“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.

Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu.

Anton Tjekhov (1860-1904) hører selv sagt til i den klassiske afdeling. Tjekhov er mest berømt for sine teaterstykker, men han skrev også en række noveller og kortromaner, herunder Sjette Afdeling (1892).

Titlen refererer til den lukkede afdeling på den lokale galeanstalt i en mindre russisk by. Fortællingen er centreret om især to personer på galeanstalten, lægen og en patient.

Anton Tjekhov (1860-1904)

Patienten er Ivàn Dmìtrij Gromov, en mand først i trediverne, af adelig herkomst og tidligere offentlig embedsmand, nu indespærret på ubestemt tid med forfølgelsesvanvid i Sjette Afdeling.

Lægen er hospitalets eneste af slagsen: Andrèj Jefìmitj Ràgin er et tænksomt og følsomt menneske, måske for tænksom og følsom til denne verden. Det meste af verden keder ham, og i stigende grad tilbringer han helst sine timer i samtale med den gale Ivàn Dmìtrij – også selv om den sidstnævnte som regel overvældes af raserianfald og sviner lægen til.

Deres samtaler handler blandt andet om frihedens natur, og lægen forsøger – med ringe held – at hævde det synspunkt over for den indespærrede, at åndens frihed er den eneste sande frihed, hvorfor det er uden betydning, om man er tvangsindlagt på den lukkede eller går frit udenfor. Hans udredninger om, hvordan det i grunden er helt tilfældigt, hvem samfundet erklærer for sindssyg, synes heller ikke at have nogen synderlig trøstende effekt på patienten bag tremmerne, som har svært ved at se logikken. Doktoren forklarer:

“Moral og logik kommer ikke den sag ved. Alt afhænger her af tilfældet. Den, som spærres inde, han sidder der, og den, som ikke spærres inde, spadserer frit omkring; det er hele hemmeligheden. I den omstændighed, at De er sindssyg og jeg doktor, er der hverken moral eller logik, men ene og alene tilfældighed.”

Omverdenen læser imidlertid lægens forkærlighed for at samtale med de gale som et tydeligt symptom på, at han selv må være ved at gå fra forstanden. Og den korte romans hovedfokus er netop, hvordan omverdenen med den tilgang ender med rent faktisk at drive ham mod et mentalt sammenbrud. Og den gode doktor får lejlighed til at afprøve sine akademiske forestillinger om åndens frihed i fangenskab på egen krop.

Fortællingen rummer dertil et antal skarpt skårne bipersoner, heriblandt ikke mindst hospitalsbetjenten Nikita, der portrætteres som en i bund grund godmodig og djærv bonde, der imidlertid – når han iføres uniform – bliver til en ufortrøden udøver af systematisk vold og magtmisbrug mod patienterne. Et ministudium i effekterne af magtens mikropolitik.

Årene er ikke gået sporløst henover Tjekhovs fortælling, men den er stadig i allerhøjeste grad læseværdig, især for sit psykologiske portræt af doktoren og for de fint tegnede portrætter af bipersonerne, men også for sine mange samfundskritiske iagttagelser, som udmærker sig ved ikke at være hverken enøjede eller fastlåste.

Sjette Afdeling er en kort roman, og den er ganske nem at læse, men ikke desto mindre rig på indhold.

K's vurdering: