Hermann Hesse: Demian

“Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.”

Herman Hesse (1877-1962) skrev Demian i 1917, og den blev udgivet som bog første gang i 1919 under forfatterpseudonymet Emil Sinclair, navnet på romanens jeg-fortæller. Først 16 oplag senere i 1920 trådte Hesse frem som forfatteren.

Demian er en udviklingsroman om fortællerens barndom og ungdom frem mod hans erkendelse af, at han skal finde årsagerne til kaoset og lidelsen i sit liv i sig selv – hvorved han endeligt kan frigøre sig fra sit mødrende hjem og blive voksen.

Emil Sinclair oplever fra barnsben sit liv som splittet mellem to verdener: Den ene er forældrenes velkendte verden:

I denne verden var der lige linjer og veje, som førte ind i fremtiden, der var pligt og skyld, dårlig samvittighed og bekendelse, tilgivelse og gode forsætter, kærlighed og ærefrygt, bibelord og visdom. Denne verden måtte man holde sig til, så livet kunne blive klart og rent, smukt og ordnet.

Den anden verden, derimod, var helt anderledes, “lugtede anderledes, talte anderledes, lovede og krævede noget andet.”

I denne anden verden var der tjenestepiger og håndværkersvende, spøgelseshistorier og skandalerygter, der gik der en broget strøm af uhyggelige, lokkende, frygtelige, gådefulde ting.

For barnet Emil Sinclair er den anden verden både tæt på, men heldigvis også adskilt fra forældrenes trygge verden, samtidig med at det onde og fortabte har en besynderlig tillokkende kraft.

Den anden verden kommer første gang tæt på ham da en tyraniserende skolekammerat får magten over ham og tvinger ham til at bryde reglerne i den første verden. Siden hen kaster han sig som ung studerende selv ud i den anden verden i form af druk og solderi.

Den unge Sinclair befrier sig fra sin plageånd via et møde og venskab med den ældre skolekammerat Max Demian, der lærer ham at se på “den anden verden” med et andet blik. Den ældre og i mange henseender tilsyneladende mere indsigtsfulde Demian fascinerer og forfører Sinclair – og fører ham i sidste ende også frem til en forløsning.

Som allerede bogens bagsidetekst afslører – men der er ingen afslørende skade sket herved, for det er tidligt i romanen meget tydeligt – er Max Demian en personificering af en anden del af Emil Sinclair selv. Sinclair er den rene og uskyldige, der hører til i “den første verden,” mens Demian er hans mørke, dæmoniske side.

Demian er dog kun mørk og dæmonisk set fra “den første verdens” perspektiv. Romanen er således en udviklingshistorie, hvor fortælleren gradvist kommer til en erkendelse af, at begge verdener er i ham selv – og at vejen til at komme overens med sig selv går via en accept og omfavnelse af begge sider.

Undervejs bliver Sinclair blandt andet introduceret til guden Abraxas. Historisk er Abraxas ikke så meget en guddom som et esoterisk begreb afledt af det græske talord for 365, som kan referere til hele solåret, og som blev anvendt af de tidlige gnostikere som betegnelse for det øverste guddommelige, altomfattede princip.

Hos Hesse er Abraxas et ord for det, der omfatter både Gud og Djævlen, begge de verdener, som Hesses protagonist kommer til en erkendelse af er en del af ham selv. Og romanen munder ud i fortællerens indsigt i, at målet i livet for hver enkelt bør hver at søge indsigt i sig selv.

Der eksisterede for hver enkelt et ‘kald,’ men ikke ét man selv kunne vælge, bestemme eller forvalte for forgodtbefindende. De var forkert at forlange nye guder, det var fuldstændig forkert at ville give verden noget som helst! Der eksisterede ingen, ingen, ingen pligt for vakte mennesker ud over denne ene: at søge sig selv, bliver sikker på sig selv, famle sig frem ad sin egen vej, ligegyldigt hvor den førte hen.

Romanen er markant præget af Hesses optagethed af dels jungiansk psykoanalyse, dels buddhisme. Det var det, der var med til at give Hesses forfatterskab en anden opblomstring sidst i 1960’erne, hvor han blev omfavnet af hippiekulturen, jf. også min anmeldelse af Hesses Siddharta.

Hesse skriver eminent godt (her i Hans Chr. Finks fine oversættelse til dansk), men Demian er også en meget stiliseret roman. For min smag er den båret lidt for meget af konstrueret symbolik og lidt for lidt af levet liv.

For en som mig, der ikke abonnerer på den jungianske psykoanalyse, kan Hesses dualismer, symbolisme og jungianske arketyper godt blive lidt for meget. Og jeg er heller ikke en stor fan af Hesses vestliggjorte udgave af buddhistisk filosofi med dette fokus på “at finde sig selv.”

Jeg læste ikke desto mindre Demian med stor fornøjelse, fordi den er skrevet så godt, og jeg kan for så vidt bestemt anbefale den.

Tak til Søren S. for anbefalingen. Jeg har flere Hesse-romaner på programmet, herunder Sol og måne, Glasperlespillet (hvis jeg ellers kan fremskaffe den) og en genlæsning af Steppeulven (som jeg har en fornemmelse af, at jeg vil få mere ud af at læse nu, end da jeg løste den første gang i mine tidlige 20’ere). Dem kommer jeg til, men jeg tror, at det er bedst for både Hesse og mig at læse noget andet ind i mellem.

K's vurdering: