Ron Carlson: Five Skies

Tre mænd i ørkenen i det amerikanske Vesten. Hårdt arbejde med jord, sten, træ og metal. Med hænderne, med slidt værktøj og med store maskiner. Uden unødvendig snak, helst slet ikke om følelser. Til gengæld formidlet af Ron Carlson i fremragende, afdæmpet og præcis prosa.

Uden at krænke nogen, tror jeg roligt, at man kan betegne Five Skies af amerikanske Ron Carlson (f. 1947) som en mandebog. Det formelig driver ned af siderne med klassisk maskulinitet i vestamerikansk aftapning.

Vi er i ørkenen i Rocky Mountains, Idaho under høj himmel. Tre mænd alene i en teltlejr på en byggeplads på kanten af en dyb kløft. Alle tre er de knudemænd i forskellige grader med hver deres nagende fortid i baggagen.

Det handler om hårdt manuelt arbejde, solidt håndværk og gennemtænkte bygningskonstruktioner. Slidt, men godt værktøj. Store maskiner. Ikke så meget snak, ud over det strengt nødvendige for at udføre arbejdet. Og helst slet ikke om kvinder og følelser.

Mændene dækker tre generationer. Den ældre Darwin er byggeformand og har hyret de to andre til sommerens byggeprojekt (hvad det egentlig er, de bygger, afsløres kun gradvist i løbet af romanen). Han bærer på en knude af vrede og sorg efter hans kones død i en ulykke først på året.

Den midaldrende Arthur Key er bygningsingeniøren. En stærk kæmpe af en mand med et sagtmodigt væsen. Han har gjort karriere som bygningskonstruktør i filmverdenen, men er nu på følelsesmæssig flugt fra traumatiske begivenheder i sin nære fortid.

Endelig er der den nittenårige Ronnie Panelli. Han har hidtil mest gjort karriere som småkriminel ungdomsforbryder. For ham er sommerens byggeprojekt en ny start, en mulighed for at redefinere sig selv i arbejdet sammen med de to ældre, erfarne mænd.

Som det jo må ske i historier af denne slags, bløder alle tre mænd ikke desto mindre op henover sommeren og betror sig til hinanden. Nogle af dem udvikler sig måske også.

Så langt lyder det jo som en historie, vi har hørt før. Den tavse mand fra det amerikanske Vesten er jo ikke ligefrem en underbelyst type i litteraturen. Det er på kanten af en kliché.

Hvad der skiller Ron Carlsons Five Skies ud er således ikke portrætterne af de tre mænd – uagtet, at han udfolder disse fint. Det er derimod hans veltempererede, afdæmpede og præcise prosa. Og især hans opmærksomhed på detaljerne i mændenes daglige arbejde.

Arbejdet med materialerne, værktøjet og maskinerne beskrives omhyggeligt og tålmodigt. Der laves byggetegninger. Tømmer læsses og aflæsses og stables. Grunden planes med en gammel vejhøvl. Skæret på vejhøvlen knækker i kampen med klippegrunden, det afmonteres, læsses på en truck, køres til en ranch, repareres med præcist svejsearbejde. Der bores huller i den hårde jord, hegnspæle saves til, rejses i hullerne, der stampes til. Krydsfinérplader saves til, borehuller afmærkes med tømmerblyanten, skruer skrues i. Og så videre og så videre.

Beskrivelserne er i nogle passager så detaljerede, at de nærmer sig gør-det-selv-instruktioner. Det kan lyde kedeligt, men det er det ikke. Fordi Carlsons beskrivelser er båret af en kærlighed til og respekt for både materialer, værktøj og håndværket som sådan.

Man kan som læser formelig lugte savsmulden. Mærke rekylen fra et bor, der rammer klippegrund. Smage kaffen.

Med samme omhyggelighed beskrives de tre mænds daglige rutiner, når de står op om morgenen i teltlejren, laver kaffe på emaljekanden, koger æg og steger løg på panden. Drikker kaffe. Spiser. Iagttager kaninerne omkring lejren. Lytter til flodens brusen fra bunden af kløften.

En dag holder de fri fra arbejdet, da deres opdragsgiver, der ejer en nærliggende ranch, tager dem med på en dags fisketur ved floden, der løber gennem kløften, hvorover de arbejder. Beskrivelsen af køreturen ned i kløften af et gammelt, håndudhugget, smilende stejlt spor er så præcis i sin detaljerigdom, at hårene må rejse sig på den, der selv har bare en smule erfaring med bjergkørsel.

Endelig spiller naturen i sig selv også en væsentlig rolle i romanen. Romanen udspiller sig over to måneder fra det sene forår til højsommer. Og beskrivelserne af naturen, ikke mindst himlen over ørkenen er med hele vejen.

They had woken to the sky a perfect trick, a magnified color well beyond cobalt. Tangible and tender, the air and the earth after the rain seemed minted, some rare promise in the leverage of the early sunshine. Rags of mist stood twisting in the atmosphere.

Så langt ude i ørkenen, på kanten af en kløft i Rocky Mountains, kan det synes, som om naturen har en egen vilje:

“Idaho gets more lightning than anyplace I know of,” Ronnie said. “It’s a place that wants to strike you dead. The sky won’t quit.”

Som man aner, er Five Skies ikke en page-turner. Tempoet er roligt. Meget roligt. Kun få kapitler er egentlig handlingsdrevne. Indstiller man sig på romanens lave tempo, er den til gengæld en renlivet læsefornøjelse. Dette er en roman, man kan lade sig synke ind i og opholde sig i. Mens man nyder Carlsons sprog.

Jeg må dog indrømme, at jeg tillod min egen læsning at blive afbrudt ind i mellem – fordi jeg havde behov for at konsultere ordbogen lidt oftere, end jeg plejer, når jeg læser på engelsk. Normalt læser jeg bare henover enkelte ord, jeg ikke kender. Men i og med, at håndværket og værktøjet spiller så central en rolle, var jeg nødt til undervejs at slå en del engelske betegnelser for diverse stykker værktøj op. Men så lærer man jo også noget nyt dér.

Five Skies var mit første bekendtskab med Ron Carlson, og bestemt et behageligt et af slagsen. Carlson har udover et par romaner også udgivet adskillige meget roste novellesamlinger, som jeg godt kunne finde på at kigge nærmere på ved lejlighed.

K's vurdering: