Gilgamesh

Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.

Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk.

Gilgamesh er et sumerisk-babylonsk helte- og gudeepos, en digtcyklus baseret på en årtusinder gammel, mundtlig fortælletradition, formentlig nedskrevet for første gang omkring år 2100 f.v.t. på sumerisk.

Den nye fordanskning er blevet til i et samarbejde mellem digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle (som i parentes bemærket er far og søn). Den er baseret på det, man i forskningstraditionen kalder den babylonske standardversion af digtcyklen, oprindeligt formentlig nedfældet omkring år 1700 f.v.t. på lertavler med kileskrift i det nu uddøde sprog, akkadisk.

Myten om Gilgamesh danner en art universel, kulturel referenceramme, som mange kunstnere har trukket på i historiens løb – lidt ligesom tilfældet er med Homers Odyseen og Iliaden. Om end langt de fleste jo nok er væsentligt mindre fortrolige med figurerne og fortællingerne i Gilgamesh end med de homeriske guder og helte (hvilket blandt andet kan have at gøre med, at lertavlerne med det gamle epos først blev fundet i 1839 i kong Assurbanipals kongelige bibliotek i Ninive).

Jeg hører selv til dem, der er stødt på referencer til værket talrige gange i religionshistorisk eller litterær sammenhæng – men faktisk uden nogensinde egentlig at have kendt til indholdet i historien, må jeg medgive.

Blandt bøger omtalt her på bloggen, som trækker på Gilgamesh som referenceramme, kan jeg nævne Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, hvor Aidt spejler sin egen smerte over sin søns død i Gilgamesh’ smerte over tabet af sin nære ven, Enkidu. Og netop nu er jeg – tilfældigt – i gang med at læse mexicanske Mario Bellatins Flores (eng. Flowers), hvor han i et forord henviser til Gilgamesh som inspiration for opbygningen af teksten (anmeldelse kommer snart).

Eposet (som egentlig snarere er at betragte som en serie af fortællinger) handler om Gilgamesh og hans ven Enkidu. Gilgamesh er konge i byen Uruk, han er en kæmpe, den smukkeste i landet og en stor kriger, to tredjedele gud og en tredjedel menneske.

Læs om det, Gilgamesh gik igennem, læs om alle hans lidelser.

Han overgik alle konger, denne hæderkronede muskelmand,
den heltmodige søn af Uruk, den stangende vildtyr.
Han gik som hærfører forrest,
han gik bagest for at sikre sine brødre.

Gilgamesh er i begyndelsen imidlertid også en despot, der grundlæggende terroriserer sin egen befolkning – slår de unge mænd ihjel for sportens skyld og voldtager de unge kvinder i hobetal. Han er én stor udladning af både livskraft og død, vildskab og uhæmmet herskesyge.

Befolkningen i Uruk klager derfor deres nød til guderne, der som svar skaber helten Enkidu, som skal pacificere Gilgamesh ved at give ham en anden at slås med end sin egen befolkning. Enkidu er i udgangspunkt en vildmand, et stykke ren natur, han er dækket af pels og æder græs sammen med gazellerne. Men forførersken Shamhat gør ham til menneske ved at have sex med ham i en uge i træk og lærer ham at spise brød og drikke øl og slå dyr ihjel (ja, dér har vi altså mennesket i sin enkelthed …).

Enkidu spiste brødet og stillede sin sult,
han drak øllet – syv krus øl!
Han slog sig løs og brød ud i sang,
hans hjerte jublede, og hans ansigt lyste.

Barberen barberede hans lådne krop,
Enkidu salvede sig i olie og blev til et menneske.
Han tog tøj på og lignede en, der skulle giftes.
Så tog han sine våben og gik løs på løver.

Siden bliver Gilgamesh og Enkidu nære venner, og vi hører om deres forskellige eventyr. De kæmper mod Himmeltyren og ikke mindst mod skovmonsteret Humbaba, der er indsat af guden Enlil til at beskytte træerne i Cederskoven (hvorfor opsøger de Humbaba for at slå ham ihjel? Ingen ved det rigtigt, det virker egentlig temmelig unødvendigt og faktisk lidt synd – der synes ikke at være anden grund, end at monsteret nu engang var der som en udfordring, krigeren Gilgamesh ikke kunne undlade at tage op).

Mest centralt i det samlede epos står nu nok Enkidus død og især Gilgamesh’ afgrunddybe sorg over vennen – en sorg, der får ham til at opsøge Underverdenen, hvorfra han kommer hjem med en førhistorisk indsigt i historien om en mytisk flodbølge, som guderne i sin tid havde ladet skylle over jorden for at udslette hele menneskeheden (kun Uta-napishti og hans kone overlevede og blev forfader og -moder til den nuværende menneskehed).

Allerede i det ovenstående er det let at genkende temaer og narrativer fra blandt andet bibelsk og græsk mytologi. Tegn på, hvordan disse fortællinger for flere tusinde år siden har cirkuleret og spredt sig i regionen og vidt omkring og indgået nye forbindelser. Og som Sophus Helle fremhæver i sit oplysende efterord (hvorfra de fleste af de faktuelle oplysninger i denne omtale af bogen stammer) blev ikke mindst historien om Flodbølgen modtaget med begejstring i samtiden, da eposet blev opdaget i 1839, som “bevis” på sandheden i Bibelens myte om Syndfloden.

Jeg har ingen som helst filologiske forudsætninger for at vurdere i hvilket omfang, den aktuelle fordanskning af det gamle epos er tro mod originalen. Ud over at man som læser kan sige sig selv, at Sophus Helle og Morten Søndergaard med nødvendighed må have truffet en stor mængde digteriske valg i deres fordanskning. Ellers havde de næppe kunnet få en så levende nudansk tekst ud af en 4000 år gammel, akkadisk kileskriftstekst.

Helle & Søndergaard har ifølge deres for- og efterord bestræbt sig på at skabe en tekst, der på en gang er levende og letlæselig på nudansk og samtidig er så tro mod originalen som muligt. Det sidste indebærer blandt andet, at de ikke har forsøgt at udfylde de mange huller, der er i teksten. Som nævnt er den overleveret på en række lertavler, som ganske vist er et mere bestandigt materiale end f.eks. papyrus, men som der ikke desto mindre er gået en del skår af i historiens løb. Faktisk er eposset stykket sammen af tekststumper fra mere end en halv million potteskår.

For den tekst, vi læser, betyder det, at mange ord og hele afsnit er faldet ud, hvilket i bogen er markeret med hævede punktummer og delvist blanke sider. Her må man gætte sig til den forsvundne mening. Sophus Helle medgiver i efterordet, at hullerne kan virke frustrerende, men fremhæver også, at det giver eposset “en helt særlig kvalitet:”

Dets verden åbenbarer sig ikke en gang for alle, men i lokkende glimt, hvor der stadig er plads til at gisne og gætte. Det fragmentariske i teksten kan også virke besynderligt rørende, som når Enkidus død bliver skjult af et langt hul, næsten som for at give ham et sidste øjebliks privatliv eller for at skåne os for smerten ved at bevidne hans død.

Dét kan man da kalde at gøre en dyd af nødvendighed … Men jeg kan nu ikke desto mindre godt følge Sophus Helle et stykke ad vejen. Ja, mange af hullerne i teksten er bare huller. Men der er faktisk også passager, hvor de medvirker til nærmest at få teksten til at fremstå som et slags modernistisk digt med en egen charme. Hvis man er til den slags.

Men hvordan kan man egentlig anmelde et værk, der for længst har opnået kanonisk status som et af verdenslitteraturens ældste hovedværker? Efter kulturhistoriske kriterier er det overleverede værk i sig selv – i sine forskellige versioner – naturligvis uvurderligt. Men hvordan klarer teksten sig, hvis den læses som litteratur?

Tja, jeg kan på den ene side som almindelig læser i det 21. hundrede ikke gå hele vejen med f.eks. Rainer Maria Rilke, når han citeres for følgende bastante lovprisning: “Gilgamesh er uhyrlig. Jeg anser det for det største, der kan overgå et menneske.”

Og jeg ville nok heller ikke som oversætterne have fundet på at sige, at “når man først har læst Gilgamesh, er man ikke længere den samme” (selv om det fra en vis filosofisk betragtning ikke kan frakendes en objektiv sandhed, men det gælder for en sådan betragtning for så vidt også, når man har læst køreplanen for buslinje 165 …).

Men mindre kan jo gøre det. Og jeg følte mig som læser faktisk på én gang både underholdt og kulturhistorisk stærkt beriget af endelig at læse værket.

Sophus Helle og Morten Søndergaard skal sammen med forlaget Gyldendal have stor tak for på denne måde at gøre denne arkaiske tekst umiddelbart tilgængelig for os moderne, almindelige læsere i et sprælsk og levende sprog. Det er flot og vigtig formidling. Og for dét kan kun kvitteres med fem stjerner.

K's vurdering: