Gotiske skæbnefortællinger, groteske fabler, modernistisk-psykologiske vanvidshistorier og en gennemgående optagethed af død og vold og menneskets udleverethed til naturen (i sig selv). Argentinske Horacio Quiroga er ikke for enhver, men er afgjort et bekendtskab værd – dog mest for den litteraturhistorisk interessede.

Horacio Quiroga (1878-1937) blev født og voksede op i Uruguay, men han tilbragte store dele af sit voksne liv i Argentina, og han betragtes normalt som en argentinsk forfatter.

Quiroga skrev først og fremmest noveller (og rigtig mange af dem), men udgav også et par romaner og teaterstykker. Han er imidlertid ikke meget oversat. Samlingen The Decapitated Chicken er således noget af det eneste, der er tilgængeligt på engelsk. Quiroga er mig bekendt ikke oversat til dansk.

Der er tale om en antologi med et udvalg af Quirogas mere end 200 noveller taget fra et spænd på 28 år af forfatterskabet, udvalgt og oversat til engelsk til lejligheden af Maragaret Sayers Peden.

Årene er ikke gået sporløst henover disse noveller. Der er noget lidt gammeldags over fortællestilen, og jeg fandt dem således primært interessante fra en litteraturhistorisk betragtning. Men dét er de til gengæld også, ikke mindst for den måde, hvorpå Quirogas historier peger frem mod den senere latinamerikanske og mørke fantastik, som vi kender den fra dele af f.eks. Felisberto Hernández’, Jorge Luis Borges’ og Julio Cortázars værker.

Quiroga mangler noget af de nævntes raffinement og sproglige elegance, men han er ikke ueffen og bestemt værd at læse.

Kampen mellem menneske og natur – og naturen som en del af mennesket – er et gennemgående tema i mange af historierne i samlingen. Og ikke sjældent er det naturen, der går af med sejren.

Nogle historier har karakter af bizarre, moderne fabler befolket af talende dyr med menneskelige egenskaber. Det gælder f.eks. samlingens længste historie, Anaconda (opr. 1921), hvor junglens gift- og kvælerslanger indkalder til en slangekongres på tværs af arter for at diskutere, hvordan de skal reagere på en ny trussel fra menneskene. Slangerne har muligheder for at vinde, men går under som følge af deres egne – såre menneskelige – indbyrdes stridigheder.

I den korte historie, Sunstroke (opr. 1908), iagttager en flok hunde med overnaturlig forudanelse, hvordan deres herre arbejder sig ihjel i solen i marken.

I Juan Darién (opr. 1920) – en parabel over menneskenes uforsonlige had mod det fremmede – får dyrene i bogstaveligste forstand menneskelige egenskaber, idet en kvinde her opfostrer en forladt tigerunge, der af en magisk slange tildeles menneskeskikkelse, så landsbybeboere ikke skal slå ham ihjel, mens han vokser op og går i skole. Men ak, menneskene har en ufejlbarlig evne til altid at udsøge, udskille og forfølge den, der er anderledes eller stemples som sådan.

Andre noveller i samlingen har karakter af gotiske gys i klassisk Edgar Allan Poe-stil. Mest tydeligt i den første historie, The Feather Pillow (opr. 1907), som i sin enkelhed også er en af samlingens bedre, hvor et hovedpudemonster (ja: et hovedpudemonster …) langsomt suger livet ud af en ung kvinde – som en metafor over det triste og anæmiske liv, hun tvinges til at leve med sin kedelige ægtemand.

En anden af de bedre – og også grumt gotiske – historier i samlingen er titelhistorien, The Decapitated Chicken (opr. 1909), som allerede i kraft af titlen fra begyndelsen er svanger med en rugende uhygge. Den handler om fire mentalt retarderede brødre, som mister deres forældres kærlighed og opmærksomhed, da de får en normalt begavet lillesøster. De tumpede drenge bruger dagene på at sidde og stirre tomt ud i luften og savle som dyr. Men måske ser de mere, end man skulle tro. Og måske forhindrer deres dyriske tilstand dem ikke i at blive inspirerede til særdeles menneskelige grusomheder. Og man hugger jo hovedet af høns, så hvad gør man med en forhadt, selvoptaget lillesøster?

The idiots’ gaze became animated; the same insistent light fixed in all their pupils. Their eyes fixed on their sister, as the growing sensation of bestial gluttony changed every line of their faces.

I andre historier slår Quiroga mere psykologiske temaer an. Det gælder især i den anden lange og mest modernistiske novelle i samlingen, The Pursued (opr. 1908). Her følger vi en jeg-fortæller, som er fascineret af galskaben i en anden persons angivelige forfølgelsesvanvid og indleder en psykologisk leg med ham, som udvikler sig til, at både læser og fortæller bliver mere og mere i tvivl om, hvem der er den gale og forfulgte.

Quirogas personlige historie var præget af vold og tragedier, som man kan læse om i George D. Schades introduktion og andre steder (jeg vil anbefale at læse introduktionen til sidst, for at undgå for mange forhåndsafsløringer og tolkninger af samlingens noveller).

Horacio Quiroga (1878-1937)

Quirogas far døde ved en vådeskudsulykke på en familieudflugt, da den lille Horacio var helt spæd. Senere begik Quirogas stedfar selvmord ved at skyde sig med sin riffel, og den syttenårige Quiroga var den første, der fandt liget. Som 24-årig skød og dræbte Quiroga i 1902 selv – ved et uheld – en af sin bedste venner.

I 1915 tog Quirogas første kone sit eget liv ved gift, da hun ikke kunne udholde livet i den argentinske jungle, hvor Quiroga insisterede på at bo (Quiroga hjalp hende efter sigende med selvmordet, men giftdosen var for lille, så hun døde kun langsomt under store smerter). Til sidst begik Quiroga i 1937 selv selvmord med cynanid efter at have fået stillet en terminal kræftdiagnose.

Måske er det på den baggrund ikke så mærkeligt, at Quirogas noveller kredser om drab og død, herunder langsom død.

Udover de ovenfor omtalte historier rummer samlingen således adskillige andre noveller, der har døden som tema. I The Drifting (opr. 1912) dør en mand langsomt af et slangebid, mens han desperat forsøger at nå frem til lægehjælp. I The Dead Man (opr. 1930) falder en mand ved et uheld ned på sin machete under arbejde i marken, og novellen består af hans sidste bevidsthedsglimt, mens han dør.

Det hele lyder muligvis meget tungt og dystert, men der løber også en ironisk-diabolsk, humoristisk tone gennem det meste, som bidrager til at give de fleste af historierne en vis lethed.

Samlet set et spændende bekendtskab – men har du endnu ikke læst Borges, Hernández eller Cortázar, så start dér i stedet.

Udgivelsen er i øvrigt illustreret med fine tegninger af Ed LIndlof – én vignettegning til hver novelle.

• Lignende indlæg

Mario Bellatin: Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction

Mario Bellatin: Skønhedssalon

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Julio Cortázar: Passager