Doris Lessing: The Grass is Singing

Doris Lessings debutroman fra 1950 er en stærk beretning om nedbrydningen af en kvinde, om følelsesmæssige magtrelationer på tværs af og i kraft af race, køn og stand og en social kritik af det racistiske samfund i det sydlige Afrika.

Med skam at melde, har jeg aldrig tidligere fået læst noget af nobelpristageren Doris Lessing (det vil sige: jeg har ikke gentaget forsøget, siden min dansklærer i syvende klasse i et velment, men misforstået forsøg på at understøtte min allerede dengang veludviklede læselyst anbefalede mig at læse Shikasta fra Lessings Canopus in Argos-serie – det var trods alt lige lovlig voksent for den dengang trettenårige, som måtte give op).

Det har jeg rådet en smule bod på nu med Lessings debutroman The Grass is Singing (stor tak til min gode eks-kollega J. for anbefalingen og foræringen).

Doris Lessing (1919-2013) blev født i Persien af britiske forældre, som dog snart flyttede til Sydrhodesia (det nuværende Zimbabwe), hvor hun voksede op på forældrenes farm, indtil hun i 1937 flyttede til England. I The Grass is Singing trækker Lessing på sine erfaringer fra Sydrhodesia.

Romanen begynder med slutningen, så den er der ingen grund til ikke at røbe: En kort avisnotits beretter, at den engelske kvinde Mary Turner er blevet fundet myrdet på sin egen veranda på hendes og manden Richards gård i Ngesi-bushen, Sydrhodesia. Familiens houseboy er arresteret og har erkendt mordet. Motiv ukendt.

Det første kapitel kredser om nogle få begivenheder omkring og umiddelbart efter opdagelsen af mordet og især om den måde, mordet bliver omtalt – eller rettere ikke omtalt – blandt de andre hvide gårdejere i distriktet. Det centrale er netop den tilsyneladende implicitte overenskomst i det hvide samfund om ikke at tale om det. Allerede i første kapitel antydes, at det er et udtryk for en selvforsvarsmekanisme i “den hvide civilisation:”

[…] white civilization will never, never admit that a white person, and most particularly, a white woman, can have a human relationship, whether for good or for evil, with a black person. For once it admits that, it crashes, and nothing can save it.

Herfra klipper Lessing tilbage i tid, og resten af romanen udgør beretningen om Mary Turners liv fra hendes barndom og ungdom frem til mordet på hende.

Det er ikke en krimi, selv om omdrejningspunktet er et mord. Og det ville heller ikke være retvisende at bruge klicheen “spændende som en krimi,” for det er The Grass is Singing ikke. Faktisk er den en lille smule tung i det, for så vidt Lessing fortæller sin historie langsomt og grundigt.

Romanen er først og fremmest et portræt af Mary: En kvinde, der i sin både tidlige og sene ungdom levede et sorgløst, om end noget overfladisk liv i byen som en selvstændig, uafhængig kvinde. Som trediveårig bukker hun imidlertid under for det sociale pres og lader sig gifte med mere eller mindre den første, den bedste. Det viser sig at blive den fattige, talentløse farmer, Dick Turner.

Omstillingen fra bylivet til livet som “hjemmegående” på en fattig og tarvelig gård langt ude i ingenting bliver et chok for Mary. Hun kommer aldrig overens med livet på landet, med den ubarmhjertige sommerhede, med de tavse “indfødte” landarbejdere og med de skiftende “houseboys,” som hun med sit irritable og hersende temperament er ude af stand til at holde på i længere tid af gangen.

Manden lærer hun aldrig at elske: Den fysiske kærlighed forbliver for hende skræmmende og væmmelig, og Dicks uduelighed som farmer gør ham i hendes øjne også uduelig som mand i almindelighed.

Et centralt omdrejningspunkt for romanen er imidlertid også, at Mary – mod sin vilje – opbygger en relation til sin sidste “houseboy,” Moses. En relation, som aldrig kommer fri af herre/slave-forholdet, men ikke desto mindre indebærer en form for gensidig anerkendelse af hinanden som mennesker – hvilket, jf. citatet ovenfor, i den sydafrikanske raceideologi er en grundlæggende vederstyggelighed i sig selv.

[…] when a white man in Africa by accident looks in to the eyes of a native and sees the human being (which it is his chief occupation to avoid), his sense of guilt, which he denies, fumes up in resentment and he brings down the whip.

Den komplekse relation udfolder sig i romanen som en følelsesmæssig intens magtkamp, som for Mary rummer aspekter af både magtudøvelse og underkastelse, foragt og respekt, fysisk tiltrækning og frastødelse, frygt og intenst had og måske også en slags kærlighed. Frem for alt udgør relationen til den store, stærke og tavse, sorte mand en bane, hvor Marys eksistentielle angst kan udfolde sig i alle aspekter.

Der er flere andre temaer på spil i The Grass is Singing. Den kan læses som en roman om, hvordan en livsglad og selvstændig kvinde kan nedbrydes ved at blive presset ned i en konventionel kønsrolle. Men det er en betydelig kvalitet ved romanen, at Lessing på ingen måde fortæller en “det-er-samfundets-skyld”-historie. Hendes hovedperson er ikke et uskyldigt offer. Hun træffer en række rædsomt dårlige valg, og hun er i lange stræk faktisk temmelig usympatisk. Hvilket ikke er det samme som, at man som læser ikke har frygtelig ondt af hende.

The Grass is Singing kan også læses som et generelt portræt af det hvide samfund i Sydrhodesia i 1930-40’erne og af de interne mekanismer, der er på spil i opretholdelsen af samfundsstrukturen. Det er er f.eks. dem, der er styrende for ægteparret Turners nabo, Charlie Slatter, når han tilbyder dem hjælp:

It was not even pity for Dick that moved him. He was obeying the dictate of the first law of white South Africa, which is: “Thou shalt not let your fellow white sink lower than a certain point; because if you do, the nigger will see he is as good as you are.”

Romanen rummer en underspillet, men ikke mindre stærk kritik af den racistiske samfundsmodel og af racismens ideologi og grundlæggende magtmekanismer. Man skal som læser i den sammenhæng huske på, at bogen er udgivet tilbage i 1950.

The Grass is Singing giver mig på den ene side lyst til at læse mere Lessing, På den anden side tøver jeg lidt, fordi de fleste af hendes øvrige bøger er så forbistret lange. The Grass is Singing er med sine 238 sider en af de korte, men også den fandt jeg faktisk for lang.

Jeg var sådan set glad for de ellers ganske lange og detaljerede beskrivelser af landskaberne og årstiderne, som udgør en væsentlig del af romanen. Og jeg anerkender romanens ærinde og ambition om at trænge langsomt og gradvist ind under huden på hovedpersonen Mary for at gøre hendes udviking så troværdig som mulig.

Men det kunne godt være gjort kortere. Og selv om Lessing skriver godt, så skriver hun også lidt tungt. The Grass is Singing var således ikke nogen pageturner for mit vedkommende. Dét er så på den anden side heller ikke i sig selv et nødvendigt kriterium for en god bog.

Og The Grass is Singing er vitterligt en god bog, som jeg varmt kan anbefale. Den er krøbet ind under huden på mig, og jeg har en fornemmelse af, at det bliver en af de bøger, der bliver siddende dér ganske længe.

K's vurdering: