Gonçalo M. Tavares: Jerusalem

Hinnerk Obst har været i krigen, og nabobørnene synes, han ligner en dræber. Hinnerk har en pistol, og han har lige erkendt for sig selv, at han godt ville kunne spise menneskekød, hvis det skulle være. Det er midt om natten, og Hinnerk er rastløs…

Jerusalem er en bog, det er svært at få hold om – både, mens man læser den, og i eftertanken. Den er derfor heller ikke helt nem at anmelde. Men lad mig slå det fast med det samme: Jeg kunne godt lide den – den var en nydelse at læse fra start til slut.

Portugisiske Gonçalo M. Tavares (f. 1970) skriver i sin helt egen stil – og han skriver godt, rigtig godt. Som portugisisk litteraturs grand old man, José Saramago, er citeret for på forsiden af mit eksemplar: “Tavares has no right to be writing so well at the age of 35. One feels like punching him!”

Tavares’ sprog er afdæmpet og holdt i en nøgtern, objektiviserende stil. Alt bliver fortalt omhyggeligt og tålmodigt, lidt distanceret, næsten køligt, også selv om de indholdsmæssige temaer ret beset er rigeligt ladet med drama og potentielt stærke følelser: Kærlighed og bedrag, mord og selvmordsforsøg, sindssygdom, tvangsindespærring og kirurgiske tvangsindgreb, fjernelse af børn, menneskelig ondskab i almindelighed.

Omdrejningspunktet i romanen er seks mennesker, som sent om natten den 29. maj bevæger sig ud i byens gader i en stemning ladet med undergang. Noget må ende galt, fornemmer man fra bogens begyndelse – og det gør det også.

Den skizofrene og terminalt syge Mylia begiver sig ud for at lede efter en kirke og dulme sine sygdomssmerter.

Den psykisk ustabile og selvmordstruede Ernest Spengler er ude at lede efter Mylia, som han forelskede sig i, da de begge var indespærret på den psykiatriske anstalt Georg Rosenberg.

Mylias eksmand, dr. Theodor Busbeck, som fik Mylia indlagt i sin tid, er ude at lede efter en prostitueret.

Den tolvårige, handicappede og verdensuvante dreng Kaas er ude at lede efter sin far. Kaas er opdraget som Theodor Busbecks søn, men i virkeligheden er han Ernst og Mylias illegitime barn, som Theodor har stjålet ved fødslen.

Hanna er den prostituerede, der gør sig klar til at gå ud for at lede efter en kunde.

Og så er der Hinnerk Obst med pistolen, Hannas so-wie-so kæreste og alfons, som går ud i gaderne drevet af en impuls, han ikke selv helt erkender, men god er den ikke.

Bogens første sætning:

Ernst Spengler was alone in his attic apartment, getting ready to throw himself out the already-open window, when the telephone rang. Once, twice, three times, four, five, six, seven, eight, nine, ten, eleven, twelve, thirteen, fourteen. Ernst answered.

Handlingen i bogen udspiller sig i en unavngiven by – som dog helt sikkert ikke er hverken Jerusalem eller en by i Portugal (men måske en by i Tyskland, alene bedømt efter alle personernes tyskklingende navne) – og på et ubestemt tidspunkt i historien, som dog virker som det 20. århundrede.

Historien er fortalt i korte afsnit, der springer mellem de forskellige personers perspektiv om natten den 29. maj og mellem deres respektive hidtidige liv, som har ført dem frem til der, hvor de er nu. Hovedvægten er på Mylia og Theodor Busbeck.

I tilbageblikkene til historien før den skæbnesvangre nat hører vi blandt andet om, at dr. Theodor Busbeck for år tilbage fik sin kone, Mylia, tvangsindlagt på den psykiatriske anstalt, Georg Rosenberg, hvis overlæge abonnerer på en teori om, at sindssygdom grundlæggende er en form for immoralitet, en slags usædelighed.

Dr. Theodor Busbeck er selv psykiater, men i sin fritid har han sat sig for at afdække den statistiske lovmæssighed i den menneskelige ondskabs historie. Igennem flere år samler han statistiske data for folkemord, koncentrationslejre og andre eksempler på menneskelig ondskab gennem tiderne med det formål at opstille en universel formel, som – men en vis statistisk usikkerhed – skal kunne forudsige for eksempel hvilke nationer, der i fremtiden vil begå overgreb mod hvilke andre.

Theodors projekt er selvsagt et vanvidsværk. Man kan tolke det sådan, at selve hans tilgang til den menneskelige ondskab – dette at betragte den som statistiske data, som en ting, hvis optræden i historien kan forklares som udtryk for statistisk-videnskabelige lovmæssigheder – mere end noget andet i sig selv er en slags immoralitet, idet den tager ansvaret for ondskaben fra det enkelte handlende menneske, som dermed af-moraliseres.

Som Theodor betragter historien, betragter han også levende mennesker omkring sig, herunder Mylia og hendes søn, altså som ting, han kan forvalte, som han vil.

Denne tingsliggørelse, dette fravær af indlevelse i andre menneskers liv og følelelser, er ironisk nok den sande ondskab i Jerusalem, som Theodor og mange andre personer i romanen gør sig skyldig i.

Tavares er ikke eksplicit om denne morale, men han antyder den på forskellige, raffinerede måder undervejs. For eksempel citerer han et sted en passant et par sætninger fra en bog af Arendt, som Theodor læser på biblioteket som led i sin forskning, og hvor Arendt beskriver, hvordan de seks millioner jøder, der blevet myrdet af nazisterne under Holocaust, ikke blev dræbt som mennesker, men drevet i døden som kvæg, reduceret til den lavest tænkelige fællesnævner for organisk liv.

Den citerede bogs titel er ikke nævnt, men har man læst den, genkender man straks citatet fra Hannah Arendts Eichmann in Jerusalem – on the Banality of Evil, hvor Arendt i en serie journalistiske reportager fra retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1960 blandt andet udfolder sit begreb om ondskabens banalitet: Ondskab som slet og ret en manglende evne til at tænke, en utilstrækkelig mental kapacitet for indlevelse.

Og netop i denne reference skal man måske også finde nøglen til bogens umiddelbart lidt mærkelige titel, Jerusalem, som ellers ikke giver meget mening. Kun ét sted refereres der direkte til Jerusalem i bogen, og det er i form af et citat fra Salmernes Bog (137:5), “Should I forget thee, O Jerusalem, let my right hand wither…,” som senere i romanen fordobles som en reference til både Mylias og Ernsts kærlighed og til Mylias hævntørst mod galeanstalten Georg Rosenberg (og ja, citatet er fra den fine, opbyggelige salme, som selv ikke-religiøse kender, om ikke andet så i Boney M.’s version At the Rivers of Babylon, idet Boney M. dog ikke synger det nævnte vers og heller ikke det efterfølgende, hvor den grædende salmedigter velsigner dem, der måtte komme og tage babylonernes spædbørn og knuse dem mod klippen…).

Temaet tingsliggørelse går igen bogen igennem på forskellig vis. Døde objekter beskrives, som var de levende, mens levende mennesker beskrives som ting, og tingene og det levende synes gang på gang at undergå metamorfoser, når de flyder gennem Tavares’ pen. Tag for eksempel denne beskrivelse af en patient på galeanstalten, der spiser et æble:

Today, Wisliz picked up an apple – and as soon as it was in his fist, he moved with a new authority: the authority of a living being with two hands who can pick up or put down or juggle a piece of fruit without so much as a second thought. And as far as the fruit was concerned, it decided to wait and see where this was heading: with an air of idiotic prudence, it suffered Wisliz to take a bite out of its red flesh and start to chew.
Do you want some apple? Wysliz asked Mylia.

Tavares’ skrivestil kan virke underligt afkoblet fra romanens egen handling og dens personer, og som læser kan man også undervejs føle, at de forskellige handlingstråde i romanen er meget langt fra hinanden – selv om de enkelte personers historier er eller bliver afgørende for hinanden i romanen.

Det er på den måde ikke en roman, man bliver følelsesmæssigt grebet af og lever sig brændende ind i, mens man læser den. Alligevel fascinerende den mig, især på grund af Tavares’ sprog, og mens jeg skriver dette – en uge efter at jeg vendte sidste side i bogen – har jeg stadig bogens personer med mig, så en slags indtryk må den jo have gjort.

Gonçalo M. Tavares er født i 1970 i Luanda, dengang Angola stadig var under portugisisk kolonistyre, men bor i dag i Lissabon. ‘Jerusalem’ tæller således som det portugisiske indslag i min læseudfordring Verden rundt i bøger.

K's vurdering: