer gradvist. I telefonbogen finder hun endelig en sproglæge, som hun kan opsøge og fortælle om sit “sprogstyrt” og sin “sprogsmerte.”

Den isoleret set bedste tekst er den afsluttende kortroman, En gæst. Titlen kan forstås på mange måder: Et tema er fortællerens oplevelse af som immigrant at være gæst i Tyskland eller Europa, i en anden kultur, et andet sprog, et andet skriftsprog end det, hun oprindeligt kommer fra. Det er i øvrigt også et tema, der løber igennem de fleste af samlingens øvrige tekster: Oplevelsen af at være en fremmed, ikke at være uformidlet tilstede, som blandt andet kommer til udtryk i en allestedsnærværende bevidsthed om sig selv:

Det er længe siden, jeg har læst en roman, hvis bogstaver jeg kunne få til at forsvinde. Det er sikkert ikke min skyld, men byens. Her findes nemlig kun bøger med en for mig fremmed skrift. I al den tid, jeg har levet her, er det ikke lykkedes mig at træde ind i en roman. Jeg læser og læser, men alfabetet forsvinder aldrig for mine øjne, det er der tværtimod til stadighed som et gitter eller sand i salaten eller genspejlingen af mit ansigt i nattogets rude. Hvor ofte har mit spejlbillede i ruden ikke forhindret mig i at nyde et natlandskab. Selv når der ikke var noget særligt at se, ville jeg gerne have kastet et blik ud i mørket og ikke på mit eget spejlbillede.

Men der er også andre gæster i fortællingen end fortælleren selv. En stemme (fra en gammel lydbog på et kassettebånd) tager ophold i hende. En fremmed mand tager ophold i hendes lejlighed. Hendes nabo installerer hende som passiv modtager af fremmede kvinders stemmer som led i et psykoterapeutisk projekt.

Som man måske aner, er der virkelig mange ting på spil i Tawadas tekster. Jeg forstår ikke meningen med det hele. Jeg var heller ikke lige begejstret for alle novellerne isoleret set. Men i alle deres forskelligheder klæder de alligevel hinanden godt.

Det hele er ikke umiddelbart forståeligt. Skriften hopper og danser internt i hver enkelt tekst. Men teksterne trænger på én eller anden måde ind under huden på mig som læser, og de lever således op til det indledende citat i denne artikel: Hvis man som læser åbner sindet op, så skal man her være indstillet på en samling tekster, der kan finde på at gå på spadseretur i ens sind og krop. Det kan være lidt anstrengende, men det er også meget givende.

Bogen er modtaget fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: