“Mærkeligt nok – da jeg var barn, bestræbte jeg mig i alt for at synes voksen, mens jeg nu, da jeg er blevet voksen, alt for ofte ønsker at ligne et barn.”

Året her på K’s bognoter startede med Tolstoj (Sevastopolfortællingerne), så det er vel egentlig også meget passende at slutte året med Tolstoj.

Lev Tolstojs Barndom, opvækst og ungdom blev oprindeligt udgivet som tre separate romaner i hhv. 1852, 1854 og 1856, men der er i høj grad tale om én sammenhængende fortælling, så det giver god mening, at de på dansk er udgivet i et samlet bind (her i et genoptryk af Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948).

Tolstoj havde planlagt et fjerde bind (anden del af “Ungdom”), hvilket fremgår af afslutningen af den tredje bog, men det blev aldrig til noget. Han blev optaget af andre projekter. Som læser må man ærge sig (ikke over Tolstojs andre romanprojekter, bevares), men over, at dette semi-selvbiografiske romanværk aldrig blev færdiggjort. For som det fremstår nu, tigger det i dén grad på en fortsættelse, som kunne have gjort det samlede værk til et mesterværk.

Værket er ikke en selvbiografi, det er en roman. Personerne og omstændighederne er ikke fuldt ud sammenfaldende med Tolstojs eget liv, men som Ejnar Thomassen skriver i sit forord fra 1948, kan man godt tage for givet, at hovedpersonen og jeg-fortællerens følelsesmæssige og intellektuelle udvikling på mange måder afspejler Tolstojs egen, ligesom man kan gætte på, at mange personer og scener har hentet direkte inspiration fra hans eget liv. Sådan er forholdet jo ofte mellem romaner og deres forfattere, men det er formentlig i særlig grad tilfældet her, hvilket jeg i disse dage bekræftes i ved at læse Tolstojs langt senere Bekendelser (mere om den i en kommende anmeldelse).

Barndom fortæller om en periode i den 10-11-årige Nikolai Irténjevs liv. Bogen var den da kun 24-årige Tolstojs romandebut, og den vakte ved udgivelsen i 1852 ifølge Ejnar Thomassens forord stor opmærksomhed og ros i samtidens Rusland. Læst som enkeltstående værk er det måske lidt svært at forstå for en nutidig læser, for som roman betragtet er Barndom temmelig episodisk i sin karakter.

Jeg har ikke gjort noget for at opdyrke samtidens reception af Barndom, men måske kan den datidige begejstring hænge sammen med, at indlevede fortællinger fra et barns synsvinkel endnu ikke var så almindelige. Dertil kommer naturligvis – og her kan vi som nutidige læsere fuldt ud være med – Tolstojs flotte sprog og hans eminente iagttagelsesevne, uanset om det angår hverdagslivet på et herskabeligt, adeligt gods i datidens Rusland, beskrivelserne af naturen, forholdet mellem søskendebørn, den første barndomsforelskelse eller den store tragedie i form af fortællerens mors tidlige død.

I Opvækst følger vi fortælleren i årene efter morens død, hvor han opdrages hos sin mormor i Moskva, mens Ungdom, den længste af de tre bøger, handler om hans gymnasietid og første år på universitetet. Det er med de to senere bøger og især Ungdom, at værket for alvor udfolder sig, og den første bog, Barndom, får i det lys bedre mening.

Jeg skal afholde mig fra yderligere omtale af den ydre handling, for det vigtigste er fortællerens indre liv. Egentlig fremstår den unge Nikolai Irténjev som en temmelig usympatisk person, men mestendels bare som meget ung – og det er jo også pointen.

Som ung adelsmand, født med en sølvske i munden, er han mest af alt optaget af, hvordan han tager sig ud. Om han klæder sig rigtigt og gebærder sig rigtigt til måltider, under visitter, til baller, i venners lag, over for ældre og jævnaldrende, sin bror og sin søster og over for pigerne. Og så vil han så frygteligt gerne være voksen.

Som ung udvikler han en særlig optagethed af at være comme il faut, hvilket har alt at gøre med manerer og intet med indre, menneskelige kvaliteter, men han har ikke livserfaringen til at skelne imellem dem. Det gør ham til en i det ydre arrogant og overfladisk overklassesnob.

Og hvorfor er det interessant at læse om? Selvfølgelig fordi Tolstoj gennem den indlevede skildring af den unge Nikolai Irténjev skildrer helt almenmenneskelige udviklingstræk.

Der er på mange måder langt fra hverdagen for de fleste af os til de bonede gulve, hvor en ung adelsmand kunne begå sig i første halvdel af det 19. århundredes Rusland. Men den grundlæggende angst hos et ungt (og for så vidt ældre) menneske for ikke at være elsket, ikke at blive accepteret, at falde igennem, ikke at begå sig efter de normer, der gør sig gældende i det samfund, man er en del af – den angst vil også de fleste nutidige læsere kunne spejle sig i, endda ganske præcist.

Tolstojs mesterskab består i, at han med sin indlevelsesevne formår at bygge bro til sine læsere, selv de af os, der først læser ham op mod 170 år senere. For selv når fortælleren i Barndom, opvækst og ungdom er allermest utålelig, pinagtigt arrogant og tomt prætentiøs, så forstår vi ham.

Dertil kommer alle de fine miljøbeskrivelser fra herskabslivet, som Tolstoj senere udfolder så mesterligt i Anna Karenina og Krig og fred, og de er i sig selv en fornøjelse at læse. Og allerbedst synes jeg faktisk, at Tolstoj er i sine naturbeskrivelser, som emmer af liv og friskhed.

Endelig må jeg også nævne den underspillede humor, som værket også emmer af. Tag som eksempel her et uddrag af den unge fortællers overvejelser over de forskellige former for kærlighed, som også giver anledning til at ironisere over det franske snobberi i den russiske overklasse i det 19. århundrede (idet vi undskylder Tolstoj for kønschauvinismen henset til tiden):

Hos os i Rusland er det således, at en vis klasse mennesker, der elsker med den skønne kærlighed, endda ikke nøjes med at tale om den til alle og enhver, men absolut må tale om den på fransk. Hvor komisk og besynderligt det end lyder, er det dog min overbevisning, at der i visse kredse af vores samfund har været og endnu findes talrige individer fortrinsvis af kvindekønnet, hvis kærlighed til vennen, til ægtemanden, ja til børnene, meget hurtigt ville fordunste, dersom de ikke kunne give den udtryk på fransk.

I den foreliggende ufuldendte version når Barndom, opvækst og ungdom dog ikke mesterens senere højder. Der mangler simpelthen noget. Det er en udviklingsroman, men vi mangler at se udfoldelsen af det næste – og forventeligt vigtigste – trin i den unge protagonists udvikling, som antydes på de allersidste sider i Ungdom. Når man kender til Tolstojs senere værker, kan man dog gætte, hvor det bærer hen.

Værkets uafsluttede karakter skal nu ikke afholde mig fra at anbefale bøgerne, for de har meget at byde på. Jeg er dog ikke enig med litteraturprofessoren fra Harvard College, William Mills Todd III, der på bagsiden af mit eksemplar er citeret for, at han “ikke kan forestille [sig] et bedre sted for nye Tolstoj-læsere at starte.” Jeg vil hellere sige: Begynd med kortromanen Ivan Iljitjs død (endnu det stærkeste, jeg har læst af Tolstoj eller måske af nogen som helst), nogle af novellerne (Herre og tjener er sublim) eller dyk direkte ned i Anna Karenina (som ikke bør afskrække nogen, for selv om den er lang, er den ikke svær, og fortællingen er så medrivende, at man ikke ønsker sig den kortere).

K's vurdering: