Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.

Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske.

Den korte roman er historien om den dag, hvor Joaquim Soares de Cunha, også kaldet Quincas Berro Dagua (“Water-Bray” i den engelsek oversættelse), dør to gange, som titlen antyder.

Joaquim Soares de Cunha var i romanen engang en respektabel mand af det bedre borgerskab i Bahia, Brasilien. Men en dag fik han for meget, vendte ryggen til familien og har ved sin død, hvor romanen begynder, levet ti år på gaden, angiveligt som konge blandt Bahias værste udskud, vagabonder, drankere, bumser, ludere og lommetyve – “the king of the tramps of Bahia,” som han kaldes.

Titlen hentyder til, at Quincas denne dag dør to gange (og det afsløres allerede på de første sider, så jeg røber ikke for meget her): Én gang stilfærdigt i sin seng og én gang til senere på dagen, hvor han ifølge talrige vidner er genopstået og kaster sig i havet.

I familiens øjne døde han dog allerede – i moralsk forstand – første gang, da han vendte ryggen til dem, hvilket bringer hans samlede antal dødsfald op på tre, “making Quincas some kind of record holder in matters of death, a champion at dying.”

På gaden har Quincas fået sit kælenavn “Water-Bray” (som vel kan oversættes til noget i retning af vandskryderen eller vandbrægeren) fra dengang, han ved et fælt uheld kom til at skænke sig et glas vand i den tro, at det var cachaça:

He filled a glass, spat to clear his mouth, and tossed it down in one gulp. Then an inhuman bray cut the morning peace of the market, shaking the very foundations of the Lacerda Elevator. It was the cry of a mortally wounded animal, a man who had been betrayed by an evil fate.
   ”WAUUUU-TUUH!!!”

Ved Joaquims/Quincas død ser familien en mulighed for at redde familiens ære ved at give ham en fornem begravelse og derigennem så at sige i døden genoplive den gamle Joaquim Soares de Cunha.

Det går dog ikke helt som planlagt, for da en gruppe af Quincas svirebrødre dukker op i Joaquims/Quincas vågestue for at vise den døde den sidste ære, begynder der at komme gang i den. Muligvis under indflydelse af lidt for meget cachaça går det således op for vennerne, at Quincas måske i virkeligheden ikke er helt død, og de tager liget – eller den muligvis stadig levende Quincas – med i byen på en sidste druktur.

Lidt træt er han godt nok, så to af dem må støtte/slæbe ham mellem sig. Men de er ikke i tvivl om, at Quincas nyder turen, selv om han ikke siger så meget:

Quincas Water-Bray, enjoying himself mightily, […] was sticking his tongue out at passersby and tipping his head into doorways for a leer at lovers. With every step he took, he felt like lying down on the street.

Det er en del af spændingen i bogen, at man ikke er 100 procent sikker på, om Quincas er død eller muligvis lidt levende, som de beduggede venner forestiller sig. Uanset hvad, er især den sidste del af bogen en ren fest for læseren – hvis man er til slapstick-humor og usømmelig omgang med lig.

Det hele er imidlertid ikke den rene komedie. Amado får med det dobbelte portræt af Joaquim/Quincas, set fra henholdsvis overklassefamiliens og underklassevennernes perspektiv, også tegnet et satirisk billede af klassesamfundet i Bahia.

Og der ikke tvivl om, at Amados sympati er hos folket på gaden. For overklassefamilien er den døde ikke andet end en besværlig skamplet, for de fattige og udstødte er han en ægte ven.

The Double Death of Quincas Water-Bray er ikke en stor roman, det er en lille, let spøgefuldhed, men den er fremragende skrevet og fyldt med et galleri af herlige, skarpskårne typer. Fornøjelig læsning.

• Lignende indlæg
• Penguin Classics

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Andrés Barba: Små hænder

Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute

Nick Joaquín: The Woman Who Had Two Navels and Tales of the Tropical Gothic

Graham Greene: Loser Takes All

James Joyce: Dubliners