Senseis mappe er en lavmælt og meget, meget fin japansk kærlighedsroman. Om den 38-årige, ensomme kvinde Tsukiko, som på en bar tilfældigt møder sin gamle, nu pensionerede gymnasielærer, som hun blot kalder sensei – i starten mest fordi, hun ikke husker hans navn. Langsomt, meget langsomt nærmer de to sig hinanden. De udvikler et forhold, som først især er baseret på en fælles passion for at drikke (især sake i store mængder) og for god japansk mad – og på den særlingeagtige ensomhed, de begge bærer rundt på. Men til deres begges overraskelse bliver det efterhånden til dyb og intens kærlighed.

Det er så nogenlunde alt, hvad der sker i bogen. Der er ikke meget ydre handling, men der bliver til gengæld drukket meget sake og spist masser af sushi, tofu, misosuppe, edamamebønner, shiitakesuppe, tørret hvalkød og soyamarinerede blæksprutter. Man får lyst til japansk mad af at læse denne bog (ja, måske ikke ligefrem til tofu – der skal mere til….).

Portrætterne af både den kvindelige jeg-fortæller og den 30 år ældre mand er begge meget rørende og fortælles med den fineste, nænsomme og lavmælte stemme. Og måske handler bogen især om, hvordan former og etikette både kan være forudsætningen for, at man overhovedet kan holde ud af være sammen med andre mennesker, og samtidig en barriere for at række ud til og efter hinanden.

Bogen er nem og for så vidt hurtig at læse, men kræver alligevel sin tålmodighed af læseren, fordi det hele går så langsomt. Til gengæld bliver den fine, melankolske (men ikke triste) stemning i bogen siddende i kroppen længe efter, at sidste side er vendt. Anbefales.

K's vurdering: