“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”
Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
Portugisisk tegneserie om en ikke-praktiserende pædofil ornitologs ulykkelige liv og mentale sammenbrud…
Okay, det var så måske ikke lige den mest fængende manchettekst, jeg fik strikket sammen dér, hvis jeg ellers gerne ville have nogen til at læse videre … Men ikke desto mindre er den ret rammende for den portugiske forfatter og tegner Francisco Sousa Lobos tegneserie – eller grafiske roman, om man vil – The Care of Birds (O Cuidado dos Pássaros). >> Læs videre
Hinnerk Obst har været i krigen, og nabobørnene synes, han ligner en dræber. Hinnerk har en pistol, og han har lige erkendt for sig selv, at han godt ville kunne spise menneskekød, hvis det skulle være. Det er midt om natten, og Hinnerk er rastløs…
Jerusalem er en bog, det er svært at få hold om – både, mens man læser den, og i eftertanken. Den er derfor heller ikke helt nem at anmelde. Men lad mig slå det fast med det samme: Jeg kunne godt lide den – den var en nydelse at læse fra start til slut.
Portugisiske Gonçalo M. Tavares (f. 1970) skriver i sin helt egen stil – og han skriver godt, rigtig godt. Som portugisisk litteraturs grand old man, José Saramago, er citeret for på forsiden af mit eksemplar: “Tavares has no right to be writing so well at the age of 35. One feels like punching him!” >> Læs videre
Perfekt til læsning på caféerne i Lissabon, hvor Pessoa er det store litterære ikon, og hvor Pessoas heteronym Bernando Soares slår sine folder som bogholderassistent og udgyder sin livslede i disse fragmenter (samlet efter Pessoas død og efter sagskundskabens skøn forfattet i årene 1929-1934).
Og så er det tilmed også rigtig, rigtig godt. Det er en af den slags bøger, som man har lyst til at læse højt af, og hvor man ville ønske, at man kunne huske og citere mange sætninger. Pessoa skriver uhyre præcist med stor, stor klasse. >> Læs videre
