Der er vel næppe nogen international udgivelse fra i år, der har været hypet i samme grad som Harper Lees Go Set a Watchman (da. Sæt en vagtpost ud) – den først nu udgivne efterfølger (selv om den blev skrevet før) til hendes amerikanske nyklassiker To Kill a Mockingbird (da. Dræb ikke en sangfugl).

For mig har al denne hype været inspiration til for første gang at læse Harper Lees oprindelige bog. Også foranlediget af, at jeg faldt over en i særklasse smuk udgave fra Harper Perennial.

Og nu er det så, at jeg vel forventes at erklære, at bogen har opnået sin klassikerstatus med god grund. Men idet jeg beklager overfor de mange fans: Jeg kan altså ikke melde mig ubetinget i koret af lovprisere.

Bevares, To Kill a Mockingbird er ganske velskrevet, den er i mange passager rørende, og det centrale retssalsdrama er endda medrivende. Men bogen har også en del mangler som roman i både komposition, i personkarakteristikkerne og i det centrale politisk-moralske budskab. Og jeg var kun i ret korte passager egentlig grebet af den.

Hovedtemaet i romanen er noget med tab af uskyld i mødet med den virkelige verden, mere specifikt racisme i de amerikanske sydstater i 1930’erne. Men også forholdet mellem kønnene, mellem by og land og mellem rig og fattig fylder noget.

Romanen udspiller sig i den lille, søvnige sydstatsby Maycomb i Alabama i midten af 1930’erne i skyggen af Depressionen. Vi følger jeg-fortælleren Jean Louise Finch, kaldet Scout, over en periode på omtrent tre år fra hun er ca. 6 år og skal starte i skole, til hun er ca. 9 år. Scout vokser op som en priviligeret, hvid pige sammen med sin ca. 4 år ældre bror, Jem, og sin far, den retsindige forsvarsadvokat Atticus Finch. Moren er død tidligt, og kvinderne i Scouts liv udgøres især den sorte kokkepige Calpurnia, nogle nabokoner og en stramtandet tante.

Første halvdel af bogen er en lidt episodisk samling af optrin fra Scouts barndom med glimt fra mødet med skolesystemet (hvor hun blandt andet lærer, at der ikke er plads til fremmelige børn, der har lært sig selv at læse allerede inden skolestart), udforskningen af verden gennem leg sammen med storebror Jem og vennen Dill og ikke mindst børnenes frygt- og fascinationsblandede optagethed af deres mystiske nabo Boo Radley, der angiveligt aldrig har været uden for sit hus.

Ca. midtvejs ændrer romanen sig til et regulært og klassisk retssalsdrama. Scouts far er beskikket forsvarsadvokat for den unge sorte mand Tom Robinson, der er uretfærdigt anklaget for vold og voldtægt mod en ung kvinde fra en af byens white trash-familier. Retssagen bringer en række spændinger i lokalsamfundet frem i lyset og bliver for Scout og hendes bror for alvor udløsende for tabet af deres barndoms uskyld.

Problemet for romanen ligger dels i kompositionen: Det virker som om, den er blevet til ved sammenstilling og løs sammenskrivning af flere mere eller mindre uafhængige kapitler (og det er den vist også, mener jeg at huske at have læst et eller andet sted).

Dernæst er der problemet med romankarakterernes troværdighed. Først og fremmest Scout, som er en helt igennem elskelig drengepige, god og gæv, intelligent og empatisk, instinktivt retfærdig og handlekraftig, når det gælder. Problemet er, at hun som romanens fortællerstemme er komplet utroværdig. Der er altså ikke nogen 6-9 årige piger, der ræsonnerer på et så højt, nærmest akademisk niveau, som Scout påstås at gøre. Enkelte steder har Harper Lee gjort forsøg på at indlægge undrende barnespørgsmål fra Scouts side til ting eller ord, hun ikke forstår, men det er langt fra tilstrækkeligt til at redde troværdigheden.

Og så er der hendes far, Atticus Finch, som tilsvarende er en helt igennem redelig, retfærdig, ordentlig og ubestikkelig mand med en moralsk integritet af en kaliber, man netop kun finder i fiktionens verden. En gedigen helt fra inderst til yderst. Selv hans små fejl bidrager bare til at gøre ham til et mere perfekt menneske. Dermed desværre også ret uinteressant. Jeg mangler noget kant.

Få ville vel kalde To Kill a Mockingbird for en decideret feel good-bog henset til dens temaer om racisme, uretfærdige domfældelser, vold og incest i amerikanske white trash-familier. Men så alligevel – i den forstand, at det er en roman, der kan få os (hvide) læsere til at føle os selv gode, idet vi identificerer sig med den intelligente og uskyldsrene Scout og hendes retsindige far.

Og mon ikke netop dét også er en af årsagerne til romanens fortsatte popularitet og klassikerstatus, især i USA? For der er noget næsten lutrende dejligt ved at føle, at man er med på den rigtige side midt i alt det onde. Som f.eks. i scenen, hvor Atticus Finch nedbøjet, men værdigt forlader retssalen efter at have tabt sagen trods sit passionerede forsvar for Tom Robinson, og hvor pastoren fra kokkepigen Calpurnias kirke formaner unge Scout (der har fulgt retssagen fra de sortes rækker):

‘Miss Jean Louise?’
I looked around. They were standing. All around us and in the balcony on the opposite wall, the Negroes were getting to their feet. Reverend Sykes’s voice was as distant as Judge Taylor’s:
‘Miss Jean Louise, stand up. Your father’s passin’.’

De sorte selv (“the Negroes” eller “the Colored” som det hed på den tid) har imidlertid en næsten fuldstændig passiv rolle i romanen. De få sorte bipersoner, der optræder i bogen, fungerer primært som objekter for de hvide hoved- og bipersoner, dvs. som nogle, de hvide romanpersoner enten kan opføre sig retfærdigt eller uretfærdigt overfor. Eller som medier, hvorigennem vi læsere kan skue Atticus’ renhjertethed og godhed i et endnu stærkere lys, som f.eks. i den citerede passage ovenfor.

Den tilgang kan ikke undgå at springe i øjnene, når man lige har læst Ta-Nehisi Coates aktuelle og anderledes illusionsløse debatbog Between the World and Me, som her 55 år efter To Kill a Mockingbird ikke rummer samme implicitte tro på, at det gode i renhjertede, hvide amerikanere med den rigtige moral kan ændre meget på det, Coates ser som en strukturelt betinget racisme i det amerikanske samfund.

Nu kan man selvfølgelig mene, at ikke er helt retfærdigt at bedømme en 55 år gammel roman ud fra en aktuel politisk-kritisk målestok, men det er heller ikke helt urimeligt i og med, at racismetemaet trods alt er et af de centrale omdrejningspunkter i bogen.

Alt dette slet ikke for at sige, at To Kill a Mockingbird er en dårlig bog, for det er den bestemt ikke. Men jeg var lidt skuffet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg det nok alt i alt mest ligesom pindekvinden i Maren Uthaugs vidunderlige stribe Ting jeg gjorde:

• Lignende indlæg

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber