Lou Beach: 420 characters. Stories

Det var umuligt for mig at modstå fristelsen til at tage denne bog i hænderne, som den lå der på et af udstillingsbordene i newyorkerboghandelen The Strand. Lou Beach’s 420 characters er ualmindelig lækker i udførelsen: Rødt lærredsbind med guldtryk og et halvt afskåret smudsbind præget af nogle af forfatterens egne surrealistiske illustrationer, der også går igen inde i bogen i flotte farvetryk på glittet papir.

Men ak, historierne i bogen står desværre ikke distancen og lever slet ikke op til den lækre indpakning.

420 characters består af i alt 169 miniaturehistorier, én pr. side, som hver især ikke er mere end 420 tegn lang inklusive mellemrum og tegnsætning. Begrænsningen på 420 tegn kommer sig af, at historierne oprindeligt er skrevet som facebook-opdateringer på Lou Beach’s facebookside.

Nogen har så overbevist Lou Beach og en forlægger om, at disse små historier var værd at udgive som bog. En af disse er tilsyneladende succesforfatteren Jonathan Lethem, der på smudsomslaget er citeret for anmeldelsen: “Holy shit! These are great!” Jeg kan tilslutte mig Lethems vurdering – for tre, måske fire, af historiernes vedkommende. Resten er desværre tæt på ligegyldige.

En af de fineste af de små historier viste sig at være den, jeg tilfældigvis slog op på, da jeg stod med bogen i hænderne, og som fik mig lokket til at proppe den ned i indkøbskurven (formedelst sølle $ 4,95 – Strand’s tilbudspriser er svære at slå):

His chute failed to open and as he fell he struck a pigeon, pinning it against his chest as they rushed toward the ground in tandem. He felt the pigeon’s heart beating against his own. He closed his eyes and imagined he had two hearts, one outside his body and one inside, beating like a train.

De fleste af de øvrige tekster falder desværre noget igennem, hvis det må være mig tilladt at udtrykke det sådan.

Yderligere en enkelt sød, lille historie fortjener dog at blive citeret. Mange af os, der er kommet i dén alder, kan formentlig godt se os selv her:

I rise at 3 a.m. to walk my bladder to the bathroom, then return to bed and wait for my face and my pillow to come to an agreement. I lie on my right, my left, my stomach, my back, as if attempting an even tan, until I find the Goldilocks spot. The only sound is the hum of the planet, and the whistling and churping of the little birds who live in my nostrils.

Bogen er som sagt illustreret af nogle af forfatterens egne collageagtige illustrationer. Lou Beach har en karriere bag sig som illustrator og har blandt andet designet pladecovers for Weather Report, The Neville Brothers m.fl. Illustrationerne er såmænd da meget skægge, nogle af dem, men jeg har ingen idé om, hvad de laver i bogen – jeg kunne ihvertfald ikke finde forbindelsen til teksterne. Men måske gad jeg bare heller ikke anstrenge mig nok for det.

Illustration: Lou Beach. Fra bogen.

Jeg kan konstatere på nettet, at mange andre har fundet stor fornøjelse i 420 characters, så det er måske et spørgsmål om smag eller temperament. Den faldt ikke i min smag. ikke dårlig, bare ligegyldig.

420 characters sniger sig i den samlede bedømmelse dog op på to stjerner for de tre-fire fine historier, jeg trods alt fandt blandt de ligegyldige, og for den lækre indpakning.

K's vurdering: