Fernando Pessoa: Rastløshedens bog

Perfekt til læsning på caféerne i Lissabon, hvor Pessoa er det store litterære ikon, og hvor Pessoas heteronym Bernando Soares slår sine folder som bogholderassistent og udgyder sin livslede i disse fragmenter (samlet efter Pessoas død og efter sagskundskabens skøn forfattet i årene 1929-1934).

Og så er det tilmed også rigtig, rigtig godt. Det er en af den slags bøger, som man har lyst til at læse højt af, og hvor man ville ønske, at man kunne huske og citere mange sætninger. Pessoa skriver uhyre præcist med stor, stor klasse.

Det kræver dog noget overskud og vilje at opholde sig i længere tid i Pessoas/Soares’ ætsende onde misantropi og ulidelige livslede, og det bliver også lidt trivielt i længden – men der er noget nærmest sjæleligt lutrende over at stå det igennem. Og nogle gange bliver livsleden så stor, at det bliver så morsomt, at man må grine højt (som i: “Jeg får fysisk kvalme af den ordinære menneskehed, der i øvrigt er den eneste der findes”).

Det eneste, der tilsyneladende kan aftvinge nogle delvist positive bemærkninger, er en dybfølt kærlighed til det portugisiske sprog og en ærefrygt for stjernehimmelen (Kant nævnes ikke, men jeg kunne lade være med at tænke på hans berømte sentens fra “Kritik af den praktiske fornuft” : “To ting fylder mig med ærefrygt: Stjernehimmelen over mig og moralloven i mig” – moralloven er der dog ikke noget om hos Pessoa….).

Kærligheden til sproget slår f.eks. igennem, når Pessoa ondskabsfuldt spidder frimureri, okkultisme og andet hemmelighedsgræmmeri:

Det, der frem for alt gør indtryk på mig hos disse læremestre og kendere af det usynlige, er, at når de skriver og beretter eller antyder noget om deres mysterier, så skriver de alle sammen dårligt. Det støder mig, at mennesker der behersker djævelen ikke behersker det portugisiske sprog. Hvordan kan omgang med dæmonerne være så meget nemmere end omgang med grammatikken? Hvordan kan det være, at de, der ifølge eget udsagn ved lang tids træning af viljen og opmærksomheden får himmelske visioner, ikke også ved en eller anden mindre instans kan få en syntaktisk vision?

Anbefales til læsning på en tur til Lissabon.