Den aserbajdsjanske ‘nationalroman’ er egentlig ikke så interessant som kærlighedshistorie, men til gengæld spændende som fortælling om det kulturelle skisma mellem Asien og Europa i den transkaukasiske region. Og så er den et – ufrivilligt – interessant vidnesbyrd om orientalistiske stereotyper i det europæiske litterære miljø i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Romanen udspiller sig i Aserbajdsjan, primært i hovedstaden Baku, med afstikkere til Karabakh, Georgien og den persiske/iranske ørken. Tiden er perioden fra lige før udbruddet af første verdenskrig, henover den russiske revolution og frem til bolsjevikkernes annektering af Aserbajdsjan efter afslutningen af krigen.

Historien er fortalt af Ali, som er muslimsk fyrstesøn af aserbajdsjansk slægt. Han har siden barndommen været forelsket i Nino, som er af en kristen, georgisk rigfamilie. Begge bor de i Baku, Aserbajdsjan. Ved romanens begyndelse er Ali tæt på at blive student og voksen nok til at tænke på giftermål. Og selv om Baku på den tid er en international by præget af tolerance mellem folkeslag og et nogenlunde afslappet forhold til religion, så er de to elskendes familier ikke nødvendigvis uden betænkeligheder ved et giftermål på tværs af religion og etnicitet.

Hos sin far får Ali velsignelse til giftermålet, men samtidig formaninger om for eksempel altid at huske, at “kvinder er som børn, blot mere snedige og ondskabsfulde.” Hos sin ven, den mere strengt praktiserende muslim Seyd Mustafa, får Ali flere råd af samme skuffe:

“En klog mand bejler ikke til sin hustrus gunst. Kvinden er en mark, som manden befrugter. Skal marken elske bonden? Det er nok, hvis bonden elsker sin mark. Gift dig. Men glem aldrig, at en kvinde blot er en mark.”
   “Tror du så heller ikke, at en kvinde har nogen sjæl?” spurgte jeg.
   Han så medlidende på mig.
   “Hvordan kan du spørge, Ali Khan? Selvfølgelig har en kvinde hverken en sjæl, eller en forstand for den sags skyld. Hvad skulle hun bruge den til? Det er nok, at hun er trofast og føder mange børn.”

Heroverfor står Ninos europæisk orienterede, kristne familie og Nino selv, der er både begavet og selvstændig. Hun elsker Ali og stiller ikke spørgsmål ved, om de skal være sammen, men har samtidig det skarpeste blik af de to for de modsætninger, deres respektive verdener udgør. Som her under et besøg i hendes fødeby Tbilisi, Georgiens europæisk orienterede hovedstad:

“Gå en tur gennem Tbilisi. Ser du nogen tilslørede kvinder? Nej. Indånder du Asiens luft? Nej. Det er en anden verden. Gaderne er brede og sjælene lige. Jeg er meget klog, når jeg er i Tbilisi, Ali Khan. Her findes ingen indskrænkede fjolser, som Seyd Mustafa, og ingen opfarende slagsbrødre, som Mehmed Haidar. Her er livet muntert og let.”

Ali & Nino er således på den ene side en klassisk kærlighedshistorie om to unge fra forskellige familier og kulturer, som må gå så grumme meget igennem, før de – måske – kan overvinde de religiøse og kulturelle barrierer og krigens udfordringer og få hinanden.

På den anden side blev jeg som læser af romanen flere gange slået af den tanke, at kærlighedshistorien egentlig bare er et påskud for skrive om Kaukasusregionens historie, folkeslag, religion og kultur i øvrigt – med sammenstødet mellem Europa og Asien som prisme.

Dét tema er der meget spændende at sige om, og det får Kurban Said da bestemt også gjort i løbet af romanen – også selv om man givetvis skal tage hans udlægning af historie, kultur og skikke i regionen med mere end ét gran salt, hvilket jeg skal komme tilbage til.

Som roman betragtet lider Ali & Nino imidlertid også under, at den på denne måde primært synes båret af en interesse for “kulturformidling.” Mange kapitler har et noget episodisk præg over sig, og hverken kærlighedshistorien eller den dramatiske, ydre historie fængede rigtigt hos mig.

Det skyldes nok især, at Kurban Said har svært ved at få troværdigt liv i sine hovedpersoner, som mest af alt opleves som pladsholdere for nogle kulturelle positioner, der skal spilles ud mod hinanden: Ali som den “orientalske” søn af ørkenen, muslimen, asiaten, traditionalisten. Nino som europæeren, den kristne, moderne og relativt frigjorte kvinde.

Romanen er på den ene side fyldt med orientalistiske klicheer i en slags orientalistisk version af Rousseaus “Den ædle vilde.” Det gælder ikke kun beskrivelsen af persere og aserbajdsjanere, men også georgierne. Tag for eksempel denne karakteristik af de sidstnævnte med fortælleren Alis ord:

Georgierne er som ædle rådyr, der er faret vild i den aisatiske urskov. Ingen andre af østens racer har denne ynde, disse graciøse bevægelser, denne berusende livslyst og sunde glæde ved intet at bestille.

På den anden side har romanens forfatter givetvis en oprigtig intention om at tegne et nuanceret billede af den transkaukasiske region, senere Aserbajdsjan, Georgien og Armenien, der både geografisk og kulturelt ligger midt mellem Europa og Asien.

Når romanen er bedst fanger den dette kulturelle skisma. Ali er således i én henseende “asiat” ligesom sin far: Han føler sig bedst tilpas under ørkenens åbne himmel, han er praktiserende, men pragmatisk muslim (et glas vin i ny og næ tager man f.eks. ikke skade af), og han er stolt af den persiske poesi og sine kulturelle rødder i øvrigt. Samtidig har han gået i en europæisk orienteret russisk skole og er påvirket af vestlige ideer, ligesom han har respekterer Ninos ønsker om en mere europæisk livsstil, herunder hendes afvisning af at gå med slør eller at være del af et harem.

Den mulige forfatter bag pseudonymet Kurban Said: Lev Nussimbaum – her selviscenesat som “orientaler.”

Kurban Saids blik på romanens personer og den region, romanen foregår i, er åbenlyst den europæiske orientalists blik. Billedet af “asiaten” eller “orientaleren” i romanen er billedet af en krumsabelbevæbnet ørkenkriger forfalden til flerkoneri, harem, bruderov og blodhævn, men også til poesi og (erotisk) sanselighed. En ideologisk konstruktion velegnet til at fremkalde en frydefuld gysen med slet skjulte erotiske undertoner hos de fine damer i Europas saloner.

Hvordan kan det være, at man i en angiveligt aserbajdsjansk roman finder så mange af disse klicheer? Svaret på det spørgsmål kan måske findes ved at spørge til, hvem forfatteren Kurban Said egentlig var.

Den sande identitet bag forfatterpseudonymet Kurban Said er omstridt. Der synes dog efterhånden at være en overvejende konsensus om, at den primære ophavsmand til Ali & Nino er den jødiskfødte aserbajdsjanske muslim Lev Nussimbaum (1905-1942) – ikke mindst på grundlag af argumenter fra Tom Reiss i hans biografi om Nussimbaum, Orientalisten (2005). Særligt i nationalistiske kredse i Aserbajdsjan, hvor Ali & Nino har fået karakter af en slags nationalroman, er der dog stadig dem, der holder fanen højt for, at romanens sande ophavsmand er den aserbajdsjanske forfatter Yusif Vazir Chamanzaminli. Man kan læse mere om striden om Kurban Saids sande identitet i denne artikel på Wikipedia om Ali & Nino (bemærk dog, at Wikipedia-artiklen i sig selv er en kampplads i identitetsstriden).

Lev Nussimbaum blev født i Kiev af jødiske forældre, men tilbragte det meste af sin barndom i Baku, Aserbajdsjan, indtil han som fjortenårig flygtede til Tyskland med sin forældre efter bolsjevikkernes besættelse af Aserbajdsjan og Georgien. I Tyskland hævdede Nussimbaum at være konverteret til islam. Under forfatterpseudonymet Essad Bey skabte han sig en karriere som forfatter til bøger om Kaukasusregionen, som efterkom en efterspørgsel i tiden efter ‘viden’ om det eksotiske Orienten, men vist nok lod noget tilbage at ønske, for så vidt angår historisk pålidelighed.

Hvis Lev Nussimbaum er forfatteren, er der på baggrund af hans biografi og øvrige virke en del, der falder på plads. Romanen Ali & Nino, oprindeligt skrevet på tysk og udgivet første gang i 1937 i Tyskland, kan således læses som et – ufrivilligt – eksempel på orientalistiske stereotypier i litteraturen fra den tid i Europa.

Den er dog også mere end dét, for Kurban Said/Lev Nussimbaum lykkes faktisk også meget godt i nogle kapitler med på balanceret og nuanceret vis at tematisere det europæisk/asiatiske skisma, som Aserbajdsjan som ny nation har gennemlevet i det 20. århundrede. Samtidig er den helt interessant for sit tidsbillede af især Baku i perioden.

Selv om historien rent dramaturgisk kan virke lidt tung, så er Ali & Nino gennemgående velskrevet – i hvert fald her i Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads pletfri fordanskning – og læsningen af romanen går nemt og flydende.

• Lignende indlæg
• Forlaget Vandkunsten

Sergio Chejfec: My Two Worlds

Norah Lange: People in the Room

Jorge Consiglio: Southerly

Ricardo Romero: The President’s Room

Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et eller I andre muligheders haver

Ogier Ghislan de Busbecq: Tyrkiske breve

Asef Soltanzadeh: Desertøren

Hassan Blasim: Tossen fra Frihedspladsen