Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.

Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman):

Vi er sted i Indien eller Nepal på Buddhas tid, dvs. omkring 500 år før vor tidsregning. Siddhartha er en ung brahminersøn, som er elsket af alle for sin skønhed, intelligens og fromhed. Som søgende sjæl kan han imidlertid ikke finde ro i brahminernes lære og han forlader sit hjem og bortkaster alle sin kastes krav på rigdomme for at slutte sig til de asketiske samanaer. Med sig har han sin ven og tro følgesvend Govinda.

Hermann Hesse (1877-1962)

Hos samanaerne stræber Siddhartha gennem intens meditation efter at frigøre sig fra sit jeg for derigennem at opnå indsigt i den evige sandhed og blive ét med verdensaltet, med Athman eller Brahman. Efter nogle år hos samanaerne møder de to følgesvende Gautama, Den Ophøjede, Buddha ham selv, der på det tidspunkt er ved at opbygge sig en skare af tilhængere. Govinda dedikererer sig til Buddhas lære og bliver hos ham. Også Siddhartha anerkender Buddha som et fuldendt menneske, men han er selv nået til den indsigt, at sandheden ikke kan erkendes gennem nogen andens lære, og han drager videre alene.

Herfra går Siddhartha ind i en periode i jordisk vellevned, hvor han kaster sig ud i kødelig kærlighed til kurtisanen Kamala, går i lære hos en købmand, opnår stor rigdom, som han kaster bort og genvinder i terningespil og sligt – indtil han til sidst indser meningsløsheden i det hele og i væmmelse forlader sin rigdom, sin nyopnåede samfundsposition og sin kæreste.

Til sidst finder Siddhartha roen som færgemand og opnår som gammel mand endelig afklaring ved gennem mange år at lytte til floden og åbne sit sind for verden i sin helhed.

Historien om Siddhartha er hos Hesse således en filosofisk rejse. Den er fortalt enkelt og uden eksplicit livtag med tunge filosofiske begreber. Ikke desto mindre kan den læses som en søgende erkendelsesrejse gennem adskillige klassiske filosofiske positioner. Siddharthas endelige indsigt består i, at sandheden hverken skal findes i den fysiske verdens materialitet, i ideernes verden, gennem sanserne eller tanken. Ethvert menneskes sandhed er at finde i totaliteten af dette menneskes erfaringer og gennem indsigten i og omfavnelsen af dette hele liv som en del af verdensaltet og tiden, der dermed bliver ét. Livet, verden og sandheden som en evig vorden, der allerede er en væren.

Synderen er ikke på vej til at blive Buddha. Han er ikke i færd med at gennemgå en udvikling, skønt vi med vores tankebaner ikke formår at forestille os tingene anderledes. Nej, synderen har allerede nu, allerede i dag, den fremtidige Buddha i sig. Hele hans fremtid ligger allerede i ham. Du må ære den vordende, den mulige, den skjulte Buddha i ham, i dig selv, i enhver.
Verden er ikke ufuldkommen, min ven, eller langsomt på vej mod fuldkommenheden. Nej, den er fuldkommen i ethvert øjeblik. Al synd bærer allerede nåden i sig. Alle små børn har allerede oldingen i sig, alle spædbørn døden, alle døende det evige liv.

Jeg er ikke fagfilosof, og jeg skal nok afholde mig fra yderligere amatørfilosofiske udlægninger af teksten, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er noget Hegel-møder-Buddha over Hesses underliggende filosofiske position. Og en del af det 20. århundredes fascination af Hesses lille roman skyldes formentlig dens forsøg på at etablere en slags syntese mellem vestlig og østlig filosofi, mellem kristendom og buddhisme.

Siddhartha er som nævnt skrevet tilbage i 1922, og den blev ikke specielt vel modtaget ved førsteudgivelsen. Til gengæld opnåede romanen en slags genfødsel i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hvor den nærmest fik kultstatus i hippiebevægelsen, hvor nogle i Siddhartha kunne finde en slags håndbog i selvudvikling og bevidsthedsudvidelse, der passede fint med hippiernes fascination af østlig filosofi i øvrigt.

Kærligheden, Govinda, synes mig at være det vigtigste af alt. At gennemskue verden, forklare den, foragte den, det kan være store tænkeres sag. Men for mig har det kun betydning at kunne elske verden. Ikke at foragte den, ikke at hade den og mig selv, at kunne betragte den og mig selv og alle væsener med kærlighed, beundring og ærefrygt.

Hesses sprog (her i Karl Hornelunds oversættelse til dansk) kan for en læser i 2017 ikke undgå at virke lidt gammeldags. Sine steder er sproget således noget omstændeligt og grænsende til det svulstige måde. Men Hesse skriver ikke desto mindre fremragende, og det lidt gammelmodige, poetisk messende sprog klæder historien fint, ligesom det langsommelige tempo passer til romanens budskab.

Jeg har lyttet til Siddhartha som lydbog, indtalt af Bent Otto Hansen. Bent Otto Hansen læser op med en tydelig diktion i et roligt tempo, der får så vidt passer godt til bogen. Det er dog lige før, at det går for langsomt – og nogle gange bliver det næsten lidt salvelsesfuldt. Jeg endte således med at benytte mig af muligheden for at skrue op for tempoet i afspilningen (afkortning af pauserne mellem ordene), og så fungerede det fint.

Hermann Hesse blev født i Tyskland, men emigrerede til Schweiz, hvorfra han har skrevet Siddhartha. Tæller den så som et tysk eller et schweizisk indslag i min læseudfordring Verden rundt i bøger? Jeg vælger at sætte et flueben ved Tyskland – velvidende, at jeg har en del gode (nyere) tyske bøger stående i reolen, herunder blandt andet romaner af Clemens Meyer og Uwe Teilkamp, som jeg nok skal komme til senere, og som på det tidspunkt måske vil trænge Hesse længere ned på listen.

K's vurdering: