Lyder det som titlen på en fjollet bog? Ja, og det er det også. Men det er også en ret sjov bog – komplet gakket på en både begavet og poetisk måde, hvor den er bedst.
dyr med næb ordnet efter antal vinger: (og nej, det er ikke en slåfejl, kolonet hører med i titlen) er noget på denne bogblog så sjældent set som en digtsamling. Vi er ikke så meget for digte her, vi har aldrig rigtig forstået dem, men Birgitte Krogsbølls lille bog skiller sig ud på den glade måde.
Det meste af denne lille udgivelse fra det mikroskopiske forlag Forlaget Fuglekøjen består af små lister, som hver især udgør et lille digt, et listedigt (nogle af dem også listige digte). Især lister over dyr – udvalgt, kategoriseret og ordnet efter de mest gakkede kriterier. Nu er det jo ikke fordi jeg er særlig glad for dyr, heller, men jeg har en lille fascination af lister, og den bliver både imødekommet og udfordret her.
Ja, jeg kan godt selv se, at jeg ikke forklarer særlig godt, hvad det går ud på hos Birgitte Krogsbøll, det er bedre med et par eksempler:
moralsk anløbne dyr, ordnet efter forsyndelsens alvor, stigende orden:
1) skidtfisk
2) dovendyr
3) rovbille
4) dræbersnegl
Det er da ret sjovt. Eller hvad med den her:
dyr med bagage ordnet efter rummelighed, faldende orden:
1) kuffertfisk
2) taskekrabbe
3) lommelærke
4) pungmus
Som man kan se, så lader Krogsbøll sig ikke binde unødigt af strenge zoologiske kriterier for, hvad der gå an som et dyr – listens logik går forud. Ligesom ordene i sig selv gives forrang for det fysisk-faktiske dyr (som når skidtfisken bliver moralsk anløben).
Ud over de forskellige typer af lister er der også et kapitel i bogen helliget forskellige dyrs dags- eller livsplaner, hvoraf adskillige er helt vidunderlige.
dagsplan: egern:
05:45:00 – 20:44:00:løb ned fra træ *løb over vej* løb op i træ
dagsplan: stankelben:
15:15:02 –duk frem fra intet *flaks menneske i ansigtet* dø
Hvor de små digtelister fungerer bedst, kan man – hvis man virkelig skal svinge sig helt op på de høje nagler – læse dem som en udfordring af civilisationens i-sproget-iboende bestandige forsøg på at gribe og begribe verden ved at forsøge at sætte den i rigide begrebslige kasser, kategorier og teorier, hvorved samme verden med nødvendighed uafladeligt bukkes og bøjes og forvrænges for at kunne passes ind skabelonerne.
Størstedelen af Birgitte Krogsbølls små sprogekvilibrismer er dog bare netop dét – og helt åbenlyst bare for sjov. Og det er de også, sjove, nogle af dem. Men mange af dem – de fleste, hvis jeg skal være ærlig – fremstår desværre mest som små sproggymnastiske øvelser uden så meget idé udover den rene form, og de dele er egentlig lidt kedelige, må jeg tilstå. Og selv om jeg morede mig så kosteligt over de bedste af listerne, at jeg gerne ville have kunnet omfavne og anbefale hele samlingen ubetinget, så lykkedes det ikke helt.
Men ikke desto mindre: enhver udgivelse, der omfatter en liste over “røde dyr med fluffy hale, ordnet efter grad af natlig strejfen på små hurtige pindeben under den hvide måne, dalende orden”, må uanset enhver øvrig mangel trods alt ende ud med min anbefaling fra hjertet! I må købe bogen, hvis I vil se dén liste – eller selv gætte (der er kun to røde dyr med fluffy hale på listen, kan jeg afsløre).
Til gengæld skal I ikke snydes for titellisten:
1) fugle
2) blæksprutte
Skriv en kommentar