K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Boganmeldelser / Skønlitteratur / Klassikere

James Joyce: Dubliners

Af ,
2 kommentarer

Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. Dubliners er ren læsenydelse.

Dubliners er mit første livtag med James Joyce. Eller rettere: Jeg havde forberedt mig på, at det skulle blive et livtag – henset til Joyces notoriske ry for at være svært utilgængelig. Dette ry skyldes nu nok mest senere hovedværker som Ulysses og Finnegan’s Wake, som jeg endnu har til gode. >> Læs videre

Jean Rhys: Wide Sargasso Sea

Af ,
Skriv en kommentar

Jean Rhys’ nyklassiker Wide Sargasso Sea er en fin roman i egen ret, som samtidig er kendt for sin særegne fortolkning af én af den britiske litteraturkanons mere mystiske karakterer: Den gale, lidenskabelige kreolerinde på loftet, som ender med at brænde godset ned i Charlotte Brontës klassiker, Jane Eyre.

Hos Charlotte Brontë er kreolerinden Bertha eller Antoinette Cosway en ravende vanvittig kvinde, som den stakkels Mr. Rochester er blevet smedet sammen med i et arrangeret ægteskab indgået i Caribien i hans pure ungdom, og hvis sindssygdom, han ingen skyld har i. Hendes rolle i historien i Jane Eyre er primært at stå i vejen for Jane og Mr. Rochesters kærlighed. Derudover kan hendes karakter tolkes symbolsk som en inkarnation af den vildskab og passion, som den ellers så korrekte og dydige Jane måske gemmer i sig. Men noget selvstændigt liv som person får Antoinette Cosway aldrig i Charlotte Brontës roman. >> Læs videre

Alexandros Papadiamandis: The Murderess

Af ,
2 kommentarer

Nyklassisk græsk kortroman om ondskaben forklædt som godhed.

Den græske forfatter Alexandros Papadiamandis (1851-1911) var født på den lille ø Skiathos, hvor hans roman om mordersken Hadoula også udspiller sig (opr. Η Φόνισσα (1903), oversat til engelsk af Liadain Sherrards som The Murderess (2011)).

Romanen bærer undertitlen A Social Tale, hvilket kunne forlede en til at betragte den som primært et stykke hundrede år gammelt, græsk socialrealisme. Romanen rummer da ganske rigtigt også beskrivelser af det hårde, nøjsomme liv blandt mennesker af fattige kår i de græske øsamfund. Men romanen er mere og andet end socialrealisme, den er snarere en roman om, hvordan ondskaben som sådan kan overtage et menneske – forklædt som ønsket om at gøre gode gerninger. >> Læs videre

Kurban Said: Ali & Nino. En kærlighedshistorie

Af ,
2 kommentarer

Den aserbajdsjanske ‘nationalroman’ er egentlig ikke så interessant som kærlighedshistorie, men til gengæld spændende som fortælling om det kulturelle skisma mellem Asien og Europa i den transkaukasiske region. Og så er den et – ufrivilligt – interessant vidnesbyrd om orientalistiske stereotyper i det europæiske litterære miljø i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Romanen udspiller sig i Aserbajdsjan, primært i hovedstaden Baku, med afstikkere til Karabakh, Georgien og den persiske/iranske ørken. Tiden er perioden fra lige før udbruddet af første verdenskrig, henover den russiske revolution og frem til bolsjevikkernes annektering af Aserbajdsjan efter afslutningen af krigen. >> Læs videre

Wilson Harris: Palace of the Peacock

Af ,
Skriv en kommentar

Tænk Conrads Heart of Darkness kombineret med Herzogs Aguirre, den gale erobrer og tilsæt en vision om skabelse, apokalyptisk undergang og opstandelse fortalt i intens, lyrisk prosa. Så nærmer du dig noget, der kan minde om guyanske Wilson Harris’ fascinerende, men udfordrende kortroman Palace of the Peacock fra 1960.

Jeg skal advare mod spoilers i det efterfølgende, for Palace of the Peacock er en af den slags romaner, det er stort set umuligt at skrive noget meningsfuldt om uden samtidig at afsløre noget af ‘handlingen.’ På den anden side: Hvis du kun er til romaner med en traditionel handling, så hvil betrygget i, at denne ikke er noget for dig.

Jeg var undervejs bestemt heller ikke sikker på, om den var noget for mig – ihvertfald måtte jeg strække både min opmærksomhed og min tolerance overfor det umiddelbart uintelligible til det yderste under læsningen. Jeg hører ganske vist til dem, der gerne læser romaner, der udfordrer – men Wilson Harris spænder buen hårdt. >> Læs videre

Julio Cortázar: Hinkeleg

Af ,
Skriv en kommentar

Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.

Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.” >> Læs videre

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne

Af ,
Skriv en kommentar

Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre

Hermann Hesse: Siddhartha

Af ,
Skriv en kommentar

Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv om årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.

Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre

Augusto Monterroso: Complete Works and Other Stories

Af ,
Skriv en kommentar

Allerede titlen på denne novellesamling, Complete Works and Other Stories, af den guatemalanske forfatter Augusto Monterroso (1921-2003) antyder, at vi her er i hænderne på en skæmtekunstner med glimt i øjet.

Og titlen skuffer ikke. Augusto Monterroso er en stor satiriker med en fremragende pen og en sans for det pudsige og det groteske – men også for det menneskeligt rørende, der ind imellem får lov at titte frem midt i det bizarre. >> Læs videre

Tayeb Salih: Season of Migration to the North

Af ,
1 kommentar

“I’ll liberate Africa with my penis.” Se, dét var en sætning, jeg ikke havde ventet at læse i en sudanesisk roman fra 1966 … Sådan kan man få punkteret sine fordomme, når man har givet sig selv den udfordring at komme alle lande i verden rundt i bøger. Men det er nu ikke dét i sig selv, der gør Tayeb Salihs nyklassiker Season of Migration to the North til en mesterlig roman – for dét er den.

Det, det gør Season of Migration fortjent til sin status som klassiker, er dens raffinererede, eksperimenterende komposition, der sætter læserens opmærksomhed og hjerneceller på arbejde. Det er Tayeb Salihs smukke, billedskabende sprog. Det er den elegante og samtidig udfordrende måde, hvorpå romanen inviterer til reflektion over en mængde spørgsmål uden at tilbyde lette eller entydige svar. >> Læs videre

Gerard Reve: The Evenings – A Winter’s Tale

Af ,
Skriv en kommentar

Hollandsk, eksistentialistisk efterkrigsklassiker fra 1947 er nu endelig – med knap 70 års forsinkelse – oversat til engelsk.

Hollandske Gerard Reve (1923-2006) udgav oprindeligt sit hovedværk De Avondens (Aftenerne) i 1947 som kun 24-årig. Romanen vakte angiveligt en del furore sin tid -. formentlig på grund af dens nihilistiske hovedperson og det forhold, at reflektioner over krigen og besættelsen for en efterkrigsroman at være er markant fraværende i romanpersonernes bevidsthed (ihvertfald eksplicit). I dag har romanen imidlertid klassikerstatus i Holland, og i november 2016 er den så altså endelig blevet tilgængelig i oversættelse for os, der ikke behersker det hollandske. >> Læs videre

Mariama Bâ: So Long a Letter

Af ,
Skriv en kommentar

Stærk senegalesisk feministisk nyklassiker. Noget så sjældent som en roman, der både har et tydeligt politisk budskab og samtidig er flot skrevet, velkomponeret og båret af troværdige persontegninger.

Romanen tager form af et brev fra den nylige enke, skolelæreren Ramatoulaye, til hendes gamle veninde, Aissatou. Ramatoulayes lange brev er skrevet i form af dagbogsnoter fra den sidste del af en obligatorisk sørgeperiode, som hun ifølge den senegalesiske version af Islam skal tilbringe i isoleret husarrest. >> Læs videre

Emily Brontë: Wuthering Heights

Af ,
Skriv en kommentar

Ja, det er jo en klassiker, og nu har jeg læst den. Emily Brontës bitterromantiske drama med et gotisk twist om Cathy og Heathcliff, der går så grueligt meget igennem for ikke at få hinanden, undtagen i døden, kan stadig fascinere et stykke hen ad vejen. Men den er ærlig talt også lidt lang og lidt kedelig.

Jeg er nok ikke den største fan af storladne romantiske dramaer, klassikere eller ej, og på den vis måske heller ikke den rette til at sætte pris på Emily Brontës überklassiker Wuthering Heights (dansk: Stormfulde højder) fra 1847.

Bogen udkom oprindeligt under pseudonym samtidig med søstrene Charlotte og Annes Jane Eyre og Agnes Grey (ligeledes under pseudonym), og den er siden genudgivet utallige gange. Jeg har læst den i en relativt ny udgave (men efter den oprindelige tekst) med forord af Patti Smith i flot udstyr med indsatte farveplancher med illustrationer af Rovina Cai. >> Læs videre

Hermann Ungar: De lemlæstede

Af ,
2 kommentarer

“Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.”

Sådan skrev Stefan Zweig i en omtale af Hermann Ungars (1893-1929) debutroman De lemlæstede (Die Verstümmelten) fra 1922, som nu foreligger første gang på dansk. Thomas Mann toppede op ved at kalde den “… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil …” >> Læs videre

Charlotte Brontë: Jane Eyre

Af ,
Skriv en kommentar

Dannelsesroman og kærlighedshistorie tilsat et stænk let, gotisk uhygge og et dobbeltgængermotiv. Jane Eyre er klassiker med stort K. Dens næsten 170 år på bagen fornægter sig ikke, men den kan sagtens tåle at blive læst også her i 2016.

Charlotte Brontë (1816-1855) var den ældste af de tre engelske Brontë-søstre, som alle har begået store romanklassikere, hvor jeg dog stadig har bekendtskabet med de øvrige søstres værker til gode (med Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey som de mest kendte).

Jeg skal advare om enkelte spoilers i det følgende vedrørende handlingen – men hvis du nogensinde har hørt om Jane Eyre (og det har du nok), så har du nok også hørt om de væsentligste figurer og handlingselementer. >> Læs videre

Okot p’Bitek: Song of Lawino & Song of Ocol

Af ,
Skriv en kommentar

Okay, okay, jeg er selv bevidst om det: Jeg trækker muligivs lovlig hårdt på tålmodigheden hos nogle følgere af K’s bognoter med disse to ugandiske langdigte fra 1966 og 1970. Lawinos sang og Ocols sang er ikke desto mindre ikke alene historisk interessante, men også i egen ret både overraskende underholdende og relativt lettilgængelige. De er værd at læse.

Okot p’Bitek (1931-1982) blev født i Gulu i det nordlige Uganda i en familie af det luo-talende acholi-folk på det tidspunkt, hvor Uganda stadig var et britisk protektorat. Han blev uddannet antropolog fra Oxford University i 1963, men flyttede siden tilbage til Uganda efter selvstændigheden.

Okot p’Bitek skrev oprindeligt sit mest kendte værk, Song of Lawino på acholiernes sprog luo, men oversatte det selv til engelsk til den form, det blev udgivet i første gang i 1966 (originalen på luo blev først publiceret i 1971). Opfølgeren Song of Ocol fulgte i 1970 som et selvstændigt værk, der imidlertid vil være svært at forstå, hvis man ikke kender Lawinos sang. Det giver derfor god mening, at de to langdigte udgives samlet som i den version, jeg har læst. >> Læs videre

Juan Rulfo: Pedro Páramo

Af ,
Skriv en kommentar

Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.

En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde… >> Læs videre

Herman Melville: Bartleby, the Scrivener

Af ,
Skriv en kommentar

“I would prefer not to.” Sådan lyder den anæmiske skriverkarl Bartlebys svar på enhver anmodning, hans arbejdsgiver eller andre stiller ham overfor i Herman Melvilles pudseløjerlige og psykologisk foruroligende novelle fra 1853.

Og sådan ville mit svar også have lydt indtil for nylig, hvis nogen havde spurgt mig, om jeg var interesseret i at læse noget mere af den fejrede gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville (1819-1891). I would prefer not to. Jeg ville foretrække at lade være. Helst ikke.

Jeg havde således næsten forsvoret, at jeg skulle læse noget af Melville igen, efter at hans murstensroman Moby Dick (1851) nær havde taget livet af min lyst til at læse litteratur for nogle år siden. Den stadig står for mig som en af de kedeligste bøger, jeg nogensinde har tvunget mig selv til at læse, klassiker eller ej. Måske er jeg et offer for ignorantens arrogance, men hver gang jeg ser Melvilles monster af en hvalbog trone i toppen af lister over verdens bedste bøger nogensinde, kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der har placeret den dér, sgu ikke kan have læst bogen selv, eller hvis de har, så ufrivilligt spiller med i Kejserens nye klæder. Ja, ja, den har mange kvaliteter, men den er og bliver først og fremmest kedelig. >> Læs videre

Thomas Pynchon: The Crying of Lot 49

Af ,
Skriv en kommentar

Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.

Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.

Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre

Georg Trakl: Sebastian i drømme

Af ,
Skriv en kommentar

“Snart formørkes det grublende menneskes pande.” Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad denne strofe fra Georg Trakls klassiske digtsamling Sebastian i drømme egentlig skal betyde. Men det lyder tungt og som noget, der kan overgå mig selv, hvis jeg skulle fortabe mig i forsøg på at forstå Trakl. Det tror jeg, at det gælder om at undgå.

Den østrigske digter Georg Trakl (1887-1914) spiller en ikke helt ubetydelig rolle i Lutz Seilers roman Kruso (2014, da. 2015), som jeg læste i sidste uge. Her refereres hovedpersonen Ed ustandseligt for at citere digte af Trakl, og digtene udgør et ikke uvigtigt kontaktpunkt mellem Ed og titelkarakteren Kruso (uden at vi dog som læsere får citeret en eneste strofe af Trakl i romanen).

I den forbindelse kunne jeg kun opfatte det som en invitation, da jeg i denne uge i en boghandel tilfældigt faldt over Trakls angivelige hovedværk, samlingen Sebastian i drømme, som netop er genudgivet på forlaget Rosinante i delvis ny dansk gendigtning ved Rolf Gjedsted. >> Læs videre

Harper Lee: To Kill a Mockingbird

Af ,
2 kommentarer

Der er vel næppe nogen international udgivelse fra i år, der har været hypet i samme grad som Harper Lees Go Set a Watchman (da. Sæt en vagtpost ud) – den først nu udgivne efterfølger (selv om den blev skrevet før) til hendes amerikanske nyklassiker To Kill a Mockingbird (da. Dræb ikke en sangfugl).

For mig har al denne hype været inspiration til for første gang at læse Harper Lees oprindelige bog. Også foranlediget af, at jeg faldt over en i særklasse smuk udgave fra Harper Perennial.

Og nu er det så, at jeg vel forventes at erklære, at bogen har opnået sin klassikerstatus med god grund. Men idet jeg beklager overfor de mange fans: Jeg kan altså ikke melde mig ubetinget i koret af lovprisere. >> Læs videre

Henry James: Skruen strammes

Af ,
2 kommentarer

“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898 Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig her 117 år efter.

Henry James (1843-1916) sidder tungt på sin plads i den amerikanske/britiske litteraturkanon. Både amerikansk og britisk, idet han er født i USA, men emigrerede til Storbritannien, hvor han etablerede sig i 1869 og opnåede statsborgerskab i 1915.

Kortromanen Skruen strammes (1898) er en af James’ mindre romaner og mit første møde med ham, her i en dansk nyoversættelse fra 2012, men den har så absolut øget min appetit på at læse mere fra forfatterskabet. >> Læs videre

Chinua Achebe: Things Fall Apart

Af ,
Skriv en kommentar

Nigeriansk romanklassiker er stadig værd at læse for sit indblik i livet i et traditionelt, vestafrikansk landsbysamfund.

Chinua Achebes (1930-2013) debutroman Things Fall Apart fra 1959 har status af en klassiker indenfor afrikansk romankunst. Mange steder vil man kunne se den omtalt som “den første afrikanske roman” forstået som den første roman skrevet af en afrikansk forfatter, om afrikanske forhold og fra et afrikansk synspunkt. Det er muligvis en tilsnigelse hævde, at Achebes roman var den allerførste “afrikanske roman” i dén forstand, men det var ihvertfald dén, der fik det første internationale gennembrud.

Things Fall Apart er historien om Okonkwo fra den fiktive klan Umuofia blandt Ibo-folket i det nuværende Nigeria. >> Læs videre

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Af ,
2 kommentarer

I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland (1865). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof markerer det med en ny dansk oversættelse af klassikeren og opfølgeren Through the Looking-Glass, and what Alice found there (1871) udgivet med forfatterens originale illustrationer, som angiveligt ikke tidligere har været optrykt i dansk sammenhæng.

Da jeg så nyudgivelsen, gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig har læst de oprindelige bøger, og jeg har nu benyttet anledningen til at få rettet op på denne mangel i min litterære selvopdragelse. >> Læs videre

Ernest Hemingway: Men Without Women

Af ,
Skriv en kommentar

Når Hemingway er bedst, som han er i flere af de 14 noveller i denne samling, er han fremragende. Når han i andre af dem er knap så god, er hans sprog ikke desto mindre stadig en nydelse at læse.

De 14 noveller er vidt forskellige og bringer os rundt i en god del af de klassiske Hemingway-temaer: Tyrefægtning, boksning, første verdenskrig, skiløb, cykelløb, fiskeri og kærlighed.

Med lidt god vilje kan man tolke titlen på samlingen som et bud på en sammenhængende tråd,men egentlig er der ikke nogen, ud over at de handler om mænd, mere eller mindre uden kvinder. Der behøver heller ikke være en sammenhængende tråd, for de enkelte historier står fint i egen ret. >> Læs videre

Selma Lagerlöf: Køresvenden

Af ,
Skriv en kommentar

Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).

Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.

Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død

Af ,
2 kommentarer

Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.

Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.

Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.

Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning. >> Læs videre

Marcel Proust: Sodoma og Gomorra 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 7-8)

Af ,
Skriv en kommentar

Sjæle-botanikeren Proust samler nye arter og udforsker flere aspekter af nogle af de kendte.

Alle de begejstrede superlativer, jeg tidligere har anvendt om de første bind af Prousts store værk, På sporet af den tabte tid, gælder også denne fjerde del af værket (bind 7-8 i den nye danske oversættelse). Jeg var for nogle måneder siden ganske vist tæt på at gå kold undervejs i tredje del af værket, Guermantes’ verden, men med Sodoma og Gomorra er jeg tilbage på sporet. Proust er igen en renlivet fornøjelse at læse.

Sodoma og Gomorra (1-2) udgør samtidig den hidtil mest underholdende del af værket. Bind 1 åbner sågar med et kort kapitel, som efter de søvndyssende middagsselskaber i Guermantes’ verden virker næsten action-præget: >> Læs videre

Lev Tolstoj: Herre og tjener og andre noveller

Af ,
Skriv en kommentar

Hvis du er i tvivl om, hvorfra Tolstojs klassikerstatus stammer, og ikke orker de store romaner Krig og fred eller Anna Karenina, så læs Herre og tjener.

Herre og tjener (1895) er nok den mest kendte af Tolstojs noveller i denne samling. Med god grund. Den er vitterligt fremragende. Tolstoj skriver her i et kraftfuldt og enkelt sprog, der både rummer skønhed, underspillet ironi, moralsk og social indignation og kærlighed.

Handlingen i historien er for så vidt simpel: En velhavende købmand er opsat på at opkøbe noget skov, inden hans konkurrenter gør det, og begiver sig derfor ud på et langvarigt slæderidt sammen med sin tjener på trods af, at der raser en grum russisk snestorm. Det går selvfølgelig ilde. >> Læs videre

Flannery O’Connor: Wise Blood

Af ,

Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor (1925-1962) være dens moder. O’Connor er mest kendt for sine noveller, hvoraf jeg indtil nu kun har læst nogle få (men hendes Complete Stories står i kø i reolen). Hun nåede i sit korte liv dog også at skrive to romaner, hvoraf Wise Blood var den første.

O’Connors klassikerstatus er velbegrundet: Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske.

Det er til gengæld svært at skrive meget meningsfuldt om Wise Blood uden at røbe en vis del af plottet. Så vær advaret: Der vil være enkelte plot spoilers i det følgende. På den anden side: Hvis du hører til de læsere, der primært nyder en bog for plottets skyld, så er Wise Blood nok ikke noget for dig. >> Læs videre