Nick Joaquín (1917-2004) er bredt anerkendt som en af de væsentligste filippinske forfattere i det 20. århundrede. Jeg tror dog ikke kun, at det er en projektion af min egen uvidenhed indtil for nylig, hvis jeg antager, at hans navn er de færreste danske læsere bekendt.

Det kan i givet fald selvfølgelig skyldes, at han ikke er oversat til dansk. Men på trods af, at han skrev på engelsk, kan man formentlig godt udbrede antagelsen om hans relative ukendthed til store dele af den øvrige læsende verden. En af årsagerne hertil kan måske være, at hans værk i meget høj grad er vokset ud af og kan læses som en reflektion over filippinsk kultur og historie, som teksterne synes at være i en bestandig, kritisk dialog med.

For læsere som jeg, der kun har et overfladisk kendskab til Filippinerne, betyder det på den ene side, at det ikke er helt ligetil at finde sin vej ind i – og ud af – Joaquíns litterære univers. På den anden side er det også med til at gøre det til en spændende oplevelse at læse ham og arbejde med teksterne.

For ja, det har krævet mere arbejde end vanligt at læse mig igennem The Woman Who Had Two Navels and Tales of the Tropical Gothic, som er en ganske omfattende antologi med et udvalg af hans mest centrale værker på tværs af forfatterskabet, udgivet over perioden 1940-1966. Og jeg har læst den over flere måneder, hvor jeg har taget nogle enkelte historier ad gangen ind i mellem anden læsning.

Nick Joaquín (1917-2004). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Joaquíns sprog er tæt og meget indholdsrigt, og han har samtidig en forkærlighed for at skrive i lange sætninger, der nemt kan strække sig over en hel side eller mere. Og man skal mange steder være vågen for ikke at komme til at læse hen over centrale pointer med betydning for den videre historie. Ikke noget med at forfalde til skrålæsning her. Det er der heller ingen grund til, for Joaquín er rent sprogligt en fornøjelse at læse.

I det hele taget er det at læse Joaquín bestemt en udfordring, der er værd at tage op (og så er den heller ikke større).

For det første er der som antydet en del at lære om Filippinerne ved at begive sig ind i Joaquíns verden. Joaquín skriver dog ikke for en udenforstående læser med henblik på at give en letfordøjelig indføring i filippinsk historie. Den kan man med fordel læse lidt op på selv som baggrund, især den koloniale og kirkelige historie. Vicente L. Rafaels introduktion til den nærværende antologi kan godt bruges i det stykke, men den vil jeg nu anbefale at læse til sidst (som næsten altid med introduktioner), hvis du ikke vil have serveret hans tolkninger af Joaquíns historier, før du selv læser dem.

Et genkommende tema hos Joaquín er sammenstødet mellem – og blandingen af – østlige og vestlige kulturer i filippinsk historie. Et andet er Filippinernes koloniale historie, spændt ud mellem de spanske og amerikanske kolonisatorer, krigene mellem Spanien og USA om herredømmet over øriget og ikke mindst den filippinske revolution i 1896 og receptionen af den i eftertiden.

Joaquíns stil smager i nogle stræk lidt hen ad magisk realisme i kraft af visse magiske elementer blandet med realistisk, politisk samtidshistorie, men hans univers er gennemgående mere mørkt og tungere symbolmættet, end vi kender det fra f.eks. en Gabriel Garcia Marquez. Selv kaldte Joaquín sin stil for “Tropical Gothic,” som det også er afspejlet i titlen på denne antologi, og det forekommer mig egentlig at være meget rammende for stemningen i hans noveller og kortromaner.

Men der er andre grunde end kulturhistoriske til at læse Joaquín, for han er en litterær virtuos i egen ret.

Nogle få nedslag:

Titelnovellen The Woman Who Had Two Navels (1949) var en mine favoritter i denne samling. Kvinden fra historiens titel kan tolkes som et symbol på Filippinerne og de to navler som repræsentationer af henholdsvis den spanske og den amerikanske påvirkning af østatens kultur. Men novellen er også et godt eksempel på Joaquíns håndelag som forfatter. Novellens komposition er i sig selv fascinerende i kraft af den måde, hvorpå den tager adskillige drejninger undervejs og blandt andet overrasker læseren med sit skiftende fokus og perspektiv på personerne.

Jeg var også ret glad for den første og ældste historie i samlingen, som samtidig er en af de korteste, Three Generations (opr. 1940). Her introduceres et af Joaquíns hovedtemaer, forholdet mellem generationerne, her i et ætsende præcist portræt af hadet og magtkampene mellem mændene på tværs af tre generationer i en familie.

I The Summer Solstice (1947) dukker et feministisk tema op sammen med Filippinernes før-kristne religiøse praksis. En underkuet hustru fra en overklassefamilie fascineres af de gamle, erotisk ladede frugtbarhedsriter, der stadig praktiseres ved særlige lejligheder i landet på tværs af klasseskel. Mod sin konservative, patriarkalske mands påbud kaster hun sig selv ud i de ekstatiske ritualer og kommer forandret hjem, nu med en forbindelse til en ellers undertrykt urerindring om kvindelig magt knyttet til den frugtbarhed og reproduktion, som patriarkatet søger at kontrollere.

Joaquíns forsøg ud i noir-mordmysteriumgenren, The Order of Melkizedek (1966), som i kraft af sin længde nærmere er en roman end en novelle, var jeg til gengæld ikke så bjergtaget af, selv om den også rummer kultur- og religionshistorisk spændende referencer til de historiske kampe om sjælene i Filippinerne.

Samlingen afsluttes med det, der muligvis er Joaquíns mest berømte værk, A Portrait of the Artist as Filipino (opr. 1950), et skuespil i tre akter, som angiveligt har status af et slags nationaldrama i Filippinerne. Her forenes nogle af Joaquíns tematiske hovedinteresser, generationskonflikter og de spanske/amerikanske påvirkninger af filippinsk kultur.

Skuespillet er et portræt af en familie fra Manilas overklasse og foregår i ugerne op til, at 2. verdenskrig rammer landet i 1941. Skuespillet kan læses som en slags elegi over Manila som by i lyset af eftertidens viden om, at byen blev næsten udslettet under krigen, men i bredere forstand også over den spanskpåvirkede del af filippinsk kultur, der var under pres fra amerikansk påvirkning. Samtidig tematiseres spændingerne mellem generationerne: de, der husker heltene fra revolutionen i 1896, og de unge generationer, der er mere optaget af den nyeste amerikanske mode.

Det hører til sjældenhederne, at jeg læser skuespil (som i sagens natur typisk gør sig bedst ved at blive opført på en scene, og det er jo ikke så mærkeligt), men A Portrait of the Artist as Filipino kan snildt læses som var det en dialogdrevet roman. Og en god én af slagsen.

I det hele taget kan jeg absolut anbefale at dykke ned i Joaquíns verden. Værkerne i denne antologi er næsten alle af høj verdensklasse – om end de også er til den lidt tunge side, ligesom deres alder ikke helt fornægter sig.

K's vurdering: