Ottessa Moshfeghs roman om en ung, på overfladen priviligeret, men deprimeret newyorker-kvinde, der beslutter sig for at sove et år væk på en cocktail af blandet narko, har kvaliteter, men får ikke indløst det ærinde, som den også kun måske har. Den er sine steder ganske vittig, men alt for lang, og mestendels kedelig.

Jeg var meget begejstret for amerikanske Ottessa Moshfeghs novellesamling Homesick for Another World. Lidt mindre begejstret for hendes romaner, McGlue og Eileen. Novelleformen synes at bekomme Moshfeghs åbenlyse litterære talent bedst, og det bliver kun bekræftet i hendes seneste roman My Year of Rest and Relaxation fra 2018.

Romanen er alt for lang og derfor i lange stræk også kedelig, og i det hele taget kan dens begrænsede pointer og personportrætter ikke bære en fuldlængde roman.

Romanens navnløse fortæller er en 24-årig kvinde, som i mange henseender er objektivt priviligeret. Hun bor i en kontant betalt lejlighed på Manhattan og lever økonomisk set godt af arven fra sine afdøde forældre. Hun er ung og smuk og kunstuddannet fra et godt universitet.

Men hun er tydeligvis deprimeret og savner enhver form for mening med sit liv. Hendes hovedinteresse er at sove, og da hun bliver fyret fra sit meningsløse job på et kunstgalleri, beslutter hun sig for at gå i hi – i bogstaveligste forstand at sove et år væk – med en ikke specielt reflekteret forestilling om på et tidspunkt at vågne som, om ikke et andet menneske, så dog i en anden tilstand.

This was how I knew the sleep was having an effect: I was growing less and less attached to life. If I kept going, I thought, I’d disappear completely, then reappear in some new form. This was my hope. This was my dream.

Hendes vej til søvnen går gennem at proppe sig alle de sløvende medikamenter, hun kan kan komme i nærheden af ved at lyve sig til et søvnproblem overfor en forrygende forfærdelig, inkompetent psykiater, der beredvilligt udskriver recepter på alskens kendte og også nogle fiktive (tror jeg – jeg er ikke så bevandret i den verden) bedøvende medicin.

Ironien er åbenlys: Et år med “ro og hvile” italesat som en meditativ øvelse, men forceret af narkotika: “A good strong American sleep:”

I counted out three lithium, two Ativan, five Ambien. That sounded like a nice mélange, a luxurious free fall into velvet blackness. And a couple of trazodone because trazodone weighed down the Ambien, so if I dreamt, I’d dream low to the ground. That would be stabilizing, I thought. And maybe one more Ativan. Ativan to me felt like fresh air. A cool breeze, slightly effervescent. This was good, I thought. A serious rest. My mouth watered. Good strong American sleep.

Der er sådan set flere gode ting at sige om My Year of Rest and Relaxation:

Moshfegh skriver også her fremragende. Hendes skrift er let og fornøjelig at læse. Og romanen er sine steder ret sjov. Især nogle af scenerne med fortællerens eklatant inkompetente pille-psykiater er vellykket komiske i deres karikerede overdrev. Dr. Tuttle er et sandt overflødighedshorn af komplet ubrugelige råd i kaliber med Terkels mor i Anders Matthesens animationsfilm Terkel i Knibe for dem, der har dén reference (det var hende med: “Husk nu kun at gå ud til navlen, ellers får du SARS”):

   “My parents are dead.”
   “I’m sorry to hear that. But I’m not surprised,” Dr. Tuttle said, writing in her file. “Orphans usually suffer from low immunity, psychiatrically speaking. You may consider getting a pet to build up your relational skills. Parrots, I hear, are nonjudgmental.”

Moshfeghs udstilling af den overfladiske kejserens-nye-klæder-agtige kunstgalleriverden på Manhattan, hvor fortælleren har haft et job (indtil hun til sin egen tilfredshed, eller snarere ligegyldighed, blev fyret), er sådan set også sjov nok. Her kan de argeste, latrinære, meningsløse skrammelinstallationer få status af stor kunst, bare de bliver prissat højt nok. Eksemplificeret ved en kunstner, der maler med sine egne ejakulationer og laver installationer med aflivede hundehvalpe. Men denne form for udstilling af tomheden i dele af kunstverdenen er ikke ligefrem en ny pointe, og hos Moshfegh bliver den mig for karikeret og enøjet til at have en egentlig kritisk brod.

Der er også ansatser til at komme ind under huden på den navnløse fortæller og den depression, hun tydeligvis lider af. Omdrejningspunktet for den del er en række tilbageblik til forholdet til hendes forældre, der begge døde med kort mellemrum: hendes følelsesmæssigt afstumpede far af kræft, hendes alkoholiserede mor af selvmord.

Fortællerens reproduktion af forældrenes manglende empati er den gennemgående tråd i romanen – en manglende empati, hun selv er bevidst om, uden dog på noget tidspunkt at vise reelle tegn på fortrydelse eller ønske om at ændre på det.

Fortællerens manglende empatiske evne (eller vilje) udfoldes først og fremmest i forholdet til hendes skoleveninde, Reva, som hun grundlæggende er træt af og irriteret på (“I loved Reva, but I didn’t like her anymore”) og behandler derefter – på konsekvent urimelig og usympatisk vis.

Som læser venter man på en selverkendelse hos fortælleren af, at veninden måske faktisk er et af hendes få holdepunkter og livline til en slags kærlighedserfaring. At en sådan aldrig udfolder sig, kan man vælge at betragte som en styrke, men for mig blev det nu lidt uforløst – især fordi der i den for hurtigt afviklede slutning så alligevel antydes noget sådant i en noget billig 9/11-reference.

Moshfeghs fortæller er ligesom personerne i hendes tidligere værker svær at sympatisere med. Det er åbenlyst tilsigtet, og det har Moshfegh før fået noget interessant ud af. I My Year og Rest and Relaxation forekommer personkarakteristikken mig dog at være på én gang for overfladisk og for forceret, for ironiserende og karikeret.

For eksempel bliver det efterhånden lidt trættende, at vi igen og igen skal høre om, hvordan denne priviligerede unge kvinde excellerer i dårlig smag: Hun foretrækker kaffe fra McDonald’s. Hun spiser helst skodmad. Hendes foretrukne aktivitet, udover at sove, er at se mere eller mindre dårlige film og tv-serier igen og igen på sin gamle VHS-maskine. Hendes yndlingsskuespiller er Whoopi Goldberg.

Der er substans under den ironiske overflade, men Moshfegh får ikke rigtig ordentligt fat i substansen, det vil sige romanens hovedperson som den tragiske skikkelse, hun egentlig er.

Efter endt læsning sad jeg således lidt uforløst tilbage og havde i sidste ende svært ved at overbevise mig selv om, hvorfor jeg egentlig skulle læse disse næsten 300 sider med dens mange gentagelser. Jeg var med andre ord lidt skuffet.

I min reol står også Moshfeghs seneste romanudgivelse, Death in her Hands (som er udgivet efter, men skrevet før My Year of Rest and Relaxation), men lige nu er jeg lidt træt af hende, så den får lov at stå lidt endnu.

Jeg har læst My Year of Rest and Relaxation på originalsproget, men den er også udgivet på dansk under titlen Mit år med ro og hvile (oversat af Luise Ardenfelt Ravnild, Rosinante, marts 2020).

K's vurdering: