Okay, okay, jeg er selv bevidst om det: Jeg trækker muligivs lovlig hårdt på tålmodigheden hos nogle følgere af K’s bognoter med disse to ugandiske langdigte fra 1966 og 1970. Lawinos sang og Ocols sang er ikke desto mindre ikke alene historisk interessante, men også i egen ret både overraskende underholdende og relativt lettilgængelige. De er værd at læse.

Okot p’Bitek (1931-1982) blev født i Gulu i det nordlige Uganda i en familie af det luo-talende acholi-folk på det tidspunkt, hvor Uganda stadig var et britisk protektorat. Han blev uddannet antropolog fra Oxford University i 1963, men flyttede siden tilbage til Uganda efter selvstændigheden.

Okot p’Bitek skrev oprindeligt sit mest kendte værk, Song of Lawino på acholiernes sprog luo, men oversatte det selv til engelsk til den form, det blev udgivet i første gang i 1966 (originalen på luo blev først publiceret i 1971). Opfølgeren Song of Ocol fulgte i 1970 som et selvstændigt værk, der imidlertid vil være svært at forstå, hvis man ikke kender Lawinos sang. Det giver derfor god mening, at de to langdigte udgives samlet som i den version, jeg har læst.

I en omfattende introduktion af G.A. Heron til de to langdigte kan man læse, at Okot p’Bitek valgte at foretage en meget bogstavelig oversættelse af den oprindelige version på luo til engelsk, hvorved rimene i den oprindelige version er gået tabt. Til gengæld er den engelske version ganske nem at læse. Okot p’Bitek indskrev angiveligt også nogle forklarende passager møntet på ikke-acholi-læsere, som skulle gøre teksten lettere at forstå, ligesom der er tilføjet enkelte noter, som forklarer f.eks. referencer til acholi-ordsprog og navne.

For en læser som mig uden nogen særlig kulturel forhåndsviden om acholierne eller ugandiske folkeslag i øvrigt er teksten overraskende nem at læse, og man forstår umiddelbart det meste – omend med en bevidsthed om, at der givetvis er meget, der går ens næse forbi. Men sådan er det jo, når man læser tekster fra en anden kulturkreds, og det er en del af charmen.

Men nu til teksten selv.

Song of Lawino
Lawinos sang er et langdigt formet som en lang monolog, en klagesang rettet fra kvinden Lawino til hendes mand Ocol.

Lawino er den traditionelle hustru, hun kan ikke læse eller skrive, hun kan ikke tale engelsk, og hun bliver konstant hånet af sin mand for at være gammel, dum, primitiv og tilbagestående.

Lawino klager over, at Ocol har taget sig en anden kone, Clementine, som er orienteret mod europæisk levevis, og som han nu ofrer al sin opmærksomhed. Ocol har i det hele taget kastet de traditionelle acholi-dyder på møddingen til fordel for de europæiske.

Og Lawino lægger ikke fingre imellem. Om den nye kones forsøg på at se mere europæisk ud ved blandt andet at sminke sig med hvidt pudder og bruge bh hedder det for eksempel:

She dusts the ash-dirt all over her face
And when little sweat
Begins to appear on her body
She looks like the guinea fowl!

[…]

Her breasts are completely shrivelled up,
They are all folded dry skins,
They have made nests of cotton wool
And she folds the bits of cow-hide
In the nests
And call them breasts!

Om muligt endnu mindre har hun til overs for de afrikanske kvinder, der forsøger at glatte deres hår med strygejern, skosværte og blæk eller andre remedier for at ligne hvide kvinder:

When the beautiful one
With whom I share my hudband
Returns from cooking her hair
She resembles
A chicken
That has fallen into a pond;
Her hair looks
Like the python’s discarded skin.

[…]

[T]he woman
With whom I share my husband
Does not wash her head,
The head of the beautiful one
Smells like rats
That have fallen into the fireplace.

Men Lawinos sang er ikke kun en forsmået hustrus jaloux udgydelser mod ægtemandens nye favorit. I så fald ville den ikke være specielt interessant, omend underholdende. Det, der umiddelbart fremstår som en klagesang til og over ægtemanden, er i virkeligheden og især en klagesang over de acholier og andre ugandiske folkeslag, som kaster vrag på egne traditioner til fordel for de tidligere kolonisatorers.

Lawino raser således ikke bare mod afrikanske kvinders forsøg på efterabe hvide kvinders udseende. Det er blot eksempler på det, hun ser som en mere grundlæggende underminering af afrikanske traditioner i mange henseender.

Det gælder overtagelsen af den hvide mands besættelse af tid og klokkeslet. Det gælder udkonkurreringen af den traditionelle sang og dans til fordel for vulgære, fordrukne europæiske danse i dansehaller (hvis depraverende karakter Lawino blandt andet beskriver gennem en tur på latrinet, hvor vi ikke spares for endog overordentlig maleriske beskrivelser af bjergene af menneskelort i alle slags farver og former, som tårner sig op derude). Det gælder også europæernes strenge børneopdragelse, som Ocol har overtaget, og hvor børn skal ses, men ikke høres:

Who but a witch
Would like to live
In a homestead
Where all the grown-ups
Are so clean after the rains,
Because there are no
Muddy fat kids
To fall on their bossoms
After dancing in the rains
And playing in the mud?

For så vidt angår religion, får både katolicismen og protestantismen (som Otok p’Bitek en overgang selv bekendte sig til) med grovfilen, når Lawino fælder sin dom: Det gælder lige fra den bizarre, kvalmefremkaldende, kannibalistiske nadver over den strenge, meningsløse katakismusskole til tomheden de i kristne navne, som i modsætning til acholi-navne ikke betyder noget, men bare klinger hult (“To me / they all sound / Like empty tins, / Old rusty tins / Thrown down / From the roof top.”).

Teksten er rig på små pudsige ordspil. Som for eksempel, når Jesus Kristus konsekvent omtales som The Hunchback, hvilket i en note forklares ved, at navnet på den kristne gud udtalt på luo er Rubanga, som samtidig er navnet på den lokale ånd, som fremkalder tuberkulose i ryggen, der kan føre til pukkelryggethed.

Som bibliofil er det til gengæld ikke uden smerte at læse Lawinos angreb på mandens forkærlighed for at læse europæisk litteratur, som i sidste ende vil gøre den afrikanske læser til et omvandrende lig, en zombie, må man forstå:

My husband’s house
Is a mighty forest of books,
Dark it is and very damp,
The steam rising from the ground
Hot thick and poisenous
Mingles with the corrosive dew
And the rain drops
That have collected in the leaves.

They choke you
If you stay there long,
They ruin your nose and tongue
So that you can no longer
Enjoy the fresh smell of simsim oil
Or the taste of malakwang.

[…]

If you stay
In my husband’s house too long,
The ghosts of the dead men
That people the dark forest,
The ghosts of the many white men
And white women
That scream whenever you touch any book,
The deadly vengeance ghosts
Of the writers
Will capture your head,
And like my husband
You will become
A walking corpse.

Bøgerne, der er fyldt med europæiske ideer, og undervisningen i skolerne har ifølge Lawino kun tjent til at kastrere acholiernes sønner (“Their manhood was finished / In the classrooms, / Their testicles / Were smashed / With large books!”).

Lawino skælder og smælder på sin mand og håner ham for at være blevet den hvide mands logrende hund. I sidste ende tjener hele Lawinos klagesang dog først og fremmest som en opfordring til Ocol til at tage sig sammen, at vågne op, besinde sig på sine forfædre og acholiernes traditioner og igen blive en rigtig mand (“I am sick of sharing a bed with a woman!”). Der er ikke ligefrem nogen feministiske budskaber at hente i teksten.

Lawino har dog endnu ikke helt mistet troen på Ocol. Langdigtet toner således ud med denne sidste, smukke bøn til Ocol – og dermed til acholierne og andre ugandiske og afrikanske folkeslag:

Let me dance before you,
My love,
let me show you
The wealth in your house,
Ocol my husband,
Son of the Bull,
Let no one uproot the Pumpkin.

Song of Ocol
Song of Ocol er skrevet senere end Song of Lawino, og den er skrevet som Ocols svar til hustruen Lawino. Jeg havde nok en forhåndsforventning om, at Okot p’Biteks idé med at give ordet til Ocol ville være at skabe en slags balance eller ihvertfald nuancere Lawinos frådende angreb på alle tiltag til at lade sig inspirere af europæiske skikke. Nogle af os (og temmelig mange afrikanske kvinder) kunne for eksempel mene, at polygamien og andre aspekter af de traditionelle kønsrollemønstre ikke ville tage skade af inspiration fra europæiske ligestillingsideer.

Men her bliver man lidt skuffet, for Song of Ocol bidrager kun til at bekræfte Lawinos udlægning. Ocol er i sin egen sang præcis lige så arrogant, selvtilstrækkelig og snævertsynet, som Lawino har fremstillet ham. Her lægges ikke noget nyt til.

Dertil kommer, at Song of Ocol er langt fra lige så godt skrevet som forgængeren, ligesom den fremtræder væsentligt mere tids- og stedbundet med sine mange referencer til aktuel ugandisk og afrikansk politik. Heldigvis er Song of Ocol væsentligt kortere end Song of Lawino, og man kan uden at gå glip af noget sagtens springe den over.

Song of Lawino er også udgivet på dansk som Lawinos sang – en klagesang, oversat af Jørgen Sonne (Munksgaard 1970), og den kan vist stadig godt opdrives.

Jeg faldt lidt tilfældigt over Okot p’Biteks Song of Lawino i min søgen efter skønlitteratur fra Uganda (som led i min selvpålagte udfordring af læse mig igennem bøger fra alle lande i verden). Jeg må tilstå, at jeg selv var lidt skeptisk på forhånd, da digte ikke er min favoritgenre, og her var der tilmed tale om et 50 år gammelt ugandisk langdigt. Men som det fremgår ovenfor, var jeg faktisk ganske godt underholdt – og Song of Lawino blev således et eksempel, hvordan man kan falde over overraskende spændende litteratur ved at udfordre sine egne læsevaner. Jeg glæder mig til at læse mere fra nogle af de afrikanske lande, som ikke hidtil har stået særlig stærkt i min litterære bevidsthed.

K's vurdering: