“Der findes ikke løgn i litteraturen, i fiktionen, og jeg vil gå så langt som at sige at der ikke findes sandhed i det virkelige liv.”

Portugisiske Afonso Cruz’ Kokoschkas dukke (opr. 2018), som udkommer på dansk i dag i Ole Eistrups udmærkede og letlæste oversættelse til dansk, er en roman om mange ting. Men især er det en roman om fortællingens kraft, om hvordan menneskene digter sig selv og hinanden – som forudsætning for overhovedet at kunne være mennesker.

Det er smuk, velskrevet, underfundig og rørende roman. Den er på sin vis kompleks, som den konstant vikler sig ind og ud af sig selv med sine mange selvrefererende fortællespor. Men alligevel er den let at læse, og siderne vender sig selv i de behageligt korte kapitler.

Mange af temaerne i Kokoschkas dukke er ret beset temmelig tunge (krig, Holocaust, stor kærlighedssorg og andre tragedier), men Afonso Cruz fortæller sin historie (eller rettere: sine historier) med lethed, charme og humor, som gør det hele til at bære, uden at det kammer over.

Afonso Cruz (f. 1970)

Konceptet i romanen kan måske godt forekomme en anelse for fiffigt: Det er en af den slags romaner om fiktionen i fiktionen i historien, hvor fiktionen i romanen griber ind i dens egen både fiktive virkelighed, som endda også blandes med den historiske, faktuelle virkelighed, så det ikke er til at sige, hvad der hvad.

Her på bloggen, hvor vi er glade for fantastikken som genre, skræmmer det os dog ikke væk. Og er det i øvrigt ikke sådan for ethvert stykke fiktion – eller virkelighed, for den sags skyld? Det er ihvertfald en af romanens grundpræmisser.

Jeg tør ikke begive mig ud i en komplet symbolanalytisk fortolkningen af romanen, for nogle steder tabte jeg tråden – eller også gjorde Afonso Cruz. Det er ikke alle hans symbolske manøvrer, der er lige vellykkede, men det gør ikke noget, for han skriver med liv, charme og lethed.

Romanen begynder i Dresden under Anden verdenskrig. En lille jødisk dreng, Isaac Dresner, tager tilflugt i kælderen under Bonifaz Vogels fuglebutik, efter at have set sin bedste ven blive skudt gennem hovedet af en tysk soldat. Her lever Isaac i mørke resten af krigen. For den lidt tilbagestående fuglehandler Bonifaz Vogel er drengen ikke andet end en skjult stemme fra kælderen.

Efter sønderbombningen af Dresden i februar 1945 bliver alle fuglene i fuglebutikken stumme:

    – Fuglene er ødelagte, sagde Bonifaz Vogel.
    – Man kan ikke synge, når verden er blevet til aske, sagde stemmen.
    – Ingen vil have lyst til at købe fugle der synger i tavshed.
    – De har fuldstændig ret, hr. Vogel, men hvad skal vi gøre?
    – Jeg kan et par sange. Jeg bliver nødt til at begynde forfra med at lære fuglene at synge.

Romanen er fyldt med den slags små, fine poetiske scener og formuleringer, som ikke sjældent er foranlediget af gru og sorg. Der er en melankolsk grundstemning i bogen, men der er også masser af glimt af liv, passion, kærlighed og mellemmenneskelig omsorg.

Drengen Isaac Dresner vokser op og bliver en ikke særlig succesfuld boghandler og en endnu mindre succesfuld forlægger. En dag støder han på den mystiske, også lidet succesfulde, forfatter Mathias Popa (som han i øvrigt har en uerkendt fælles barndomsfortid med fra Dresden), og Issac Dresner ender med at udgive en bog af Popa med titlen Kokoschkas dukke.

Mathias Popas roman, Kokoschkas dukke, indgår i sin helhed, optrykt med for- og bagside og kolofon og det hele, som den midterste del af Afonso Cruz’ roman af samme navn.

Det er en slægtshistorie om den tysk-ungarnske familie Varga, hvis ældste slægtsled i historien, den lidet sympatiske rigmand Zsigmond Varga, blandt andet forfølger en teori om, at det er muligt rent fysisk at veje mængden af synd i den menneskelige sjæl.

I Popas roman i roman indgår også en reference til den (historisk faktuelle) sære historie om den østrigske maler Oskar Kokoschka (1886-1980), der lod fremstille en dukke i fuld størrelse af sin elskede, Alma Mahler (Gustav Mahlers enke), som han havde en kort affære med, som han aldrig forvandt.

Den virkelige “Kokoschkas dukke,” fremstillet af kunstneren Hermione Moss i 1918-1919 på bestilling af maleren Oskar Kokoscka som en erstatning for hans store kærlighed, Alma Mahler.

En bizar historie, som i Cruz’ roman fungerer som et symbol på, hvordan vi som mennesker kun kan eksistere i kraft af den anden, om det så måtte være en anden, vi selv fremstiller af træuld – eller maler eller digter frem med bogstavernes hjælp.

Det vil føre for vidt at forsøge at referere mere af handlingen i Afonso Cruz’ roman her. I visse henseender kunne man kalde det en historisk roman, for så vidt den – i nogle vilde spring frem og tilbage i tid – fortæller historien om nogle generationer i en familie forankret i det historiske Europa.

I sidste ende er Kokoschkas dukke genremæssigt dog mere fantastik end historik. I romanen griber fiktionen ind i virkeligheden, og den stiller løbende spørgsmålet om, hvad der er mest sandt, fiktionen eller den såkaldte virkelighed.

Den fiktive forfatter Mathias Popas roman er således ikke bare en roman i romanen. Dens personer optræder også i Cruz’ romans (fiktive) virkelighed, og de forskellige virkelighedsplaner griber ind i hinanden, så det ikke er til at afgøre, om det ene er determinerende for de andet eller omvendt.

Vi imiterer kunsten, som Wilde sagde. Det er ikke omvendt. En bog består af arketyper, og alt hvad vi mennesker gør, er at få dem til at fuldbyrdes.

Undervejs præsenterer Cruz os for et større galleri af markante personer, hvis skæbner vikles ind i hinanden af fiktionen og menneskenes grundlæggende behov for spejlinger.

Det lyder sikkert forvirrende, og det er det også, hvis man tænker for meget over det. Men det er det ikke nødvendigt at gøre.

Mit råd til andre læsere vil således være at pakke de analytiske briller væk og lade sig føre med af historierne og leve sig ind i Cruz’ personer. For dét kan han: skrive fiktive personer levende frem og samtidig krydre sin fortælling med glimt poetisk skønhed. Således anbefalet.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: