Sære. Felisberto Hernández’ historier er sære. Meget sære. Men også sært fascinerende.

Jeg tør ikke give et bud på en sammenhængende mening i ret mange – om nogen – af novellerne i denne samling. Jeg har læst dem alle sammen, de fleste ret omhyggeligt, men jeg kan simpelthen ikke sige, hvad de handler om. Ikke desto mindre var jeg glad for at læse de fleste af dem.

Det eneste, man som læser kan være sikker på i selskab med uruguayanske Felisberto Hernández (1902-1964), er, at intet er, hvad det ser ud til. Francine Prose skriver i sit forord til samlingen, at Hernández formår at overbevise os læsere om, at vi må have haft de samme drømme som forfatteren (selv om vi måske har glemt dem). Det ved jeg nu ikke helt – jeg tror heldigvis ikke, at jeg har haft den slags drømme… >> Læs videre