James Joyce: Dubliners

Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. Dubliners er ren læsenydelse.

Dubliners er mit første livtag med James Joyce. Eller rettere: Jeg havde forberedt mig på, at det skulle blive et livtag – henset til Joyces notoriske ry for at være svært utilgængelig. Dette ry skyldes nu nok mest senere hovedværker som Ulysses og Finnegan’s Wake, som jeg endnu har til gode.

En af de positive overraskelser ved at læse Dubliners (opr. 1914) var således, at den faktisk er rimelig lettilængelig for almindelige læsere som mig. Ihvertfald lettilgængelig i den forstand, at man ikke behøver at have en doktorgrad i litteraturvidenskab for at kaste sig ud i den.

Jeg er ikke i tvivl om, at man i de mange tusinde siders lærde fortolkninger og analyser, der er skrevet og udgivet om Dubliners i tidens løb, ville have kunnet hente baggrundsviden og analytisk inspiration til at fravriste værket flere dybder, flere symbolske meningslag og flere raffinerede referencer til irsk samtidspolitik end dét, jeg umiddelbart var i stand til ved blot at læse samlingen fra ende til anden relativt uforberedt, ligesom jeg ville have læst enhver anden novellesamling. Måske vil jeg en dag også læse nogle af disse analyser og genbesøge karaktererne i Dubliners med dem i baghovedet.

Et af kendetegnene ved dette tidlige værk af James Joyce er imidlertid, at værket også kan give den almindelige og uforberedte læser en stor og umiddelbar læseoplevelse. Og det er netop dét, der i mine øjne blandt andet kendetegner en sand litteraturklassiker.

James Joyce (1882-1941) fotograferet i Zürich i 1915, året efter udgivelsen af Dubliners..
Foto: Alex Ehrenzweig

Personerne i Joyces noveller træder lyslevende frem. Mere end 100 år efter, at Joyce skrev disse noveller, kan en relativt uforberedt læser som jeg uden yderligere formidling stadig berøres af historierne.

Jeg forarges, forbitres, glædes, vredes, sørger, håber, fortryder, fremturer og resignerer sammen med Joyces karakterer. Jeg morer mig og gnægger i skægget over hans underspillede humor og spidse satire. Og jeg kan nyde hans elegante sprog – også selv om der er noget gammelt, irsk slang, der går hen over hovedet på mig.

Dét, Joyce kan og gør i disse noveller, er med andre ord at fremmane levende personer i deres miljøer med en sjældent set sans for alle de små detaljer, der gør realistiske personportrætter troværdige.

Joyces karakterer er vidt forskellige, men alle kendetegnet ved, at de hører til i den lavere middelklasse i Dublin omkring det forrige århundredskifte – ligesom Joyces familie selv gjorde det. De kommer ikke fra de allerfattigste sociale lag, men de er heller ikke velstillede – tværtimod vender de fleste af dem hver en sixpence, og deres økonomiske forhold sætter afgørende begrænsninger for deres liv.

Hvis jeg skal fremhæve en enkelt af novellerne i samlingen må det blive The Dead, som er den afsluttende og længste histoire – og vist nok også er en af dem, der traditionelt fremhæves blandt de ypperligste.

Det meste af historien i The Dead udspiller sig i løbet af en aften, hvor hovedpersonens gamle tanter afholder deres traditionelle, årlige dansant og middag. Historien sprudler af liv og af et virvar af personer, som Joyce med få pennestrøg formår at få til at fremstå levende med hver deres historie i bagagen – ikke kun historiens hovedpersoner, men også bipersonerne. Det er stygt fortærsket kliché, men som læser føler man næsten, at man har været der selv.

I kontrast til hurlumhejet, lyset og varmen under festlighederne, hvor hovedpersonen Gabriel Conroy er midtpunkt og ankermand, toner novellen mod slutningen ud i et vemodigt og dystert slags efterspil, som ikke desto mindre kan tolkes som det punkt, hvor novellen først udfolder sit egentlige ærinde. Her bringes Gabriel Conroy til den erkendelse, at han aldrig har været og aldrig kan blive sin kones største kærlighed eller hovedperson i hendes liv: Den rolle vil altid tilkomme en længe afdød ungdomskærlighed, heraf novellens titel. Og endnu mere smerteligt må han erkende, at han aldrig selv har evnet for alvor at elske på denne måde.

Generous tears filled Gabriels’ eyes. He had never felt like that himself towards any woman but he knew that such a feeling must be love. The tears gathered more thickly in his eyes and in the partial darkness he imagined he saw the form of a young man standing under a dripping tree. Other forms were near. His soul approached that region where dwell the vast hosts of the dead. He was conscious of, but could not apprehend, their wayward and flickering existence. His own identity was fading out into a gray impalpable world: the solid world itself which these dead had one time reared and lived in was dissolving and dwindling.

Således refereret tager plottet i historien sig muligvis lidt tamt ud. Og noget tilsvarende gælder alle de øvrige noveller i Dubliners. De fleste af de femten noveller i samlingen er således kendetegnet ved, at de tilsyneladende ikke har noget stramt plot og ikke nogen afrundet slutning eller tydelig pointe.

Men plottet er ikke det væsentlige for Joyce. Det er derimod personerne, stemningerne, miljøerne – og de personlige, moralske, sociale og økonomiske dilemmaer af vidt forskellige karakter, Joyces personer kastes ud i.

Joyce tegner alt dette op på mesterlig vis, og han gør det tilmed med ikke så lidt humor og i flere tilfælde også med tydelig satirisk kant. Ovenstående citat fra The Dead viser Joyce fra den tungere, næsten lyriske side. Andre steder er tonen lettere og humoristisk.

Et eksempel er følgende citat fra A Mother om, hvordan den emsige Mrs. Kearney, der ellers nok mener at kunne klare sig, også i forhandlinger med mænd, alligevel godt kan se en fordel i at have sin ægtemand med sig i visse situationer:

She respected her husband in the same way as she respected the General Post Office, as something large, secure and fixed; and though she knew the small number of his talents she appreciated his abstract value as a male. She was glad he had suggested coming with her.

Et andet eksempel på et rent ud kosteligt personportræt leverer Joyce i A Painful Case om den ubemærkelsesværdige, regelrette og forudsigelige bankfunktionær mr. Duffy:

He lived at a little distance from his body, regarding his own acts with doubtful side-glances.
[…]
He allowed himself to think that in certain circumstances he would rob his bank but, as these circumstances never arose, his life rolled out evenly – an adventureless tale.

Historien, der lægger ud som et satirisk portræt af den kedsommelige bankfunktionær, tager imidlertidig flere uventede drejninger henover sine bare ti sider og ender som en hjerteskærende tragedie: Mr. Duffy får til sin egen overraskelse en mulighed for at række ud efter kærligheden – men tager den ikke, da det gælder – hvilket i sidste ende (måske) bliver årsag til et ødelæggende endeligt for den kvinde, det drejer sig om.

Det er en nydelse af læse Joyces portrætter af disse Dublinfolk (som værket hedder i den danske oversættelse) – også når man “blot” læser novellerne for deres pålydende som realistiske portrætter af mennesker i en by.

Dertil kommer, at den mere informerede analytiker kan tolke mange flere betydningslag ind i novellerne og samlingen som helhed. Som det fremgår, er jeg ingen særlig kender af Joyce, og min læsning af Dubliners udmærker sig ved at være ret forudsætningsløs.

Efter at have læst selve værket, har jeg dog skimmet Colum McCanns forord og Terrence Browns introduktion, som er indeholdt i den udgave af bogen, jeg har anskaffet mig (en flot jubilæumsudgave fra 2014 udgivet i anledning af 100-året for den første udgivelse af Dubliners). Begge dele err sådan set udmærkede.

Colum McCanns forord fungerer fint som netop forord i form af en personlig beretning om hans egen oplevelse ved at læse Joyce.

Terrence Browns introduktion ville jeg – hvis jeg havde været Seamus Dane, der har redigeret denne udgave – have placeret som et efterord for ikke at spolere den umiddelbare læseglæde. Klog af skade sprang jeg selv introduktionen over i første omgang, men vendte tilbage til den efter at have læst selve værket. Den rækkefølge vil jeg også anbefale til andre læsere (og lad det i øvrigt være en generel anbefaling til læsning af alle bøger, der er i en senere udgave er blevet udstyret med forord og introduktioner af andre end forfatteren selv).

Introduktionen ridser Joyces baggrund, værkets tilblivelse og dele af dets receptionshistorie op, inklusive forskellige bud på tolkninger. Det er sådan set meget interessant – og for mig åbnede det absolut øjnene for nogle symbolske lag i teksterne, jeg ikke selv havde identificeret, herunder forskellige implicitte referencer til datidens irske politik og selvstændighedsspørgsmålet, samt en litteraturhistorisk placering af værket i forhold til udviklingen af den modernistiske litteratur.

Endelig er denne udgave af Dubliners også udstyret med et meget omfattende noteapparat. Noterne er for så vidt ganske nyttige og relevante i form af sproglige forklaringer af irsk slang fra datiden og irske talemåder samt forklaringer af implicitte referencer i teksten til politiske forhold mv. Det kan bare være ret forstyrrende for læsningen hele tiden at skulle slå om bagi og læse noter, så jeg vil egentlig tilråde, at man læser, som da man var barn:

Læs gladeligt derudaf. Ignorer noterne. Hiv den mening ud af teksten, du nu kan. Læs ubekymret henover de ord eller begreber, du ikke umiddelbart forstår, eller gæt på, hvad de betyder. Du skal såmænd nok forstå det væsentlige. Og nyd så Joyces sproglige mesterskab og dét at være i selskab med alle hans Dubliners.