Gianrico Carofiglio: Three O’Clock in the Morning

“In a real dark night of the soul it is always three o’clock in the morning.”

Citatet, hvorfra Gianrico Carofiglio henter titlen på sin roman, stammer fra F. Scott Fitzgeralds essay The Crack-Up (opr. bragt i tre dele i 1936 i magasinet Esquire, hvor det kan læses i sin helhed her).

Citatet er ikke upassende som titel på Carofiglios fine kortroman, om end citatet antager en egen og anden betydning her end i Fitzgeralds oprindelige essay.

Gianrico Carofiglio (f. 1961) er udover at være forfatter også tidligere italiensk parlamentariker og anti-mafiadommer. Hans navn ringer måske en klokke hos danske krimilæsere. Carofiglio er som forfatter således primært kendt for krimiserien om forsvarsadvokaten Guido Guerrieri fra Bari, som også foreligger i dansk oversættelse.

Three O’Clock in the Morning (opr. 2017, eng. 2021) er på den baggrund en undtagelse i forfatterskabet, da der på ingen måde er tale om en krimi. Det er derimod en kort og ganske enkel, men smuk og stærk roman om en teenagerdreng og hans far, som sammen tilbringer to intense, søvnløse døgn i Marseille, som både ændrer de tos indbyrdes forhold, bliver en milepæl i drengens udvikling og måske også ændrer noget for faren selv.

Rammen for historien er, at fortælleren i løbet af sin barndom har haft nogle epileptiske anfald og som følge heraf har været underlagt en række restriktioner i sit liv. Forældrene har på et tidspunkt også opsøgt en læge i Marseille, som angiveligt skulle være tidens største ekspert i epilepsi. Under en konsultation ordinerer den franske læge, at fortælleren skal holde sig vågen i to døgn uden at tage sin epilepsimedicin – som en slags stresstest af, om han er kureret.

Det er disse to døgn, der er romanens kerne. For at holde sig vågne bevæger far og søn sig rundt i forskellige dele af Marseille, som tager sig noget forskellig ud ved henholdsvis dag og nat. De gør forskellige bekendtskaber, men frem for alt taler de sammen på en måde, de aldrig har talt sammen før – som ligeværdige, voksne mennesker, begge nysgerrige efter at lære hinanden at kende.

Det er sådan set dét, og det lyder måske ikke af meget stof til selv en kort roman. Men det er alt rigeligt for Carofiglio, for han skriver portrættet af såvel teenagedrengen/den unge mand og faren frem med både finfølelse og stor intensitet.

Historien er fortalt i førsteperson i tilbageblik af drengen, der nu som voksen – i en alder af omkring de 50 år – tænker tilbage på disse dage med faren, da han selv var teenager. Dette fortællegreb fungerer godt, da det legitimerer at fortælleren kan forholde sig lidt mere refleksivt til både faren og sig selv dengang, end det ville have været troværdigt, hvis historien skulle forestille at have været fortalt af drengen i “real time,” som man siger på dansk nu om stunder,

Fortællingen er helt enkel, og det er sproget også, og herfra henter romanen sin styrke. Carofiglio skriver med en forbilledlig fornemmelse for, at mindre kan være mere. Three O’Clock in the Morning hører til blandt disse få romaner, hvor hver sætning vitterligt er en fornøjelse af læse fra romanens første til sidste side – her i oversættelse til engelsk ved Howard Curtis.

Fem stjerner vil sikkert vise sig at være en overvurdering, når jeg kigger tilbage om nogle måneder eller år. Men det var mig bare en umanerlig stor nydelse at læse bogen, så sådan bliver det lige i dag.

K's vurdering: