Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.

Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede.

Det er den sene Tolstoj (1828-1910), vi udsættes for her i Kreutzersonaten (opr. 1889), et værk fra den sidste periode af hans forfatterskab, hvor han i stigende grad lod sig lede af en asketisk, kristen moralfilosofi kombineret med en socialistisk inspireret dyrkelse af det rene, enkle bondeliv, som mange i samtiden betragtede som så særegen, at man endog har talt om tolstojisme som en egen moralfilosofisk retning.

Kortromanens rammefortælling er en togrejse. Fortælleren kommer tilfældigt til at dele kupé med den midaldrende mand Posdnyschów, som tidligt i romanen erklærer, at han har slået sin kone ihjel og netop er blevet frifundet for mordet, idet retten mente at have fundet tilstrækkelig bevis for, at konen havde været ham utro, hvorfor han havde været i sin gode ret (ja, vi er i Rusland i slutningen af det 19. århundrede).

Foranlediget af en samtale mellem andre passagerer om kærlighedens og ægteskabets natur begiver Posdnyschów sig ud i en personlig beretning om sit ægteskab, og hvad der ledte frem til mordet. Denne beretning udgør den egentlige historie i Kreutzersonaten.

Det er en historie om følelsesmæssige dramaer og sygelig jalousi i ægteskabet – drabelige skænderier afløses af genopblusset forelskelse og anden sanselighed i en tilsyneladende endeløs cyklus. Først og fremmest er det en moraliserende bekendelseshistorie om den såkaldte kærlighed (dette “svineri”) som roden til alt ondt mellem mennesker.

Hovedpersonen Posdnyschóws ophidsede, men uhyre velskrevne tirader mod kærlighed, sex og kvinder er så outrerede, at de bliver svært underholdende. Ja, som moderne læser fristes man til at læse teksten som satire, som Mette Skovdal Clausen bemærkede sig ovre på LitteraturNu, da romanen blev nyudgivet i 2016 i den version, jeg har læst.

Fortællingen flyder således over af udgydelser som denne her:

[Mennesket] beherskes kun af denne tanke, at få så megen nydelse som mulig. Han, skabningens herre, mennesket! Læg vel mærke til det. Dyrene parrer sig kun, når de kan avle afkom, men skabningens gemene herre gør det altid, lige så tit det volder ham fornøjelse. Ja værre endnu! Han ophøjer abeagtigheden til skabningens tinde under navn af kærlighed.

Men satiren er ufrivillig fra forfatterens side, for tag ikke fejl: Tolstoj mente skam sin præken af seksuel afholdenhed alvorligt, og der er ikke så lidt i hovedpersonens historie (på nær selve mordet på konen), der kan minde om Tolstojs eget liv, som man kan læse om i diverse biografier.

Det er let at afvise Tolstojs moraliseren, hans seksualitetsopfattelse og hans kvindesyn i Kreutzersonaten. De dele af romanen er sådan set bare til at smide på lossepladsen udover som historisk dokumentation.

Men udstillingen af hykleriet og dobbeltmoralen omkring kærlighed og ægteskab i Tolstojs samtid er ikke desto mindre valid – og i ikke så få henseender stadig relevant i vores tid. Og det psykologiske portræt af et menneske, der er i sine lidenskabers vold – og som i sin efterreflektion i romanen tydeligvis stadig er i sine lidenskabers vold, selv om han præker en nyvunden aksetisk moral – er ualmindeligt medrivende.

Og så skriver Tolstoj her i Kreutzersonaten bare overgivent flot. Alt i alt afgjort anbefalelsesværdig læsning under forudsætning af, at læseren er parat til at udskille de psykologiske indsigter og de sprogligt-litterære kvaliteter fra de forældede, moraliserende budskaber.

K's vurdering: