“I’ll liberate Africa with my penis.” Se, dét var en sætning, jeg ikke havde ventet at læse i en sudanesisk roman fra 1966 … Sådan kan man få punkteret sine fordomme, når man har givet sig selv den udfordring at komme alle lande i verden rundt i bøger. Men det er nu ikke dét i sig selv, der gør Tayeb Salihs nyklassiker Season of Migration to the North til en mesterlig roman – for dét er den.

Det, det gør Season of Migration fortjent til sin status som klassiker, er dens raffinererede, eksperimenterende komposition, der sætter læserens opmærksomhed og hjerneceller på arbejde. Det er Tayeb Salihs smukke, billedskabende sprog. Det er den elegante og samtidig udfordrende måde, hvorpå romanen inviterer til reflektion over en mængde spørgsmål uden at tilbyde lette eller entydige svar.

I den ganske korte, men meget kompakte roman, kommer Tayeb Salih (1929-2009) omkring temaer som imperialisme og uafhængighedskamp i Afrika og den arabiske verden, orientalisme og occidentalisme, tradition og modernitet, religion, seksualitet og køn, magtudøvelse i personlige relationer såvel som på samfundsplan. Det hele er tematiseret via et psykologisk studie af et sammensat, plaget menneskes historie i en form, der drager læseren med ind i en udforskning af menneskesindets mørke afkroge.

Tayeb Salih mestrer i romanen den svære kunst på én gang at tage livtag med verdenshistorien og med universelle psykologiske temaer samtidig med, at han kan fortælle levende historier forankret i et meget konkret landsbymiljø.

Tayeb Salih (1929-2009)

Tayeb Salih (1929-2009) blev født i en lille landsby i det nordlige Sudan. Han studerede i sin ungdom på London Universitet, men vendte tilbage til Sudan for at deltage i opbygningen af landet efter uafhængigheden fra det britiske kolonistyre i 1956.

Season of Migration to the North blev første gang udgivet på arabisk i 1996 og oversat til engelsk i 1969. Islamistiske kritikere og myndigheder i Sudan har i flere omgange søgt at censurere den, angiveligt på grund af dens “pornografiske indhold”, men i praksis er det ikke lykkedes, da romanen hurtigt vandt stor udbredelse. Bogen blev i 2001 af det Arabiske Litterære Akademi i Damaskus kåret som intet mindre end “den vigtigste arabiske roman i det 20. århundrede.”

Romanens handling tager sin begyndelse, hvor jeg-fortælleren (hvis navn, vi aldrig hører) vender hjem til sin fødelandsby et sted i det nordlige Sudan efter et syvårigt uddannelsesophold i England, hvor han har studeret poesi. Hjemkommet til landsbyen opdager han, at en fremmed ved navn Mustafa Sa’eed er kommet til byen i hans fravær og har vundet sig en indflydelsesrig plads i det lille samfund. Fortælleren aner noget mystisk ved denne Mustafa Sa’eed, men der går ikke lang tid før den sidstnævnte vælger at betro – dele af – sin bemærkelsesværdige historie til fortælleren.

På et tidspunkt forsvinder Sa’eed imidlertid, og resten af romanen udfolder sig som fortællerens forsøg på gradvist at afdække sandheden om manden og dermed – skal det vise sig – sandheden om sig selv og måske også om Sudan.

Som romanen skrider frem, opdager man som læser flere og flere paralleller mellem Mustafa Sa’eed og fortælleren selv. En mulig tolkning er således, at de to figurer er litterære repræsentationer af sider af én og den samme person. En anden mere metaforisk fortolkningsmulighed er, at de repræsenterer forskellige aspekter af det sudanesiske samfund eller Sudans historie.

Jeg har nogle steder set Tayeb Salihs Season og Migration to the North betegnet som et slags korrektiv til eller en spejlvending af Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1899). Det er en fortjent sammenligning i mere end én forstand.

I Conrads Heart of Darkness fortæller en britisk flodkaptajn om sin rejse ind i det dybeste Belgisk Congo i slutningen af det 19. århundrede på jagt efter den forsvundne, udstationerede, britiske elfenbensjæger Kurtz. Undervejs på rejsen tvinges fortælleren til at konfrontere hidtil ukendte, mørke sider af sit eget sind. Den angiveligt ellers retskafne Kurtz viser sig at have udviklet sig til et morderisk monster, et billede på både imperialismens værste sider, men også mere universelt et symbolsk billede på uerkendte rædsler i menneskesindets indre.

Temaerne hos Tayeb Salih er nogle af de samme: Imperialisme og menneskesindets mørkeste afkroge. Men fortællingen er vendt om: Her er det et af “ofrene” for den britiske imperialisme, som trænger ind i England. Som udgangspunkt rejser han dertil for at uddanne sig og undervise ved universitetet, men hans ophold udvikler sig til et vendetta på vegne af alle koloniserede folkeslag, som han fører ved at vende briternes ideologiske fordomme mod dem selv og bruge seksualiteten som våben og slagmark.

I England er sudaneseren Mustafa Sa’eed damernes mand. Han kommer til England som erobrer og forfører kvinder i hobetal ved at spille på deres orientalistiske fantasier, som til sidst driver dem i døden ved selvmord:

Each time she would gaze at me as though discovering something new. “How marvellous your black colour is!” she would say to me – “the colour of magic and mystery and obscenities.” She committed suicide.

Som hos Conrad udfoldes historien i form af fortællerens jagt på sandheden om den mystiske mand. Eftersøgningen sker her blot ikke i form af en fysisk-geografisk rejse, men som et forsøg på at sammenstykke et billede af manden gennem samtaler med andre, breve og andre dokumenter.

Jeg skal undlade at forfølge sammenlingen yderligere. Jeg har ved bare at læse ganske få artikler om romanen på nettet fået indtryk af, at der allerede er skrevet adskillige lærde bøger om forholdet mellem Salih og Conrad, som man formentlig vil kunne opsøge. Men jeg har fået lyst til at genbesøge Conrads Heart og Darkness, som det efterhånden er en del år siden, at jeg har læst.

Salih er mere optaget af universelle temaer end af den konkrete historiske og geografiske sammenhæng, hans historie udspiller sig i. Ikke desto mindre svinger tid og sted i høj grad med, og det er svært ikke at tolke bogen sådan, at ét af Salihs ærinder også er en aktuel samfundskritik af det nye Sudan, der er under opbygning på det tidspunkt, han skriver.

Sudan fik selvstændighed fra det britiske koloniherredømme i 1956. Selvstændigheden blev hurtigt efterfulgt af et militærkup, og Sudan var et militærdiktatur frem til 1964, hvor styret blev væltet. Romanen afslører ikke direkte noget årstal for, hvordan handlingens nutid skal forestille at foregå, men som læser kan man gradvist stykke sammen, at vi formentlig er midt i 1960’erne efter det første sudanesiske militærdiktaturs fald i 1964, dvs. nogenlunde samtidig med, at Tayeb Salih må have skrevet romanen.

Den navnløse fortæller i romanen kan på denne baggrund tolkes som en repræsentation af “det nye Sudan” fra 1964. Vi forstår, at fortælleren på et tidspunkt efter sin hjemkomst fra studieopholdet i England får arbejde som embedsmand for centralregeringen i Khartoum. Han er imidlertid sørgeligt impotent som sådan, og formår ikke at medvirke til egentlig forandring til det positive for landets befolkning. Han er blevet en medvidende og ved sin passivitet også medskyldig i Sudans nye korrupte herskeres magtspil.

Også i forhold til de mennesker, der står ham nærmest, og som han holder af, fejler han, og hans passivitet fører til menneskelige katastofer. Romanen kan således læses sådan, at den politiske historie – både Sudans kamp mod det britiske koloniherredømme og siden Sudans interne politiske og militære konflikter samt mere generelt forholdet mellem modernitet og tradition – afspejles i romanens historier om de enkelte mennesker, hvor i særlig grad det seksuelle er gjort til den symbolske kampplads med voldelig udgang.

Romanen flyder i det hele taget over af symbolske fortolkningsmuligheder, forskellige betydningslag, eksterne og interne referencer. Men det, der gør Season of Migration to the North til et litterært mesterværk, er, at Tayeb Salih formår at holde alle disse betydningselementer i spil, uden at det virker fortænkt, kunstlet eller prætentiøst.

På et tidspunkt finder fortælleren en af Mustafa Sa’eeds notesbøger, som ifølge første side udgør Sa’eeds selvbiografi, og hvor dedikationen lyder: “To those who see with one eye, speak with one tongue and see things as either black or white, either Eastern or Western.” Resten af siderne er imidlertid blanke. Billedet af denne tomme bog er passende på den sammensatte romanperson Sa’eed, i hvis livshistorie intet er entydigt, men det ræsonnerer også godt med “Season of Migration” som sådan. For her er der heller ikke noget, der er enten sort eller hvidt, entydigt eller ligetil. Hverken i portrættet af romanpersonerne, beskrivelsen af landsbyens traditioner og moderniseringen, fortolkningen af Islam eller kolonimagten Englands betydning for Sudan og sudaneserne.

Bogen kræver sin opmærksomme læser, javel, og er i den forstand nok ikke for enhver, men den er ikke tung. Tværtimod er sproget levende og spændstigt, og bogen er fra start til slut en fornøjelse at læse, også selv om man undervejs kan føle sig en smule desorienteret i forhold til, hvor romanen egentlig bevæger sig hen – og hvorfra.

Læseåret 2017 er nu for alvor kommet godt i gang. Og det skal blive et meget bemærkelsesværdigt læseår, hvis Tayeb Salih ikke kommer til at optræde på min top-5 over årets bedste læseoplevelser, når jeg skal gøre nytårsstatus igen om et lille års tid.

Jeg har læst romanen i engelsk oversættelse, men den er faktisk også oversat til dansk af Birgitte Vendelboe Smidt og udgivet på forlaget Underskoven med den lidt kejtede titel Tid til opbrud nordpå (2011), hvilket jeg først er blevet opmærksom på efterfølgende.

K's vurdering: