Lydia Davis: Can’t and Won’t: Stories

For mange løse udkast og litterære formøvelser på stedet gør Lydia Davis’ seneste novellesamling til en noget blandet fornøjelse. Men rent sprogligt er hun en nydelse at læse.

Can’t and won’t (2014) er mit første bekendtskab med amerikanske Lydia Davis (f.1947). Jeg havde glædet mig til endelig at læse noget af hende, men blev ærlig talt noget skuffet.

Davis dyrker den ultrakorte prosaform. De fleste af ‘historierne’ i denne samling er på bare én eller to sider, nogle af dem kun på et par sætninger.

Den korte form er der ikke noget galt med. Indtil for få år siden læste jeg stort set kun romaner, og gerne nogle lange af slagsen. Men det er efterhånden min erfaring, at der udgives alt for mange alt for lange romaner, som om det er en særlig kvalitet at kunne udfylde 600+ sider. Jeg er i stigende grad blevet glad for den kortere form: den skarptskårne roman, hvor alt det unødvendige fyld er luget ud, eller novellen. Det er en særlig kunst at kunne fortælle en historie med fylde og perspektiv på kun få sider eller ligefrem få linjer.

Lydia Davis omtales af mange som en mester ud i den korte form. Og jeg er efter læsningen af de 122 noveller i Can’t and won’t sådan set ikke i tvivl om, at hun evner den. Det kommer bare kun antydningsvist frem i denne samling.

Det er ikke sådan, at der slet ikke er gode indslag i samlingen. Jeg kunne for eksempel ret godt lide portrættet af den enlige, neurotiske fiskespiser i Eating Fish Alone, der altid bærer rundt på en sammenfoldet liste udgivet af the Audobon Society, som giver hende råd om, “which fish to avoid, which fish to eat with caution, and which fish to eat freely”:

When I eat with other people I do not take this list out of my wallet, because it is not much fun to have dinner with someone who takes a list like this out of her wallet before she orders. I simply manage witout it, though usually I can remember only that I should not eat farmed salmon or wild salmon, ecxept for wild Alaskan salmon, which is never on the menu.

En af de længere noveller, The Seals, som også er en af de bedste, er et rørende indblik i fortællerens savn og sorg efter søsterens død, fortalt enkelt og usentimentalt.

Og jeg kunne da godt trække på smilebåndet over en mikrohistorie som Ödön von Horváth Out Walking, her gengivet i sin helhed (om historien stammer fra den virkelige forfatter Ödön von Horváths dagbøger eller lignende, eller om Davis bare syntes, at han passede godt ind i billedet, meldes der ikke om):

Ödön von Horváth Out Walking

Ödön von Horváth was once walking in the Bavarian Alps when he discovered, at some distance from the path, the skeleton of a man. The man had evidently been a hiker, since he was still wearing a knapsack. Von Horváth opened the knapsack, which looked almost as good as new. In it, he found a sweater and other clothing; a small bag of what had once been food; a diary; and a picture postcard of the Bavarian Alps, ready to send, that read, “Having a wonderful time.”

Der er flere af den slags små, anekdoteagtige historier, som ville være en udmærket adspredelse, mens man venter på en bus i to minutter eller i en anden slags pause – men som også udmærker sig ved at være glemt næsten lige så snart, man har læst dem.

Der var således alt for mange historier i denne samling, som jeg fandt ligegyldige.

Mange af dem giver nærmest indtryk af, at være en slags litterære rester, om ikke ligefrem affaldsstoffer, fra en skriveproces: sproglige høvlspåner fra forfatterens værksted, fejet sammen fra gulvet og så af en eller anden grund udgivet som en selvstændig novellesamling.

Mange af teksterne er varianter over samme form: En hel del tekststykker angives for eksempel at være nedskrevne, men i øvrigt ufortolkede, drømme – Davis’ egne eller nogen, hun har fået genfortalt af familiemedlemmer. Ingen af dem fandt jeg interessante.

Andre 13-14 tekster kalder hun stories from Flaubert, og ifølge noteapparatet er de Davis’ genfortællinger af udpluk fra Flauberts brevvekslinger (Davis har tidligere oversat Flaubert til engelsk og har åbenbart et særligt forhold til ham). Også ret uinteressante. Hvis man vil oversætte Flauberts breve, så gør det dog og udgiv dem selvstændigt, i stedet for denne lidt mærkelige gengivelse af isolerede passager fre brevene.

Og jeg står altså af, når Lydia Davis fylder 16 sider med observationer fra en kos indholdsløse liv på en mark.

Hvis jeg var så utilfreds, hvorfor læste jeg så samlingen til ende (og jo, jeg har skam læst det hele)? Udover stædighed, så er svaret først og fremmest Lydia Davis’ sprog. Hun skriver i en særlig tone, som gør det til en ren nydelse at læse hver enkelt af hendes sætninger, selv når man har fornemmelsen af, at det vist ikke rigtigt fører nogen steder hen.

Davis skriver i enkle, men omhyggeligt formede sætninger, i en tone, der er indtrængende uden at være påtrængende.

Jeg har af den grund heller ikke opgivet Davis endnu. At dømme efter andre anmeldelser, jeg efterfølgende har læst, tror jeg måske, at denne samling var lidt det forkerte sted at starte.

Can’t and won’t er ikke oversat til dansk, men det er et par af hendes tidligere samlinger.

K's vurdering: