Kamo no Chōmei: Den vemodige eneboer (Hōjōki)

“Livets glæder består i at tage en lur, når og hvor man har lyst, og det eneste, jeg ønsker her i livet, er at se landskabernes skønhed på de forskellige årstider.”

Hvis jeg ikke vidste bedre, så var det lige før, at jeg kunne have fundet på at tilskrive ovenstående citat Benny Andersen. Men så viser det sig, at det stammer fra en japansk eneboer i 1200-tallet.

Dermed også allerede sagt, at trods den geografiske og kulturelle afstand og ikke mindst en tidsmæssig afstand på mere end 800 år, så evner denne lille essaysamling af den japanske, buddhistiske munk Kamo no Chōmei (ca. 1155-1216) i passager at tale direkte til mennesker i det 21. århundredes Europa.

De første, korte essays i den lille samling har karakter af fortællerens (som måske også er forfatterens, lad os bare antage det, ligesom oversætteren gør i sit efterord) tidlige livshistorie, før han slog sig på eneboerlivet.

Kamo no Chōmeis liv i denne periode er præget af en række skuffelser, hvor han blandt andet ikke får lov til at udfylde pladsen efter sin far som opsynmand ved en helligdom. Derudover er der korte essays om naturkatastrofer og observationer af bylivet.

Disse dele af den lille bog fandt jeg mindre interessante. Men de er smukt skrevet og oversat af Kirsten Refsing:

Somme tider forsvinder duggen, mens blomsten står tilbage. Men selv om blomsten lever videre den dag, visner den alligevel dagen derpå. Somme tider folder blomsten sig sammen, og duggen bliver hængende, men selv da er det kun en stakket frist, til solen går ned.

Kamo no Chōmei slog først som omtrent halvtredsårig (ganske sent i livet på den tid) ind på livsbanen som buddhistisk munk, som han vælger at udleve som eneboer og ikke i et kloster, hvilket ellers var det normale på den tid. Hans motivationer fremstår ikke helt klare, men som læser fik jeg indtryk af, at det mest af alt handler om skuffelser over det profane liv med dets sociale uretfærdigheder og anden turbulens.

De sidste essays i samlingen er beskrivelser af Kamo no Chōmeis lille græshytte, hans simple liv som eneboer og det harmoniske liv med naturen. Den svalende ro i disse kapitler var for mig højdepunktet i samlingen. På den ene side havde jeg gerne undværet de første essays fra hans liv i byen, men på den anden side tjener de også et formål som kontrast.

Kamo no Chōmeis tekst er forsynet med et oplysende efterord af oversætter Kirsten Refsing. Det er lige så langt som selve teksten, og det kunne snildt have været kortere. Har man interesse i den ældre, japanske historie om samuraitiden og forskellige religiøse strømninger, er det dog ganske interessant. Men mindre kunne have gjort det i forhold til at sætte rammen for hovedteksten.

Hōjōki er en kort tekst, der er hurtigt læst. Som sådan kan den anbefales som en lille læsepause. Men ligefrem livsomkalfatrende var den nu ikke for mig, Til gengæld er den selvsagt interessant som historisk dokument. Og så er det i øvrigt en designmæssigt lækker lille ting, der fuldt ud lever op til Forlaget Vandkunstens generelt højde standarder i det stykke.

K's vurdering: