Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.
Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk. >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Stanisław Lems psykologiske og filosofiske science fiction-gyser fra 1961, klassikeren Solaris, holder stadig, selv om Lem gør hvad han kan for at afbryde den ellers elementært spændende handling med lange og tunge teoretiske kapitler.
Solaris (opr. 1961) af polske Stanisław Lem (1921-2006) fremhæves ofte som en milepæl i det 20. århundredes science fiction-litteratur. >> Læs videre
Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.
Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker. >> Læs videre
Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.
Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en af Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham. >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.
Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Den sene Tolstojs roman om den tjetjenske frihedshelt Khadzji-Murat skal selvfølgelig læses, hvis man er Tolstoj-fan og vil have det hele med. Og den har højdepunkter nok til, at jeg kan anbefale den. Men der er helt sikkert andre og bedre steder at starte, hvis man stadig har sit første møde med mesteren til gode.
“Verdens bedste historie,” er den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom citeret for at have kaldt Lev Tolstojs roman om den tjetjenske oprørshelt Khadzji-Murat. Det er jo noget af et skudsmål. Nu kender jeg ikke den fulde sammenhæng, som Blooms citat er revet ud af, men det er nok ikke et udtryk, jeg selv ville have brugt. >> Læs videre
En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at den moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.
Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem. >> Læs videre
Amerikanske Sherwood Andersons Mange ægteskaber fra 1923 fremstår på flere måde lidt bedaget i dag, men den har nu stadig noget over sig, først og fremmest på grund af Andersons sprog.
Mange ægteskaber er endnu en klassiker, som jeg har lyttet til som lydbog. Sherwood Anderson (1876-1941) er en del af den amerikanske litterære kanon, men jeg har faktisk ikke læst noget af ham før. Hans mest kendte værk er novellesamlingen Winesburg, Ohio (1919), som står i kø i min reol blandt en mængde andre amerikanerne. >> Læs videre
Ja, Jane Austen har jo klassikerstatus, så hende skal man jo læse noget af. Den pligt har jeg så opfyldt nu …
Jeg har tidligere forsøgt mig med Jane Austens Pride and Prejudice, men jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på den og opgav efter 130 sider (kan jeg se på et efterladt, blegnet bogmærke). Der skete simpelthen for lidt over for mange sider. >> Læs videre
Nick Joaquín (1917-2004) er bredt anerkendt som en af de væsentligste filippinske forfattere i det 20. århundrede. Jeg tror dog ikke kun, at det er en projektion af min egen uvidenhed indtil for nylig, hvis jeg antager, at hans navn er de færreste danske læsere bekendt.
Det kan i givet fald selvfølgelig skyldes, at han ikke er oversat til dansk. Men på trods af, at han skrev på engelsk, kan man formentlig godt udbrede antagelsen om hans relative ukendthed til store dele af den øvrige læsende verden. En af årsagerne hertil kan måske være, at hans værk i meget høj grad er vokset ud af og kan læses som en reflektion over filippinsk kultur og historie, som teksterne synes at være i en bestandig, kritisk dialog med. >> Læs videre
Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.
Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn? >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse.
Det kan altid være lidt vanskeligt at anmelde en klassiker. Det gælder ikke mindst, når der er tale om én af de allerstørste som Charles Dickens’ Store forventninger (opr. Great Expectations, 1860-1861), der allerede for flere generationer siden er blevet kanoniseret som måske den bedste af Dickens’ romaner, er blevet fortolket i hundredevis af versioner for film, tv og teater og optræder som reference i formentlig endnu flere andre romaner (jeg skal på disse sider straks vende tilbage til en nærmere omtale af en nyere én af slagsen, nemlig newzealandske Lloyd Jones’ Mister Pip, som faktisk var anledningen til, at jeg greb tilbage til Dickens’ klassiker). >> Læs videre
Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre
Nyklassisk liberiansk kortroman, som angiveligt stadig er obligatorisk pensum i liberianske skoler. Interessant som et indblik i liberiansk kultur, om end ikke decideret verdensklasselitteratur i sig selv – efter denne læsers ydmyge mening.
Liberia er endnu et af de lande, hvorfra udvalget af skønlitteratur er forholdsvis begrænset. De få romaner, jeg er stødt på i min research efter liberiansk litteratur til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger, appellerede ikke voldsomt meget til mig, så mit valg faldt i stedet på den nyklassiske kortroman/lange novelle, Murder in the Cassava Patch, af Bai T. Moore (1916-1988). >> Læs videre
Jørgen-Frantz Jacobsens klassiske, færøske kærlighedsdrama om den underskønne Barbara, der på én gang er skabt uden et gran af ondt i sig, men samtidig er prisgivet sine sanser og følelser, hvorfor hun er dømt til at volde sine omgivelser og i sidste ende sig selv stor smerte. Den er stadig værd at læse, selv om årene ikke er gået upåagtet hen over romanen.
Jørgen-Frantz Jacobsen (1900-1938) er næst efter William Heinesen vel nok Færøernes mest berømte romanforfatter – på trods af, at han i sit korte, turberkuloseplagede liv kun nåede at skrive én roman, Barbara, som udkom første gang i 1939, året efter Jacobsens død. >> Læs videre
Efterfølgeren til Chinua Achebes klassiker, Things Fall Apart, kan læses som en roman om den kulturelle skizofreni hos en ung lovende nigeriansk mand, der vender hjem til Nigeria efter universitetsstudier i London i 1950’erne. Og om hvordan idealer og principper står for fald i det korruptionsplagede land.
Chinua Achebes (1930-2013) debutroman, Things Fall Apart, fra 1958 (udgivet første gang på dansk i 1986 som Alt falder fra hinanden) er angiveligt den mest læste afrikanske roman nogensinde, og dens klassikerstatus er uomtvistelig. Et symptom herpå er f.eks., at jeg i talrige af de afrikanske romaner, jeg har læst og omtalt andetsteds på disse sider, gang på gang støder på referencer til den korte roman. >> Læs videre
Lesothiske Thomas Mofolos klassiske roman om zulukongen Shaka kan stadig læses med udbytte – men alderen fornægter sig ikke, og romanen har nok mest litteraturhistorisk interesse i dag.
Shaka Senzangakhona (ca. 1787-1828), ofte bare omtalt som Shaka/Chaka eller Shaka Zulu, er kendt som erobreren, der i første del af det 19. århundrede skabte et stor zuluimperium i det sydlige Afrika. >> Læs videre
Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.
The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).
Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab. >> Læs videre
Gotiske skæbnefortællinger, groteske fabler, modernistisk-psykologiske vanvidshistorier og en gennemgående optagethed af død og vold og menneskets udleverethed til naturen (i sig selv). Argentinske Horacio Quiroga er ikke for enhver, men er afgjort et bekendtskab værd – dog mest for den litteraturhistorisk interessede.
Horacio Quiroga (1878-1937) blev født og voksede op i Uruguay, men han tilbragte store dele af sit voksne liv i Argentina, og han betragtes normalt som en argentinsk forfatter. >> Læs videre
Hører du til dem, der gerne lader dig udfordre af anderledes litteratur, men trods alt tænker, at dit læseliv er for kort til vietnamesisk, satirisk samtidslitteratur fra 1930’erne? Så læs Vũ Trọng Phụng og bliv glædeligt overrasket. Số Đỏ (eng. Dumb Luck) fra 1936 er overraskende frisk, tilgængelig, vittig og skarp, modernistisk satire, som stadig holder, også for den europæiske læser.
Jeg faldt tilfældigt over Dumb Luck i en boghandel i Hanoi (mere om Hanois boghandeler i et senere indlæg). Jeg havde ganske vist aldrig hørt om hverken romanen eller forfatteren Vũ Trọng Phụng (1912-1939) før, men jeg kunne læse mig til, at den foregår i Hanoi i 1930’erne og i dag har fået status af vietnamesisk, satirisk klassiker – efter at have været forbudt i det meste af landet indtil 1986. >> Læs videre
Endnu en klassiker af Henry James. Sublimt sprog og ironisk raffinement. Ikke den bedste James, jeg har læst, men mindre kan i dén grad også gøre det.
Henry James’ korte roman, Washington Square (1880), udspiller sig midt i det 19. århundrede som et slags kammerspil mellem primært fire personer: >> Læs videre
Henry James’ smukke, omhyggelige, klassiske sprog er en nydelse at læse og lytte til, også i dansk oversættelse. Dette sprog, kombineret med James’ vid, som afslører sig i hans underfundige, kun akkurat sporbare ironiske distance til det bedre borgerskab i New England i midten af det 19. århundrede, bringer ham og Europæerne op i mesterskabsklassen.
Forfatteren Henry James (1843-1916) blev født og voksede op i USA, men han tilbragte mange år i Europa og endte sine dage som britisk statsborger. Både USA og Storbritannien gør følgelig krav på hans litterære arv. I Europæerne (opr. 1878, første gang udgivet på dansk i 2013 i en mesterlig fordanskning af Juliane Wammen) bringer Henry James sine to verdener sammen: >> Læs videre
Klassisk camerounsk roman fra 1956 om den kristne kirkes og missionærvirksomheds mere eller mindre velvillige meddelagtighed i den europæiske kolonialisme i Vestafrika.
The Poor Christ of Bomba foregår i Fransk Cameroun i 1930’erne og er fortalt i form af fortællerens dagbog over cirka en måned. Fortælleren, Denis, er en ung assistent hos den franske leder af en katolsk missionstation i Bomba. Denis er ikke andet end en stor dreng, han er overbevist kristen, næsegrus beundrer af præsten, men i kraft af sin alder også ganske naiv og uprøvet af livet. >> Læs videre
Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.
Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea. >> Læs videre
Ja, så gør jeg det igen: Med den her går jeg nok lige til grænsen for, hvad jeg kan byde jer, der ellers trofast følger disse bognoter. Altså bortset fra de af jer, der måtte have en særlig antropologisk og kulturhistorisk interesse i klassisk, episk digtekunst inden for vestafrikansk, mundtlig fortælletradition.
Men der er altså ikke meget at vælge imellem, når det kommer til litteratur fra det ellers geografisk store vestafrikanske land, Niger. The Epic of Askia Mohammed er således den absolut eneste udgivelse på engelsk, jeg har kunnet opspore fra landet i forsøget på at indløse min ambition om at læse verden rundt i bøger. >> Læs videre
