Sære. Felisberto Hernández’ historier er sære. Meget sære. Men også sært fascinerende.

Jeg tør ikke give et bud på en sammenhængende mening i ret mange – om nogen – af novellerne i denne samling. Jeg har læst dem alle sammen, de fleste ret omhyggeligt, men jeg kan simpelthen ikke sige, hvad de handler om. Ikke desto mindre var jeg glad for at læse de fleste af dem.

Det eneste, man som læser kan være sikker på i selskab med uruguayanske Felisberto Hernández (1902-1964), er, at intet er, hvad det ser ud til. Francine Prose skriver i sit forord til samlingen, at Hernández formår at overbevise os læsere om, at vi må have haft de samme drømme som forfatteren (selv om vi måske har glemt dem). Det ved jeg nu ikke helt – jeg tror heldigvis ikke, at jeg har haft den slags drømme…

Men der er ikke tvivl om, at drømmeagtigt er en rammende beskrivelse af alle Hernández’ historier – som knap nok kan kaldes historier, netop fordi de er så drømmeagtige: I mange af dem har man oplevelsen af at falde ind i dem midt i det hele og især af at forlade dem, før de er forbi. Som når man vågner af en drøm. Og ligesom i drømme adlyder tingene i Hernández’ verden ikke altid de velkendte naturlove.

Et gennemgående træk i historierne er, at døde ting har det med at få liv. Nogle gange bare i det små i kraft af Hernández sprog, som når fortælleren i Except Julia ikke skal anstrenge sine øjne for at se ting i halvmørket, men omvendt at “objects had to struggle to be seen in the dark.”

Andre gange mere direkte som i The Balcony, hvor en balkon, som kvinden i historien plejer at stille sig ud på, bliver så jaloux på den interesse, hun tager i fortælleren, at den vælger at brase sammen.

Eller hvad siger I til denne ivrige blyant i novellen The Stray Horse, som fortællerens klaverlærerinde samler op for at notere noget i nodehæftet:

When Celina picked it up to number the notes of the score for my fingering, the pencil was anxiuos to be allowed to write. Since Celina would not let it loose, it moved eagerly between the fingers that held it, its single pointed eye wavering as if in doubt and swinging back and forth. When it was allowed to approach the page, the tip of the pencil was like a snout sniffing out something only a pencil’s instinct could recognize, searching between the legs of the notes for a white spot it could bite into. Finally Celina would let it loose and, like a piglet suckling in quick, short bursts, it would cling hungrily to the white of the page, leaving littele sharp footprints with its short black hoof and merrily wagging its long red tail.

Atter andre gange kommer tingene til live i mere perverteret form som i en af samlingens bedste historier, The Daisy Dolls, hvor hovedpersonen Horace i et bizart trekantsdrama forelsker sig i en dukke, han har fået fremstillet, så den ligner hans kone.

Der er ganske meget – men også meget underspillet – humor i Hernández’ noveller, som ofte giver anledning til at trække på smilebåndet. Som for eksempel når fortælleren i The Green Heart resgineret bemærker: “I was a bit disappointed by life but careful not to get run over by a car.” Eller som i titlen på historien The Woman Who Looked Like Me, som viser sig at referere til en kvinde, som fortælleren fascineres af – hvilket imidlertid skal ses i sammenhæng med, at han har fået mistanke om, at han engang har været hest, og at han møder kvinden i sine hestedrømme, hvor hendes hestefjæs har en særlig appel.

Felisberto Hernandéz ved klaveret

Felisberto Hernández (1902-1964) havde ikke megen succes som forfatter i egen levetid. Han ernærede sig i stedet primært som – angiveligt talentfuld – pianist på cafeer og i stumfilmsbiografer i Montevideo. Hans metier som pianist præger hans noveller, hvis jeg-fortællere ofte er pianister, eller hvor der på anden vis optræder et klaver. Titlen på den posthumt udgivne novellesamling Piano Stories er således velvalgt.

Hernández er vist heller ikke meget læst i dag, men han har ikke desto mindre haft væsentlig betydning for udviklingen af litterære genrer som fantastik, fabulisme og magisk realisme. Markante forfattere indenfor den genre som for eksempel Gabriel García Márquez, Italo Calvino og Julio Cortázar fremhæver således Hernández som en afgørende inspirationskilde.

Spanieren Enrique Vila-Matas inkluderer Hernández i sine finurlige “fodnoter til en usynlig tekst” (Bartleby & Co.) om forfattere, der nægtede at skrive: “Han opgav aldrig at skrive, han er ikke skrivenægter, men det, han skrev, nægtede at blive historier.” Hernández var ifølge Vila-Matas en “opfinder af et uvirkeligt fiktionsrum, forfatter til noveller uden slutning (som for at påpege, at der mangler noget her i livet), skaber af kvalte stemmer, opfinder af fravær.”

Vila-Matas’ karakteristik er ganske træffende. Mange af novellerne henter netop deres sære fascinationskraft i oplevelsen af, at der er noget fraværende, at der en nøgle til forståelse, vi som læsere ikke bliver præsenteret for.

Alle historierne er ret mærkelige, men de er rasende godt skrevet, de er allesammen en fornøjelse at læse og sprogligt set også umiddelbart nemme at gå til – men jeg er glad for, at jeg ikke skal skrive stil om, hvad meningen med dem egentlig er.

Var det samlet set en anbefaling? Ja, det tror jeg. Jeg var ihvertfald ganske fornøjet undervejs. Og hvis du – som jeg – kan finde fornøjelse i små sproglige perler som for eksempel den ovenfor citerede beskrivelse af den lille, ivrige blyants færd henover siderne i nodehæftet, så er Felisberto Hernández måske også noget for dig. Hvis ikke, så er han det nok ikke.

Felisberto Hernández er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ikke oversat til dansk. Men han er ganske ligetil at læse i Luis Harss’ fine oversættelse til engelsk.

Rettelse (20.02.2017): Jeg er i dag blevet gjort bekendt med, at jeg tog grumme fejl, da jeg lige ovenfor skrev, at Hernández ikke er oversat til dansk. Det er han faktisk. Forlaget Politisk Revy udgav således i 2005 et antal af hans historier under titlen Koncerten og andre fortællinger oversat til dansk af Rigmor Kappel Schmidt (og den fås stadig i handelen eller på biblioteket). Og tilbage i 1980 udgav forlaget Arena en oversættelse af samlingen Det oversvømmede hus. Den sidste fås nok kun antikvarisk i dag, vil jeg gætte på, eller på biblioteket. Jeg beklager fejlen – men glæder mig over således at kunne videreformidle, at også læsere, der foretrækker dansk, faktisk har god mulighed for at stifte bekendtskab med den fascinerende uruguayaner.

Felisberto Hernández’ Piano Stories er en værdig repræsentant for Uruguay i min litterære verdensrundtur.

K's vurdering: