Alexandre Dumas’ klassiker holder! Det er en knaldroman, den er kulørt, den er melodramatisk, den er for lang. Men det er og bliver en af verdenslitteraturens allerbedste historier.

Greven af Monte Cristo behøver ingen introduktion. Hvem kender ikke historien om den unge lovende sømand Edmond Dantes fra Marseille, som på sin forlovelsesdag med den skønne Mercedes forrådes så forsmædeligt af sine skjulte fjender og kastes i hullet på fangeøen If i fjorten år – for senere at vende tilbage fra de døde og glemte som den mystiske, stenrige greve af Monte Cristo og tage en udspekuleret hævn?

Jeg svælgede som barn i historien i tegneserieform, i forkortede ungdomsudgaver og senere i nogle af de talrige filmatiseringer og tv-serieversioner. Men jeg har faktisk aldrig før læst den uforkortede udgave.

Det har jeg så rådet bod på nu. Over nogle uger har jeg haft Dan Schlossers fortræffelige oplæserstemme i ørerne, når jeg har været på farten og ikke haft mulighed for at læse i en rigtig papirbog. Og det har været en ren fornøjelse.

Nostalgi: Greven af Monte Cristo i den tegneserieversion, jeg stødte på første gang som barn (nr. 1 i serien Klassiske fortællinger). Marvel Comcis 1977, dansk version: Interpresse, 1979.

Greven har slet og ret alt det, der kan gøre en god klassisk historie:

Stor kærlighed, store svigt og livslang fortrydelse. Fængsling og flugt. Sørøvere, skattekort og gammelt guld. En helt, der ikke bare bliver umådelig rig, men også kan udmanøvrere de fleste såvel i intelligens, viden og belevenhed som i våbenhåndtering, giftblanding og forklædningskunst.

Og så selvfølgelig hævnen, oh, den søde og smertefulde hævn, som det er svært ikke at nyde i takt med, at grevens komplicerede og genialt udtænkte hævnplan udfolder sig og én for én rammer dem, der bedrog ham som ung og fratog ham alt: Skurkene Fernando Mondego, de Villefort, Danglars, Caderousse …

Hævndramaet er i centrum, men Greven er også en historisk roman præget af politiske intriger og magtkampe mellem bonapartister og monarkister, forankret som den er i Frankrig i tiden op til Napoleons genkomst fra fangenskabet på Elba og indledningen på hans berømte hundrede dage.

Andre og dårligere gennemtænkte romaner i samme genre ville jeg givetvis have skoset for det utroværdige i, at stort set alle personerne (og der er mange) er forbundet med hinanden ved hemmeligt slægtskab eller fortidige synder – typisk på for dem selv ukendte måder, der først afsløres gradvist, efterhånden som grevens plan udfolder sig. Men Dumas bærer også dette igennem, fordi de fleste af disse forbindelser netop ikke er tilfældige i romanens univers, men netop et resultat af grevens mesterspil.

Alexandre Dumas d.æ. (1802-1870)

Og nej, romanen består selvfølgelig ikke en nutidig test for køns- og racestereotyper. Men den er altså også skrevet for mere end 170 år siden.

Ind i mellem bliver det ganske vist så kulørt, at det næsten er for meget, men jeg bærer over med Dumas, fordi historien i øvrigt er skruet så godt sammen. Og selv om nogle af personerne kan kritiseres for at være temmelig éndimensionelle (især en del af de kvindelige karakterer – men faktisk ikke dem alle), så rummer de fleste af dem nu tilpas mange nuancer til at skabe en spænding mellem personerne, som er med til at holde denne læser fanget.

Med andre ord: Det er bare at læne sig tilbage, kaste de finlitterære fornemmelser overbord og nyde dramaet.

Det giver fem stjerner herfra for den gode ramasjanghistorie (idet jeg er bevidst om, at den ene stjerne kan tilskrives klassikerbenovelse og den anden nostalgi, men det tæller også).

K's vurdering: