Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Lad os bare tage det up front: Leoparden er en siciliansk, italiensk og europæisk klassiker. Men romanen er også en noget tung omgang. Faktisk tenderende til det småkedelige. Jeg havde ærlig talt lidt svært ved at komme igennem den, og jeg var glad, da den sluttede.
Som følgere af disse bognoter vil vide, hører jeg ikke til de læsere, der kræver af en bog, at den er pakket med action, ydre handling eller på anden vis er en decideret pageturner. >> Læs videre
”Det er verdens ende; man kan ikke komme videre. Den menneskelige elendighed har fundet sin grav her.”
Albert Cosserys noveller udgør fremragende stemningsbilleder fra slumkvartererne i Kairo i de første årtier af det 20. århunderede. Samtidig er de en hyldest til dovenskaben og til de fattigste af de fattige. Fortalt med såvel indlevelse i elendigheden og med en humor, der gør det til at holde ud – og med en ikke ringe sans for det ækles æstetik. >> Læs videre
“Jeg lugtede af lig, af råddent kød. Man skulle tro, at jeg altid havde ligget i en sort kiste, altid lugtet af lig, altid var blevet kørt rundt af en gammel og krumrygget mand, hvis ansigt jeg ikke kunne se, mellem tågebanker og omflakkende skygger.”
Det her er altså virkelig syret og virkelig hårdt. Det er Kafka på iranske stoffer. Den blinde ugle har snart et helt århundrede på bagen, men hvis det skulle få nogle til at tænke, at romanen så sikkert er en tam omgang, så kan de godt tro om. >> Læs videre
Læst i dag, 166 år efter førsteudgivelsen, er Flauberts klassiker om den romantisk længselsfulde madame Bovary stadig en god historie. Den er velskrevet, velfortalt og i det hele taget værd at læse – først og fremmest for Flauberts fine og nuancerede personportrætter.
Madame Bovary (opr. 1857) har en sikker top ti-placering på ikke så få lister over de største romaner gennem tiderne. Den er også en god roman. Og den kan snildt læses i dag uden omsvøb og med fornøjelse. Men skal jeg forsvare dens top ti-placering i kanon, så kræver det dog nok alligevel inddragelse af litteraturhistoriske kriterier såsom dens betydning for udviklingen af den realistiske romangenre og for kvindelige romanprotagonister. >> Læs videre
For pokker, hvor er Giovanni’s Room en god bog. Og langt bedre, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det.
Handlingen i James Baldwins (1924-1987) anden roman, Giovanni’s Room (opr. 1956) er ganske enkel, og i det nedenstående afslører jeg ikke mere, end man kan læse i bogens bagsidetekst – eller hvad der for så vidt allerede afsløres af romanens første par sider: >> Læs videre
“The King is pregnant.” Sådan lyder den nok mest berømte enkeltsætning fra Ursula K. Le Guins moderne sci-fi-klassiker, The Left Hand of Darkness (opr. 1969). Og kongen er vel at mærke ikke “gravid” på samme måde, som nutidige forældre kan finde på at sige, at “vi er gravide.” Kongen er fysiologisk gravid.
Vi befinder os i en fjern fremtid mange lysår væk på vinterplaneten Gethen, også kaldet Winter.
Hovedpersonen i romanen er Genly Ai, udsending fra den intergalaktiske handels- og idéudvekslingssammenslutning, The Ekumen. Selv er han oprindeligt fra planeten Terra (som vi må forstå som Jorden), men han er udsendt til planeten Gethen for at etablere kontakt og optage beboerne i The Ekumen. >> Læs videre
Et udsnit af USA anno 1947 samlet på en bus. Rutebil på afveje er måske ikke Steinbecks allermest kendte roman. Men den er – trods sin lidt fjollede titel – ikke desto mindre fremragende. Humoristisk, satirisk, rørende, troværdig og medrivende fortalt. Det er høj Steinbeck-klasse. Det vil sige verdensklasse.
På bagtæppe af den store generationsfortælling Øst for Paradis og den episke Vredens druer fremstår Rutebil på afveje (opr. 1947) som en “mindre” roman, og det er den også, men den er ikke mindre læseværdig. >> Læs videre
En klassiker i afrikansk postkolonial litteratur. Svært tilgængelig, men anstrengelserne værd. Passioneret, satirisk, kritisk, brutal – ikke for den mavesvage og heller ikke for den utålmodige læser.
Pligten til vold (opr. 1968 da. 1970) af malinesiske Yambo Ouologuem (1940-2017) har stået i venteposition i min reol, siden jeg var på litterær verdensrundtur nogle år tilbage (hvor jeg endte med i stedet at læse Massa Makan Diabatés The Lieutenant of Kouta som repræsentant for Mali).
Men nu har jeg fundet Pligten til Vold frem fra hylden, foranlediget af Mohamed Mbougar Sarrs Menneskets dybeste erindring (2021, da. 2023), som jeg læste fornylig. Den fiktive hovedfigur i Sarrs roman er således inspireret af Yambo Ouologuem og datidens reception af netop Pligten til Vold. >> Læs videre
Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. I dén grad!
I sidste måned takserede jeg John Steinbecks Øst for paradis til fem stjerner. Det var fuldt fortjent. Men det giver mig et problem nu. For Vredens druer (opr. 1939) er endnu bedre, jeg vil endda sige et helt niveau over. For dælen da, hvor er den god! >> Læs videre
Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget mere at tilføje.
Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.
John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt. >> Læs videre
“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Japansk nyklassiker om seksualitet og køn, død og sorg, bedrag og manipulation. En i allerhøjeste grad moderne roman, som samtidig trækker på og tematiserer elementer fra klassisk japansk litteratur og kultur i øvrigt. Raffineret komponeret, om end også lidt til den tunge side.
Handlingen i Masks (opr. 1958) af Fumiko Enchi (1905-1986) udspiller sig som et trekants- eller rettere firekantsdrama. To mænd, vennerne Ibuki og Mikamé, er begge forelskede i den samme kvinde, den unge, smukke enke Yasuko. Yasoku er tilsyneladende ikke helt uinteresseret i hverken den ene eller anden, selv om hun stadig sørger over sin mand, der døde tragisk i en ulykke. >> Læs videre
En roman om kunst, kærlighed og bedrag, om nostalgi og bitter hævnfølelse, om sex som magtudøvelse og magtinstrument. Kawabata formår på forunderlig vis i samme fortælling at forene stilfærdige melankolske reflektioner over japanske stenhaver og tidens gang med en foruroligende, erotisk hævnthriller.
Jeg har endnu ikke læst en roman af den japanske nobelpristager Yasunari Kawabata (1899-1972), som ikke har formået at fascinere mig. Det gælder også Beauty and Sadness (opr. 1964), selv om det ikke er at af hans bedste værker. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
Det kræver en forfatter af et ganske særligt format at få en lyrisk smuk fortælling ud af en så grundlæggende pervers forestilling, som iscenesættes i De sovende skønheder. Og en sådan forfatter er Yasunari Kawabata. Hans klassiker, der nu foreligger nyoversat til dansk af Mette Holm, er en lavmælt og delikat sag om alderdom, erotik, begær og moral.
Vi danske læsere nyder i disse år godt af, at flere danske forlag for alvor har fået øjnene op for østasiatisk litteratur, både den nyere og den klassiske. Delikatesseforlaget Korridor har igennem de seneste 4-5 år udgivet en lind strøm af kinesiske eller japanske kvalitetsbøger i danske oversættelser. Og senest har to danske forlag fundet den japanske mester og nobelprismodtager Yasunari Kawabata (1899-1972) frem fra gemmerne. >> Læs videre
De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.
Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge. >> Læs videre
Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre. >> Læs videre
Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.
Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.
Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre
“Lad ikke længere Daggryravnens Præster, klædt i dødens sort, med hæse toner forbande glædens sønner. Ej heller de godtagne brødre, som af ham, tyrannen, kaldes fri, sætte grænser eller lægge tag. Ej heller bleg og from liderlighed kalde dét for jomfruelighed der ønsker, men ikke handler! For alt hvad der lever er Helligt.”
Den engelske digterfilosof William Blake (1757-1827) er et ret vildt bekendtskab! Jeg har længe haft på min liste at læse hans mest berømte tekst, The Marriage of Heaven and Hell (opr. 1789-1790). Og i går bød muligheden sig til, da jeg i en boghandel faldt over Batzer & Co.’s genudgivelse af Niels Brunse oversættelse fra 1995. >> Læs videre
Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.
Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway. >> Læs videre
Græsk nyklassiker fra 1965. Smager af George Orwell med noter af Quentin Tarantino. Thriller og politisk satire i ét. Vittig, letlæselig, underholdende, endda spændende og samtidig politisk skarp. Jeg er fan.
The Flaw af Antonis Samarakis (1919-2003) er udgivet i 1965, to år før den græske junta tog magten og etablerede et militærdiktatur, der varede til 1974. Romanen rummer hverken tids- eller stedsangivelser, men det er i lyset af Grækenlands følgende historie nemt at læse den som en forudsigelse af det diktatur, der snart efter ville blive en realitet. >> Læs videre
Jeg nød at læse Moskov Selim. Det er en god historie, velkomponeret og velfortalt. Den rummer både en elementært underholdende fortælling og fine reflektioner over personlig og national identitet fortalt på et interessant historisk bagtæppe.
Georgios Vizyenos (1849-1896) var født af græske forældre i Thrakien i den lille by Vizye (Vize) nord-vest for Konstantinopel (Istanbul), dengang en del af det Osmanniske Rige, i dag Tyrkiet. Han har taget sit forfatternavn fra sin fødeby. I slutningen af 1800-tallet etablerede han sig som et væsentligt navn i græsk samtidslitteratur, men hans psykiske helbred var ikke for godt, og han tilbragte sine sidste leveår på et sindssygeasyl. >> Læs videre
Alexandros Rangavis har status af klassiker i moderne græsk litteratur. Krimiintrigen og kærlighedsdramaet The Notary (opr. 1855) var mig dog en slem skuffelse. Flade, endimensionelle personer og en forudsigelig handling gjorde den til en kedsommelig omgang.
Historien i The Notary foregår i de tidlige 1820’ere i tiden omkring den græske revolution i 1821 mod Det Ottomanske Rige. Den udspiller sig på Kefalonia, en af de joniske øer, hvor revolutionen dog ikke mærkes direkte. De joniske øer var på det tidspunkt et britisk protektorat, deltog ikke i krigen mod tyrkerne og tilsluttede sig først den nye, uafhængige græske stat i 1864. >> Læs videre
En lavmælt, charmerende, lille historie om menneskers simple liv på den græske ø Skiathos i det 19. århundrede. Om overtro, sladder og generationsfejder, men også om kærlighed og jalousi.
K og konen ferierer i Athen, og så skal man jo læse noget græsk litteratur. Alexandros Papadiamandis (1851-1911) har status af en af de ypperste og mest elskede græske prosaister i moderne tid, skal man tro bagsideteksten på mit eksemplar af Fey Folk. A Tale from Skiathos (opr. 1892, eng. 2013). >> Læs videre
Njals saga hører til blandt de mest kendte og læste islandske sagaer. Det kan jeg godt forstå. Den er både dramatisk underholdende og historisk interessant.
Jeg har skrevet lidt om Saga Forlags pragtudgivelse af de samlede islandske sagaer i et indlæg om Egils Saga, jf. dette. >> Læs videre
Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.
Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre
Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.
Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965). >> Læs videre
Efter gårsdagens læsning af grev Eduard von Keyserlings Lumre dage (opr. 1905, da. 2022) var mine forventninger høje til Keyserlings senere roman Bølger (opr. 1911, da. 2021), også udgivet af forlaget Sidste århundrede og oversat af Kathrine von Holst. Jeg blev ikke skuffet.
Den nye danske udgave er som et efterord forsynet med Hermans Bangs anmeldelse fra 1912 af romanen. Bang skriver: >> Læs videre
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.
Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre
