Islændingesagaerne: Egils saga

Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.

Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet.

Sagalitteraturen er sammen med arkæologiske fund blandt de vigtigste historiske kilder til vores viden om vikingetiden. Og fascinationen af sagaerne har selvfølgelig meget med det at gøre.

I 2014 udgav Saga Forlag en kraftpræstation af en udgivelse i form af Islændingesagaerne. Samtlige islandske sagaer og 49 totter, i alt fem massive bind, redigeret af Annette Lassen og med bistand fra en række gode oversættere til dansk.

Værket har stået i min reol i nogle år. Jeg kommer næppe til at læse det fra ende til anden, men jeg har taget hul på nogle af sagaerne. Og jeg er startet fra en ende af med Egils saga, oversat til dansk af Rolf Stavnem.

Egils saga menes at være forfattet omkring år 1230 og hører dermed til blandt de ældste islandske sagaer. Nogle forskere mener, at selveste Snorre Sturlessøn (1179-1241) kan være forfatteren.

Handlingen i første del af sagaen udspiller sig på den norske kong Harald Hårfagers tid, hvor der opstår strid mellem kongen og Egils farfar, Kvæd-Ulf, og Egils far, Skalle-Grim. Striden fører til, at de må forlade Norge og slår sig ned på Island. Anden del følger Egil Skalle-Grimssøn, som fortsætter familiestriden med Harald Hårfagers søn, Erik Blodøkse og hans indædt hævngerrige dronning Gunhild.

De islandske sagaer, herunder Egils saga, er som historiske kilder uhyre interessante, selv om man selvsagt ikke kan fæste lid til alt, hvad der berettes. Men i Rolf Stavnems fine fordanskning kan Egils saga faktisk også læses med fornøjelse som den skønlitteratur, den jo også er.

Det er noget gammelt stads, javist, og formen er på mange måder fremmed for den måde, nutidige forfattere ville skrive en sådan slægtssaga.

De mange opremsninger af navne, der i sin tid tjente til at fastslå slægtsforhold og adkomst til arv og andre rettigheder, er for eksempel noget tunge. Disponeringen af beretningen kan også ofte virke besynderlig for det nutidige øre. Således berettes der ganske kortfattet og kursorisk om visse relativt skelsættende begivenheder i det handlingsmæssige forløb, mens andre, meget små og for den større historie helt ligegyldige situationer tildeles besynderligt meget plads.

Men det er altsammen en del af charmen.

Læst som historisk skønlitteratur er der ikke desto mindre masser af drama, action og poesi i Egils saga. Egil er en vild og uregerlig kraftkarl, en stor kriger, men også en følsom poet. Fortællingen skorter ikke på drabelige slag og store krigerbedrifter.

At læse Egils saga fordrer nok, at man har en vis historisk interesse for perioden og også kan lade sig fascinere af sagaerne som historiske kilder. Kan du genkende dig i det, så kan jeg absolut anbefale at give dig i kast med sagaerne.

Jeg har som nævnt den flotte, samlede bogudgivelse fra Saga Forlag stående i reolen, men ikke desto mindre har jeg primært lyttet mig gennem Egils saga som lydbog oplæst af Karsten Pharao. Det var nu engang det, der lige fungerede for mig denne sommer.

Forlaget Gyldendal har i 2018 således efter aftale med Saga Forlag udgivet et udvalg af sagaerne som lydbøger.

At lytte til sagaen frem for at læse den, gør den på den ene side til en nogle gange lidt tungere oplevelse, fordi man ikke har samme mulighed for at skrålæse henover de mange opremsninger af slægtsforhold mv. På den anden side forekommer det mig også, at sagaens form kommer godt til sin ret ved netop at blive mundtligt overleveret – i hvert fald når det sker via Karsten Pharaos vederkvægende, rolige og præcise diktion.

Jeg har dog samtidig haft stor glæde af at have de fysiske bøger ved hånden og supplere lytningen med de introduktioner og det noteapparat, som bogværket er forsynet med.

Lydbogsformatet er blandt andet udfordret af, at det ikke er nemt at inkorporere den trykte bogs mange forklarende noter i oplæsningen. Især optræder der mange arkaiske metaforer, når Egil eller andre i tide og utide “kvæder et vers,” som man som nutidig læser nok kan have behov for støttende forklaringer til undervejs. Men redaktørerne af lydbogsversionen har faktisk gjort et flot arbejde i dét stykke, og det er lykkedes at indarbejde nogle af de vigtigste ordforklaringer i lydbogen på en måde, der ikke i nogen betydelig grad forstyrrer rytmen i fortællingen – igen takket være Karsten Pharaos eminente mundtlige formidling.

Men for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Kan man anmelde et værk som Egils saga litterært? Det virker egentlig plat at skulle tildele den anmelderstjerner. Jeg gør det alligevel.

Det giver ganske vist ikke mening at bedømme sagaen som skønlitteratur ud fra de standarder, jeg normalt støtter mig til. Hvis den var skrevet i dag som et skønlitterært værk, ville dommen være, at fortællingen var umanerligt bumpet skruet sammen, usammenhængende, forkert disponeret og plaget af alt for mange kedsommelige opremsninger uden betydning for den dramatiske fortælling. Men det ville jo ikke give mening på den måde at læse de islandske sagaer kontekstfrit.

Jeg er tilbøjelig til at give fem stjerner for det imponerende stykke oversættelses- og redaktionsarbejde, der ligger i Saga Forlags samlede udgivelse af sagaerne. Til Egils saga bliver det så alligevel kun til fire stjerner, men det skyldes kun mit behov for – ud fra de litterære kriterier – at kunne bevare en distance til en anden kendis blandt sagaerne, nemlig Njals saga, som jeg er i gang med nu og næsten er færdig med. Mere om den i et snarligt indlæg her på bloggen.

Tak til Rolf for at inspirere mig til at give mig i kast med de islandske sagaer, herunder til at starte med Egils saga.

K's vurdering: