K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Klassikere

Fjodor M. Dostojevskij: Det døde hus

Af ,
Skriv en kommentar

Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.

Natten til den 23. april 1849 bliver den da 28-årige russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) sammen med tyve andre unge mennesker arresteret af zar Nikolaj I’s hemmelige politi for at have deltaget i revolutionære drøftelser, herunder diskuteret sprængfarlige spørgsmål om livegenskabets ophævelse, liberalisering af styreformen, reform af retsvæsenet mv. >> Læs videre

Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger

Af ,
7 kommentarer

Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.

Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Barndom, opvækst og ungdom

Af ,
3 kommentarer

“Mærkeligt nok – da jeg var barn, bestræbte jeg mig i alt for at synes voksen, mens jeg nu, da jeg er blevet voksen, alt for ofte ønsker at ligne et barn.”

Året her på K’s bognoter startede med Tolstoj (Sevastopolfortællingerne), så det er vel egentlig også meget passende at slutte året med Tolstoj.

Lev Tolstojs Barndom, opvækst og ungdom blev oprindeligt udgivet som tre separate romaner i hhv. 1852, 1854 og 1856, men der er i høj grad tale om én sammenhængende fortælling, så det giver god mening, at de på dansk er udgivet i et samlet bind (her i et genoptryk af Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948). >> Læs videre

Yvan Goll: Eurobacillen

Af ,
3 kommentarer

“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”

Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne. >> Læs videre

George Orwell: 1984

Af ,
4 kommentarer

“Det slog ham, at det mest karakteristiske ved det moderne liv ikke var dets grusomhed og usikkerhed, men simpelthen dets skrabethed, dets snuskethed og dets ligegyldighed.”

George Orwells ikoniske klassiker fra 1948 er glimrende nyoversat til dansk af Rasmus Hastrup. Og romanen holder stadig. I dén grad. >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Gift (Københavnertrilogi III)

Af ,
2 kommentarer

Gift er tredje erindringsroman i Tove Ditlevsens såkaldte Københavnertrilogi. Sproget er let og enkelt som i de to foregående bøger. Men Gift er en mørkere roman, og den er benhård, uagtet Ditlevsens humor. Det er også en virkelig god roman, som uden problemer står distancen her 50 år efter den første udgivelse.

Handlingsmæssigt fortsætter Gift (opr. 1971) præcis der, hvor Ungdom (opr. 1967) slap, det vil sige med Tove Ditlevsens forfatterdebut med digtsamlingen Pigesind i 1939 og med hendes giftermål med Viggo F. Møller, redaktøren af litteraturtidsskriftet Vild Hvede (en forløber for det eksisterende Hvedekorn). >> Læs videre

Tove Ditlevsen: Barndom & Ungdom (Københavnertrilogi I+II)

Af ,
Skriv en kommentar

Tove Ditlevsen skriver enkelt, ligetil og stærkt. Hendes to små erindringsromaner Barndom og Ungdom er værd at læse for det prunkløse, men virkningsfulde sprog, den kradse socialrealisme fra baghusene i Istedgade og i det hele taget for tidsbillederne af Vesterbro i København i 1920’erne og 1930’erne.

Tilståelse: Jeg har faktisk aldrig før læst Tove Ditlevsen. Jo, javel, jeg er i gymnasiet givetvis blevet tvunget til at analysere nogle digte fra Pigeliv eller lignende, men dansktimerne i gymnasiet kan jo ødelægge enhver læseglæde og efterlod mig i dette tilfælde heller ikke med andet end en diffus forestilling om, at Tove Ditlevsen vist mest var noget med noget kedsommelig, socialrealistisk poesi for piger. Siden gik der Anne Linnet i Barndommens gade, og det var heller ikke ligefrem med til at rykke Ditlevsen frem i køen på min læseliste. >> Læs videre

Karel Čapek: Krigen med salamandrene

Af ,
Skriv en kommentar

Karel Čapeks klassiker fremstår her 85 år efter sin første udgivelse stadig overraskende original og underholdende, og den er desværre også fortsat højaktuel, selv om den globale kontekst er en helt anden.

Krigen med salamandrene (opr. 1936) har jeg læst for mange år siden som dreng på et tidspunkt, hvor jeg helt sikkert ikke har forstået, hvad den egentlig handlede om (en af de bøger, jeg fandt i mine forældres bogreol, og hvis titel formentlig har virket tillokkende for en læsebegærlig, men meget ung teenager). >> Læs videre

Karin Boye: Kallocain

Af ,
3 kommentarer

“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”

Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre

Hermann Hesse: Demian

Af ,
Skriv en kommentar

“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.”

Herman Hesse (1877-1962) skrev Demian i 1917, og den blev udgivet som bog første gang i 1919 under forfatterpseudonymet Emil Sinclair, navnet på romanens jeg-fortæller. Først 16 oplag senere i 1920 trådte Hesse frem som forfatteren. >> Læs videre

Marcel Proust: Den genfundne tid 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 12-13)

Af ,
7 kommentarer

Halleluja! Hvilken finale! Sidste del af Prousts monstrøse magnum opus binder det hele sammen og er i sig selv en så udsøgt fornøjelse, at jeg føler mig fristet til bare at starte forfra med en genlæsning af hele værket med det samme.

Jeg har været på sporet af den tabte tid med Marcel Proust i samlet set mere end otte år. Jeg har læst mere end 600 andre bøger ind i mellem, og meget andet af langt større betydning er passeret i mit liv, fra jeg påbegyndte Swanns verden i 2015 til afslutningen af værket med Den genfundne tid. >> Læs videre

Carmen Laforet: Nada

Af ,
1 kommentar

Spansk nyklassiker, som skal læses for sit portræt af en degenereret familie i efterdønningerne af Den spanske borgerkrig. Set fra nutiden bærer den dog præg af at være en debutants første roman og er lidt for usandsynligt melodramatisk for denne læsers smag.

Carmen Laforet (1921-2004) var bare 23 år, da hendes debutroman Nada (1945) vandt den prestigefyldte, spanske litteraturpris Premio Nadal, og hun blev snart udråbt til det store, nye håb i spansk efterkrigslitteratur. >> Læs videre

Marcel Proust: Albertine forsvundet (På sporet af den tabte tid, bind 11)

Af ,
4 kommentarer

I sjette del af Marcel Prousts udforskning af erindringens natur sættes fokus på glemslen som en uadskillelig del af erindringen og som en nødvendighed for, at vi kan bevæge os videre i livet.

Femte del af På sporet af den tabte tid, Fangen (bind 9-10 i den nye, danske udgave), sluttede med, at fortællerens “holdte” kvinde brød ud af sit fangenskab og forlod den sygeligt jaloux Marcel. Hovedparten af de 382 sider i sjette del, Albertine forsvundet, kredser, som titlen antyder, om fortællerens bearbejdning af tabet – som grundlæggende er en glemselsproces. >> Læs videre

Marcel Proust: Fangen 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 9-10)

Af ,
2 kommentarer

Verden åbner op, og vi kommer gradvist ud af vores huler for at indhente det tabte. Hvad kunne være mere passende i denne tid end at genoptage læsningen af På sporet af den tabte tid?

Tilmed falder det sådan, at jeg nu er nået til romanværkets femte del (bind 9 og 10 i den danske udgave fra Multivers) med den yderligere coronaaktuelle titel, Fangen. >> Læs videre

Enheduana: Dronning over verdens magter

Af ,
Skriv en kommentar

KAPANG! 4.300 års lagring i kileskrift har ikke frataget den sumeriske ypperstepræstinde Enheduanas power-digt meget saft og kraft. Dronning over verdens magter i Sophus Helles flotte danske gendigtning fremstår helt frisk, vild og voldsom og i allerhøjeste grad læseværdig.

Og så kommer den danske version fra 2020 tilmed flot gennemillustreret af Johanne Helga Heiberg, hvis illustrationer emmer af samme kraft som teksten og fortolker den på fornem vis. >> Læs videre

Amos Tutuola: Palmevinsdrankeren

Af ,
1 kommentar

Palmevinsdrankeren af Amos Tutuola (1920-1997) er en nigeriansk klassiker, som trækker på myter og eventyr fra en folkelig, mundtlig fortælletradition og kombinerer dem i romanform med masser af surrealistisk humor. Det er en sjov og interessant, men i kraft af den episodiske form alligevel også lidt træg læseoplevelse. Mest for læseren, der i forvejen har en særlig interesse i afrikansk litteratur.

Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Jeg er her endnu. Det er bare blevet forår, og på forunderlig vis har det trukket mere i mig at begrave hænderne i havemuld end at læse. Man skal jo passe sin have, som Epikur har lært os. >> Læs videre

Tarjei Vesaas: Isslottet

Af ,
6 kommentarer

Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.

En omtale af handlingen og temaerne i bogen får den uvægerligt til at lyde en smule tam. Mine ord rækker ihvertfald ikke. Selv havde jeg aldrig fundet på at læse bogen på baggrund af bagsideomtalen, hvis der ikke lige på forsiden havde stået navnet Tarjei Vesaas, forfatteren til Fuglene. >> Læs videre

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Af ,
2 kommentarer

Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.

I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren

Af ,
2 kommentarer

Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.

Med Dobbeltgængeren (opr. 1846) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand

Af ,
3 kommentarer

Yes! Det er sådan her, jeg foretrækker min Dostojevskij: Kort, stram og skarp. Men samtidig med den dybde og de nuancer, som Dostojevskij er kendt for i de store romanværker.

Den evige ægtemand stammer fra den anden periode i Dostojevskijs forfatterskab, dvs. perioden efter hans ophold i en straffelejr i Sibirien. Det er i den periode, han skriver de mest kendte værker, herunder Brødrene Karamazov, som jeg læste i sidste måned. Den evige ægtemand udmærker sig imidlertid ved at være kort, og den er langt mere stramt komponeret end de store, fortællende romaner. >> Læs videre

Marguerite Yourcenar: Kejser Hadrians erindringer

Af ,
1 kommentar

Kejser Hadrians erindringer holder, hvad bagsideteksten lover: Man glemmer ganske, “at ikke kejserens egen hånd har ført pennen”, men at der derimod er tale om den romerske kejsers fiktive erindringer skrevet af den franske forfatter Marguerite Yourcenar.

I 2021 har jeg sat mig for både at få gjort et indhug i de ulæste bøger i mine reoler og få læst nogle flere klassikere. Marguerite Yourcenars Kejser Hadrians erindringer (opr. 1951) opfylder begge kriterier. Romanen fremhæves ofte som et af den franske forfatters hovedværker. Min antikvariske danske udgave fra 1954 (oversat fra fransk af Karl Hornelund) har stået i kø herhjemme i mere end 25 år, kan jeg se af min datering i bogen. Men nu kom det altså over mig at pille den ud af reolen. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov

Af ,
1 kommentar

Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et stykke gribende socialrealisme, en samfundskritik og ikke mindst en dybt moralfilosofisk roman og et mangefacetteret studium af det menneskelige sinds krinkelkroge.

Dostojevskijs sidste, store roman er stadig en fascinerende fortælling, og den gør sig godt i Marie Tetzlaffs nye oversættelse til flydende, letlæst dansk, som samtidig klædeligt bevarer et lidt altmodisch præg i form af enkelte ældre udtryk, så vi ikke helt glemmer, at teksten immervæk er skrevet for mere end 140 år siden.

Men – og jeg er nødt til sige det, når nu ingen andre gør det – den er altså for lang. >> Læs videre

Joan Didion: Intet gælder

Af ,
2 kommentarer

Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.

Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn). >> Læs videre

Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne

Af ,
2 kommentarer

Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men mindre kan gøre det. Fortællingerne er værd at læse for de levende stemningsbilleder fra byen og bastionerne og for Tolstojs satiriske blik på forfængeligheden i de menneskelige relationer.

Den unge Lev Tolstoj (1828-1910) meldte sig i 1851 frivilligt til hæren, og i 1854-1855 deltog han som sekondløjtnant i Krimkrigen, blandt andet under belejringen af Sevastopol på Krim. Sevastopolfortællingerne (opr. 1855) er vokset ud af Tolstojs erfaringer herfra. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af ,
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre

Carlos Fuentes: Aura

Af ,
1 kommentar

Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.

Carlos Fuentes (1928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre

Yashar Kemal: Blikdåserne. En fortælling fra Anatolien

Af ,
Skriv en kommentar

Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.

Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med. >> Læs videre

Dino Buzzati: Bjørnene fra Sicilien. Den berømte historie om bjørnenes erobring af Sicilien

Af ,
1 kommentar

Normalt læser jeg ikke mange børnebøger, slet ikke billedbøger, men da forlaget Jensen & Dalgaard tilbød mig at læse med på den danske udgivelse af Dino Buzzatis Bjørnene fra Sicilien (opr. 1945), blev jeg alligevel nysgerrig – al den stund, at jeg var meget begejstret for Buzzatis voksenroman Tartarernes ørken.

Bjørnene fra Sicilien præsenterer sig som en mytologisk fortælling fra “tidernes morgen dengang, / da dyr de var gode som dagen er lang, / men mennesker til gengæld feje og snu, / og Sicilien slet ikke var som nu.” >> Læs videre

Mikhail Bulgakov: En hunds hjerte

Af ,
3 kommentarer

Herlig, gakket sovjetisk satire, som trods sine næsten 100 år på bagen sagtens kan læses med fornøjelse i dag, selv om tidens tand ikke er gået sporløst hen over den.

Forfatteren og dramatikeren Mikhail Bulgakov (1891-1940) har status som en af det hedengangne Sovjetunionens største satirikere. Af ham har jeg tidligere læst hovedværket Mesteren og Margarita (opr. 1928-1940), som jeg husker som vidunderligt rablende og aldeles udsyret. >> Læs videre

Yasunari Kawabata: The Sound of the Mountain

Af ,
2 kommentarer

En melankolsk meditation over alderdom, tidens gang og livets fortrydelser. Stilfærdigt fortalt i Kawabatas genkendelige lavmælte tone, som ligesom i andre af Kawabatas romaner imidlertid dækker over voldsomme og dramatiske følelser.

Jeg bliver hængende lidt i Japan med endnu en fremragende roman af mesteren Yasunari Kawabata (1899-1972). The Sound of the Mountain blev oprindeligt udgivet som en serie over perioden 1949-1954. Romanen udspiller sig i Tokyo i et Japan, der stadig vånder sig efter Anden Verdenskrigs sår. >> Læs videre