K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

You are here: Home / Archives for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Klassikere

Mariama Bâ: So Long a Letter

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Stærk senegalesisk feministisk nyklassiker. Noget så sjældent som en roman, der både har et tydeligt politisk budskab og samtidig er flot skrevet, velkomponeret og båret af troværdige persontegninger.

Romanen tager form af et brev fra den nylige enke, skolelæreren Ramatoulaye, til hendes gamle veninde, Aissatou. Ramatoulayes lange brev er skrevet i form af dagbogsnoter fra den sidste del af en obligatorisk sørgeperiode, som hun ifølge den senegalesiske version af Islam skal tilbringe i isoleret husarrest. >> Læs videre

Emily Brontë: Wuthering Heights

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Ja, det er jo en klassiker, og nu har jeg læst den. Emily Brontës bitterromantiske drama med et gotisk twist om Cathy og Heathcliff, der går så grueligt meget igennem for ikke at få hinanden, undtagen i døden, kan stadig fascinere et stykke hen ad vejen. Men den er ærlig talt også lidt lang og lidt kedelig.

Jeg er nok ikke den største fan af storladne romantiske dramaer, klassikere eller ej, og på den vis måske heller ikke den rette til at sætte pris på Emily Brontës überklassiker Wuthering Heights (dansk: Stormfulde højder) fra 1847.

Bogen udkom oprindeligt under pseudonym samtidig med søstrene Charlotte og Annes Jane Eyre og Agnes Grey (ligeledes under pseudonym), og den er siden genudgivet utallige gange. Jeg har læst den i en relativt ny udgave (men efter den oprindelige tekst) med forord af Patti Smith i flot udstyr med indsatte farveplancher med illustrationer af Rovina Cai. >> Læs videre

Hermann Ungar: De lemlæstede

Anmeldt af ,
2 kommentarer

“Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.”

Sådan skrev Stefan Zweig i en omtale af Hermann Ungars (1893-1929) debutroman De lemlæstede (Die Verstümmelten) fra 1922, som nu foreligger første gang på dansk. Thomas Mann toppede op ved at kalde den “… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil …” >> Læs videre

Charlotte Brontë: Jane Eyre

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016.

Charlotte Brontë (1816-1855) var den ældste af de tre engelske Brontë-søstre, som alle har begået store romanklassikere, hvor jeg dog stadig har bekendtskabet med de øvrige søstres værker til gode (med Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey som de mest kendte).

Jeg skal advare om enkelte spoilers i det følgende vedrørende handlingen – men hvis du nogensinde har hørt om Jane Eyre (og det har du nok), så har du nok også hørt om de væsentligste figurer og handlingselementer. >> Læs videre

Okot p’Bitek: Song of Lawino & Song of Ocol

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Okay, okay, jeg er selv bevidst om det: Jeg trækker muligivs lovlig hårdt på tålmodigheden hos nogle følgere af K’s bognoter med disse to ugandiske langdigte fra 1966 og 1970. Lawinos sang og Ocols sang er ikke desto mindre ikke alene historisk interessante, men også i egen ret både overraskende underholdende og relativt lettilgængelige. De er værd at læse.

Okot p’Bitek (1931-1982) blev født i Gulu i det nordlige Uganda i en familie af det luo-talende acholi-folk på det tidspunkt, hvor Uganda stadig var et britisk protektorat. Han blev uddannet antropolog fra Oxford University i 1963, men flyttede siden tilbage til Uganda efter selvstændigheden.

Okot p’Bitek skrev oprindeligt sit mest kendte værk, Song of Lawino på acholiernes sprog luo, men oversatte det selv til engelsk til den form, det blev udgivet i første gang i 1966 (originalen på luo blev først publiceret i 1971). Opfølgeren Song of Ocol fulgte i 1970 som et selvstændigt værk, der imidlertid vil være svært at forstå, hvis man ikke kender Lawinos sang. Det giver derfor god mening, at de to langdigte udgives samlet som i den version, jeg har læst. >> Læs videre

Juan Rulfo: Pedro Páramo

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.

En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde… >> Læs videre

Herman Melville: Bartleby, the Scrivener

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.

Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.

Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig. >> Læs videre

Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

Harper Lee: To Kill a Mockingbird

Anmeldt af ,
2 kommentarer

Der er vel næppe nogen international udgivelse fra i år, der har været hypet i samme grad som Harper Lees Go Set a Watchman (da. Sæt en vagtpost ud) – den først nu udgivne efterfølger (selv om den blev skrevet før) til hendes amerikanske nyklassiker To Kill a Mockingbird (da. Dræb ikke en sangfugl).

For mig har al denne hype været inspiration til for første gang at læse Harper Lees oprindelige bog. Også foranlediget af, at jeg faldt over en i særklasse smuk udgave fra Harper Perennial.

Og nu er det så, at jeg vel forventes at erklære, at bogen har opnået sin klassikerstatus med god grund. Men idet jeg beklager overfor de mange fans: Jeg kan altså ikke melde mig ubetinget i koret af lovprisere. >> Læs videre

Henry James: Skruen strammes

Anmeldt af ,
2 kommentarer

“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898 Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig her 117 år efter.

Henry James (1843-1916) sidder tungt på sin plads i den amerikanske/britiske litteraturkanon. Både amerikansk og britisk, idet han er født i USA, men emigrerede til Storbritannien, hvor han etablerede sig i 1869 og opnåede statsborgerskab i 1915.

Kortromanen Skruen strammes (1898) er en af James’ mindre romaner og mit første møde med ham, her i en dansk nyoversættelse fra 2012, men den har så absolut øget min appetit på at læse mere fra forfatterskabet. >> Læs videre

Chinua Achebe: Things Fall Apart

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Nigeriansk romanklassiker er stadig værd at læse for sit indblik i livet i et traditionelt, vestafrikansk landsbysamfund.

Chinua Achebes (1930-2013) debutroman Things Fall Apart fra 1959 har status af en klassiker indenfor afrikansk romankunst. Mange steder vil man kunne se den omtalt som “den første afrikanske roman” forstået som den første roman skrevet af en afrikansk forfatter, om afrikanske forhold og fra et afrikansk synspunkt. Det er muligvis en tilsnigelse hævde, at Achebes roman var den allerførste “afrikanske roman” i dén forstand, men det var ihvertfald dén, der fik det første internationale gennembrud.

Things Fall Apart er historien om Okonkwo fra den fiktive klan Umuofia blandt Ibo-folket i det nuværende Nigeria. >> Læs videre

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Anmeldt af ,
2 kommentarer

I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland (1865). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof markerer det med en ny dansk oversættelse af klassikeren og opfølgeren Through the Looking-Glass, and what Alice found there (1871) udgivet med forfatterens originale illustrationer, som angiveligt ikke tidligere har været optrykt i dansk sammenhæng.

Da jeg så nyudgivelsen, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har læst de oprindelige bøger, og jeg har nu benyttet anledningen til at få rettet op på denne mangel i min litterære selvopdragelse. >> Læs videre

Ernest Hemingway: Men Without Women

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Når Hemingway er bedst, som han er i flere af de 14 noveller i denne samling, er han fremragende. Når han i andre af dem er knap så god, er hans sprog ikke desto mindre stadig en nydelse at læse.

De 14 noveller er vidt forskellige og bringer os rundt i en god del af de klassiske Hemingway-temaer: Tyrefægtning, boksning, første verdenskrig, skiløb, cykelløb, fiskeri og kærlighed.

Med lidt god vilje kan man tolke titlen på samlingen som et bud på en sammenhængende tråd,men egentlig er der ikke nogen, ud over at de handler om mænd, mere eller mindre uden kvinder. Der behøver heller ikke være en sammenhængende tråd, for de enkelte historier står fint i egen ret. >> Læs videre

Selma Lagerlöf: Køresvenden

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).

Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.

Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.

Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.

Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.

Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning. >> Læs videre

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 7-8)

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Sjæle-botanikeren Proust samler nye arter og udforsker flere aspekter af nogle af de kendte.

Alle de begejstrede superlativer, jeg tidligere har anvendt om de første bind af Prousts store værk, På sporet af den tabte tid, gælder også denne fjerde del af værket (bind 7-8 i den nye danske oversættelse). Jeg var for nogle måneder siden ganske vist tæt på at gå kold undervejs i tredje del af værket, Guermantes’ verden, men med Sodoma og Gomorra er jeg tilbage på sporet. Proust er igen en renlivet fornøjelse at læse.

Sodoma og Gomorra (1-2) udgør samtidig den hidtil mest underholdende del af værket. Bind 1 åbner sågar med et kort kapitel, som efter de søvndyssende middagsselskaber i Guermantes’ verden virker næsten action-præget: >> Læs videre

Lev Tolstoj: Herre og tjener og andre noveller

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Hvis du er i tvivl om, hvorfra Tolstojs klassikerstatus stammer, og ikke orker de store romaner Krig og fred eller Anna Karenina, så læs Herre og tjener.

Herre og tjener (1895) er nok den mest kendte af Tolstojs noveller i denne samling. Med god grund. Den er vitterligt fremragende. Tolstoj skriver her i et kraftfuldt og enkelt sprog, der både rummer skønhed, underspillet ironi, moralsk og social indignation og kærlighed.

Handlingen i historien er for så vidt simpel: En velhavende købmand er opsat på at opkøbe noget skov, inden hans konkurrenter gør det, og begiver sig derfor ud på et langvarigt slæderidt sammen med sin tjener på trods af, at der raser en grum russisk snestorm. Det går selvfølgelig ilde. >> Læs videre

Flannery O’Connor: Wise Blood

Anmeldt af ,

Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor (1925-1962) være dens moder. O’Connor er mest kendt for sine noveller, hvoraf jeg indtil nu kun har læst nogle få (men hendes Complete Stories står i kø i reolen). Hun nåede i sit korte liv dog også at skrive to romaner, hvoraf Wise Blood var den første.

O’Connors klassikerstatus er velbegrundet: Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske.

Det er til gengæld svært at skrive meget meningsfuldt om Wise Blood uden at røbe en vis del af plottet. Så vær advaret: Der vil være enkelte plot spoilers i det følgende. På den anden side: Hvis du hører til de læsere, der primært nyder en bog for plottets skyld, så er Wise Blood nok ikke noget for dig. >> Læs videre

Jorge Luis Borges: Fiktioner og andre fiktioner

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.

For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen. >> Læs videre

Georg Büchner: Lenz & Woyzeck

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.

Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske”, indleder Kældermennesket sin lange rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra en undergrund.

Og alt dét er han så sandelig, både syg, ondskabsfuld og utiltalende, men han er også – og især – netop menneske. Og det er dette sidste, der gør hans nedrige, frastødende, brovtende, ynkelige, på én gang selvhævdende og selvdestruerende, læserfornærmende, men også ret morsomme og i sidste ende tragiske udgydelser værd at læse den dag i dag, 150 år efter at de blev udgivet første gang.

Han kunne som en anden Jørgen Leth også have tilføjet: “Jeg er et nøgent menneske”, for han udstiller sig i disse optegnelser fuldstændig blottet som menneske med alle sine fejl og mangler. >> Læs videre

Marcel Proust: Guermantes verden 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 5-6)

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

“Livet er for kort, og Proust er for lang”, skrev Anatole France i 1913. Er K også ved at gå kold?

Anatole France fældede sin berømte dom over Proust allerede efter udgivelsen af kun første del af På sporet af den tabte tid, Swanns verden. Så langt i værket var jeg bestemt ikke enig, som læsere af disse noter vil vide. Og jeg var stadig begejstret efter anden del, I skyggen af unge piger i blomst (bind 3-4 i den nye danske oversættelse).

Men jeg må bringe den tilståelse, at der var tider under læsningen af mammutværkets tredje del, Guermantes’ verden (bind 5-6), hvor Anatole Frances diktum bevægede sig længere og længere frem i pandelappen.

For pokker da, hvor går det bare langsomt for Proust, hvor er han omstændelig, og hvor kan han dog bare ikke gøre sig færdig med sine temaer! >> Læs videre

Joseph Roth: Radetzkymarch

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Joseph Roths hovedværk fra 1932 er en slægtsroman om det østrig-ungarnske kejserriges forfald og stadig i høj grad læseværdigt.

Romanen følger tre generationer af mænd fra slægten Trotta. Den ældste i generationen, Josef Trotta, redder i romanens indledning kejser Franz Josefs liv under slaget ved Solferino i 1859 under den fransk-østrigske krig og bliver som tak adlet til friherre Trotta von Sipolje – for fremtidige generationer, inklusive hans søn og sønnesøn, først og fremmest kendt som Helten fra Solferino. Hans historie fylder ikke meget i romanen, men den trækker lange, definerende skygger hen over de næste generationers liv og selvforståelse

Helten fra Solferino træder ud af hæren i protest over, at kejserrigets officielle historieskrivere forvansker historien om slaget til en kejserlig legende, og han tvinger sin søn Franz til en karriere som jurist og senere amtmand. Denne tvinger omvendt sin egen søn Carl Josef ind i militæret – en karriere, han er sørgeligt uegnet til. I det hele taget er den unge Carl Josef ikke særlig livsduelig.

De tre generationer af Trottaer bliver hos Roth til billeder på det historiske forfald af det habsburgske kejserdømme: fra militær glorværdighed over bureaukratisk degeneration til nederlag og udslettelse. >> Læs videre

Italo Calvino: Invisible Cities

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Helt sin egen, temmelig sær og ganske vidunderlig. Italo Calvinos lille bog fra 1972 er en genistreg af et overflødighedshorn af magiske arkitektoniske fantasier og filosofiske refleksioner over menneskets stræben, drømme, håb, angst og omgang med verden og sig selv i det hele taget.

Rammehistorien er følgende: Den handels- og opdagelsesrejsende Marco Polo fra Venedig opholder sig ved den mongolske verdenshersker Kublai Khans hof. Her beretter Marco Polo på 1001-nats-eventyr-agtig vis hver aften om byer i khanens mægtige rige, som Polo har besøgt på sine rejser – i fantasien, viser det sig snart. >> Læs videre

Ernest Hemingway: The Old Man and the Sea

Anmeldt af ,
2 kommentarer

En perfekt fortælling. Det kan ikke gøres bedre. Jeg læste velsagtens Hemingways lille, store roman om den gamle mand og havet første gang for omkring 20 år siden i dansk oversættelse og har nu genlæst den på engelsk. Og den holder stadig. Den holder helt vildt. Hemingway har skrevet rigtig meget og rigtig meget godt, men det virker passende, at det var denne netop historie, der indbragte ham Nobelprisen. >> Læs videre

Sylvia Plath: The Bell Jar

Anmeldt af ,
2 kommentarer

Amerikansk nyklassiker holder stadig i sin egen ret og som litterær dokumentation af intelligente kvinders muligheder i 1950’ernes patriarkalske USA. Og som et indblik i en ung kvindes vej ned i depressionen.

Sylvia Plaths eneste roman The Bell Jar (dansk: Glasklokken) har blandt andet status som en feministisk klassiker om, hvordan det patriarkalske samfund kan ødelægge en intelligent ung kvinde. Og som sådan har den også en historisk – og til dels stadig aktuel – relevans. Men heldigvis er den ikke en politisk eller politiserende roman. >> Læs videre

John Williams: Butcher’s Crossing

Anmeldt af ,
1 kommentar

Williams’ anden roman Butcher’s Crossing er endnu bedre end efterfølgeren Stoner, som jeg ellers i forvejen var ganske begejstret for i sidste uge.

Butcher’s Crossing er samtidig en meget anderledes roman end Stoner. Hvor den sidstnævnte er en meget “akademisk” roman om en universitetsprofessors kærlighed til litteraturen og i øvrigt mestendels skuffende livsbane, så er Butcher’s Crossing en western, om end en særlig en af slagsen. Vi er således langt fra Bill og Ben, og der er ingen indianerkampe eller dueller ved daggry.

Romanen udspiler sig i 1873-74 på det tidspunkt, hvor den overdrevne jagt på de amerikanske bisonokser har ført til en betydelig udtynding af bestanden på vej mod udryddelse. >> Læs videre

John Williams: Stoner

Anmeldt af ,
2 kommentarer

Afdæmpet, men fremragende, “glemt” amerikansk klassiker.

John Willams’ roman Stoner fik angiveligt ikke meget opmærksomhed ved udgivelsen i 1965. Det har den til gengæld fået i de sidste par år, hvor den pludselig blev genopdaget i en grad, så fx boghandlerkæden Waterstones i 2013 udnævnte den til “Årets bog.” The New Yorker kaldte den i en anmeldelse i oktober 2013 for “The greatest american novel, you’ve never heard of.”

Og der er noget om det: Stoner er en rigtig god bog. Det er ikke en roman, der gør noget væsen af sig. Den er langsom om at komme i gang, langsom undervejs og langsom til slut. Den er ikke på nogen måde spektakulær i hverken handling eller udtryk. Den er bare gedigen god. >> Læs videre

Marcel Proust: I skyggen af unge piger i blomst 2 (På sporet af den tabte tid, bind 4)

Anmeldt af ,
1 kommentar

At læse Proust er stadig en lise for sjælen, med virkning af en slags mental renselsesproces, også i dette fjerde af de i alt tretten bind, som udgør Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid i den nye danske oversættelse.

Jeg har lige holdt en lille pause (på en 7-8 måneder….) fra Proust. For trods min usvækkede begejstring må jeg alligevel medgive, at det lige kræver en særlig mobilisering af klassikerinteressen at tage sig sammen til at kaste sig ind i endnu 400 siders handlingsløse refleksioner over tid, identitet og relationer i sidelange sætninger. >> Læs videre