Hollandsk, eksistentialistisk efterkrigsklassiker fra 1947 er nu endelig – med knap 70 års forsinkelse – oversat til engelsk.

Hollandske Gerard Reve (1923-2006) udgav oprindeligt sit hovedværk De Avondens (Aftenerne) i 1947 som kun 24-årig. Romanen vakte angiveligt en del furore sin tid -. formentlig på grund af dens nihilistiske hovedperson og det forhold, at reflektioner over krigen og besættelsen for en efterkrigsroman at være er markant fraværende i romanpersonernes bevidsthed (ihvertfald eksplicit). I dag har romanen imidlertid klassikerstatus i Holland, og i november 2016 er den så altså endelig blevet tilgængelig i oversættelse for os, der ikke behersker det hollandske.

Handlingen i The Evenings udspiller sig henover de sidste ti aftener i december 1946 i Amsterdam. Her forsøger den 23-årige Frits van Egters at få noget værdifuldt ud af sine aftener. Forsøgene er imidlertid dømt til at være forgæves, fordi Frits selv er uden værdimæssige ankre. Han er et billede på en ung efterkrigsgeneration, som har mistet troen på såvel religionen som andre faste værdier, og nu i stedet er præget af ensomhed og kedsomhed.

Frits’ dage hører vi ikke noget om, bortset fra fridagene. Modsat mange i hans omgangskreds, der studerer på universitetet, droppede Frits ud af gymnasiet og har nu et arbejde, om hvilket vi imidlertid ikke hører andet, end at det er på et kontor:

“I work in an office. I take cards out of a file. Once I have taken them out, I put them back in again. That is it.”

Jeg er i syv sind om, hvordan jeg skal bedømme denne roman. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kedede jeg mig noget undervejs i læsningen. Handlingen udmærker sig primært ved sit fravær. Dialogen er ganske vist kvik, og protagonistens tankevirksomhed kører i konstant højtempo, men indholdet i både dialog og tanker vedrører for 95 procents vedkommende banale ligegyldigheder. Der synes ikke at være nogen fremdrift i hverken historie eller personudvikling.

Nu, mens jeg skriver disse linjer, dagen efter at have vendt sidste side i bogen – er det imidlertid allerede som om, romanen vokser sig til i eftertanken. Den føltes alt for lang, mens jeg læste den, men der er også en pointe med at have kedet sig sammen med unge maniske Frits van Egters henover mere end 300 sider.

Bogen efterlader en stemning, et sindbillede og en eftertanke, som gør, at jeg godt kan forstå, at den har fået en plads blandt klassiskerne i hollandsk litteratur. Og som omvendt gør det svært at forstå, at den ikke har været oversat til engelsk eller dansk, for den sags skyld, før nu.

Dét, der bliver stående fra romanen, er først og fremmest unge Frits van Egters som karakter. Han kan snildt udfylde en plads blandt nogle af de store romankarakterer fra litteraturhistorien, mest oplagt hovedpersonen Mersault fra Camus’ Den fremmede, men også nogle af Dostojevskijs nihilistiske figurer kommer i hu.

Gerard Reve skildrer Frits’ aftener i en detaljeringsgrad, som afspejler Frits’ egen nihilisme: Hvis intet er mere rigtigt eller vigtigt end andet, så er alt lige vigtigt – eller lige uvigtigt. Reve demonstrerer dette ved i sin skrivestil at få alt med: De mest ligegyldige ordvekslinger mellem Frits og hans halvdøve far og småforvirrede mor om vejret, om maden, om at hente kul på loftet, om at hænge sin frakke på bøjlen. Frits’ tanker om, hvad han nu skal sige som det næste for at fylde tomrummet ud, eller hvad hans far eller mor eller venner formentlig vil sige sige som det næste. Selv beskrivelser af ufrivillige, halve bevægelser under spisningen kommer med. Alt sammen uden at føre frem til selvstændige pointer eller bære ved til handlingen.

     Frits looked at the clock. “All is lost,” he thought, “everything is ruined. It’s ten minutes past three. But the evening can still make up for a great deal.” His father was feeling around with his right hand between the divan and the wall. “What are you looking for?” Frits asked. “Mmm,” his father replied, “I’m looking for something. “Did you drop it?” Frits asked. “My lighter,” his father replied. His mother came in. “Have you lost something?” she asked. “Yes,” his father said, “yes, I have.” “What has your father lost?” she asked Frits. “The lighter,” he replied, “it rolled back behind there.”

Det er på den ene side – når vi nu skal være ærlige – ret kedeligt at læse, når det bliver ved over mange sider. Og det gør det. På den anden side er der som nævnt en pointe med dette massiv af trivialiteter: Det kan læses som en demonstration af Frits’ mangel på værdimæssige holdepunkter, men også mere simpelt som en manifestation af den kedsomhed, som Frits vedvarende søger at flygte fra, men som han – måske netop derfor – forbliver fanget i.

Derudover har Reve en utrolig veloplagt pen: Der er en manisk energi i både dialogerne og Frits’ tanker, som i øvrigt er skrevet sammen i afsnit på en måde, der ofte giver anledning til forvirring hos læseren om, hvem der taler eller tænker. Det er med til at tilføre teksten en stemning af hastende stakåndethed og høj puls – også selv ingen af personerne foretager sig noget egentlig vigtigt.

Frits er konstant og paradoksalt optaget af, om han får noget ud af sin fritid, at han ikke må kede sig. Han er nærmest sygeligt angst for tomhed og stilstand – selv når han er hjemme og i stue med sine forældre må han sørge for, at nogen hele tiden taler, lige meget om hvad, bare der ikke er stille.

Hele tiden holder han i sine tanker øje med klokken og regnskab med, hvor meget af aftenen, der indtil nu er spildt. Det er paradoksalt, fordi han stort set ikke foretager sig noget eller taler om noget, som han ikke selv – også mens han er i det – bedømmer til at være ligegyldigt og kedeligt.

For Frits er det eneste, der betyder noget, at han er personligt underholdt i nuet. Den eneste af de aftener, vi hører om, som han selv vurderer som vellykket, er karakteristisk nok en druktur i byen fyldt med kvikt leveret, men totalt indholdsløs bragesnak.

Gerard Reve (1923-2006)

Karakteren Frits van Egters kan som nævnt minde ikke så lidt om den unge mand Mersault i Alberts Camus’ Den fremmede (1942). Hos Frits finder vi noget af den samme ligegyldighed overfor verden, det overfladiske forhold til hans såkaldte venner og en til nihilisme grænsende værdirelativisme.

Men jeg kunne ikke lade være med også at tænke på nogle af Dostojevskijs nihilistiske karakterer. Der er noget Raskolnikov over den unge Frits, som han hektisk bevæger sig rundt i byens gader og banker sin bekendtskaber op eller møder dem på gaden for blandt andet at tale om etiske emner, omend altid kun på en overfladisk måde og med det unge menneskes hang til provokationen og det chokerende.

Det giver sig hos Frits udtryk i detaljerede bekendelser af hans barndomserfaringer med at pine insekter; i udredninger om, hvordan ældre mennesker er en byrde, som samfundet burde skille sig af med ved kølleslag i nakken; i udpenslede trusler mod en tøjkanin (!) om torturafstraffelse; og ikke mindst i samtaler med den kriminelle type Maurits, hvori Frits ægger Maurits til at udpensle sine voldelige fantasier om at tortere og kvæle små drenge.

For Frits er det hele imidlertid bare en leg, et tidsfordriv, en måde at holde tomheden på afstand. Først til sidst i romanen tillader Gerard Reve den unge Frits at skimte et muligt holdepunkt i kærligheden til sine gamle forældre.

Kan jeg alt i alt anbefale Gerard Reves The Evenings til andre? Ja, den er så absolut værd at have læst (for Reves kvikke pen og Frits van Egters som figur) – men i lidt mindre grad værd at læse (fordi den ret beset er kedelig og for lang). Hvis det ellers giver mening … Mens jeg læste den, tænkte jeg, at det maksimalt kunne blive til en trestjernet anmeldelse – men i efterreflektionen er den hurtigt vokset til en firer.

Og således slutter læseåret 2016 her på K’s bognoter meget passende med en roman, der foregår henover juledagene og kulminerer nytårsaften, selv om det er så som så med egentlig julestemning. K er tilbage straks i det nye år med en status over læseåret, der gik – og selvfølgelig med masser af nye anmeldelser. Godt nytår til alle jer, der følger med her på bloggen.

Opdatering 13.08.2018: Romanen er i august 2018 nu også udkommet i dansk oversættelse ved Lise Bøgh-Sørensen under titlen Aftenerne (Forlaget Turbine).

• Lignende indlæg
• Pushkin Press

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Begenas Sartov: When the Edelweiss Flowers Flourish

Irmgard Keun: Barn af verden

Judith Hermann: Lettipark

Tomás González: In the Beginning Was the Sea

Pasi Ilmari Jääskeläinen: The Rabbit Back Literature Society